img_5075-1.jpgDer gik lidt en prås op for mig i går, da jeg satte mig i sofaen hos Krapylerne og stenede ‘Dora The Explorer’. Jeg følte, at jeg burde tage initiativ til at vandfarve noget, forme dyr i trylledej, lave en hule eller som minimum bygge noget relativt imponerende i LEGO. Men jeg var træt, og da jeg spurgte ungerne, om vi skulle lege med legetøj, svarede de nærmest i kor: “Nej, mig heller’ sidde her, mor”. Så det gjorde vi. Under tre dyner og et tæppe, og vi råbte med og lavede fagter, når Dora sendte ordrer om deltagelse ud gennem skærmen. Og vi nussede hår, kyssede kinder, kildede og det var koloenormt hyggeligt.

Til aftensmad fik vi en deep pan Hawaii-pizza fra Domino’s, for den slags kan Jon ikke fordrage, og til ungernes store begejstring foreslog jeg, at vi spiste den i sofaen. Uden hagesmæk – ovenpå dynerne. Jeg ville ønske, at jeg havde haft en selfiestang.

Denne aften blev der børstet tænder uden brok, og det gik op for mig, at Krapylerne måske egentlig også trængte til at nusse, hygge og putte, og der er nok ikke nogen, der har taget skade af at bruge en hel eftermiddag på at se tegnefilm. Og det siger jeg i øvrigt mest til mig selv, da jeg har haft en tendens til at få dårlig samvittighed hver gang, jeg tillader dem at gå i sumpestilling foran dummekassen i stedet for at stimulere dem åndeligt eller intelligensmæssigt.

I nat tillod de mig 6 timers søvn, og da jeg søvndrukken i morges tøffede ind på børneværelset, blev jeg mødt af store smil. Jeg hev Hugo op af sin seng og trak ham med mig ned i Bertas, og her læste vi bøger i en god rum tid, inden jeg småsyngende gav mig til at lave havregrød. Jeg havde nemlig besluttet at aflevere ungerne i vuggestuen en time tidligere en vanligt og så gå hjem i seng igen bagefter. Efter en lang weekend med mig hos bedsteforældrene følte jeg godt, at jeg kunne slippe afsted med at give dem en halvlang dag i institution, og allerede tanken om den ekstra time under dynen gav mig meget mere overskud, end jeg har haft de seneste morgener. Hvilket gav ungerne overskud …

Folk, der går op i, hvad de spiser, siger, at det handler om, hvad man propper sig med mellem nytår og jul og ikke, hvad man spiser mellem jul og nytår. Jeg tror sgu, det samme gælder i forhold til at være mor. Ja, man må gerne spise pizza og binge ‘Dora’ i sofaen med sine unger og give lange dage i vuggeren. Især efter flere fridage i træk og en i øvrigt yderst nærende og velafbalanceret kostplan de øvrige dage. Og når det giver moren overskud, som så giver ungerne overskud, så vinder alle jo.

Og ja, det er nok noget, jeg mest siger højt til mig selv, det her. Jeg kan nemlig godt være lidt slem til altid at ville gøre tingene på én på forhånd bestemt “rigtig” måde, når det kommer til ungerne, og det kører jeg nogle gange sur i, og så vrisser jeg. Og det er det fede ved, at de er ved at blive større. Det bliver nemmere og nemmere at se, hvordan det, jeg gør, påvirker dem. På både godt og ondt. Og derfor lærer jeg så at stille på mine egne forventninger til både dem og mig selv og se, hvordan det, der virker afslappende og giver god stemning for mig, knagme også gør det på dem nogle gange. Og vice versa. Og sådan går vi så rundt og lærer hinanden ting på kryds og tværs, Krapylerne og jeg.

Møs fra dobbeltsengen. Og nu vil jeg tøffe ud i bad i ro og mag med musik i højttalerne og lade dagen starte endnu engang.