13957647_10154183341846886_569422705_n
TGI Friday! Atter er det blevet tid til ‘Ugens Hunk’!
Som nogle måske husker (ellers kan han genopleves her), åbnede min kammerat (og sgu også ‘forretningspartner‘, vel nu, egentlig!), Christian, ballet i sidste uge. Og han og konceptet blev taget vel imod, skulle jeg hilse og sige. Og mange tak for det!

Konceptet er sådan set, at jeg har taget fat i nogle af de (nydelige) mænd, jeg har i min bekendtskabskreds, og dem har jeg bedt om at besvare de samme spørgsmål, som Se & Hør-manden hver uge gør i, ja, Se & Hør. Nogle enkelte læsere udbad sig efter sidste uges indslag noget mere dybde i disse interviews, og det kan jeg sådan set godt forstå. Disse mænd er så dårende dejlige, at man da straks må vide mere! Men nu er det jo imidlertid sådan, at disse mænd ikke er kendte. Derfor er de ikke nødvendigvis vant til sådan at stille op til interview. Og de er ikke alle sammen interesserede i at fortælle om personlige sider af sig selv til alle mine læsere, sådan som jeg selv har for vane. 😉

Så det her er en måde, hvorpå man kan få en snas af en fin mand, uden at han giver for meget. Jeg synes, det er brandskægt, og jeg håber, at jeg kan hale en masse dejlige drenge igennem tromlen, så de kan blive delt med jer ligeså dejlige damer. Omend ikke andet, så på afstand. Desværre er de fleste afsat.

Men nu skal vi til det!
I denne uge skal I møde Anders Forup, og han er egentlig efter min mening et ret godt bud på Den Perfekte Mand. Han er model (looks), han er psykolog (brains + empathy), og så har han sit eget smykkefirma (bling-bliiing!). Jeg havde et crush på Anders, da jeg så ham til en skolefest på Handelsskolen i 2002, jeg havde et crush på Anders, da vi mødtes i Berlin i 2007, og siden blev han kærester med sit livs (i øvrigt vanvittigt søde) Nina, og så skrabede jeg da heldigvis Langemanden op i Odense i sidste ende, hehe. Ham kommer i i øvrigt til at kunne nyde i denne konstellation i næste uge. Hvornår har jeg måske nogensinde siddet en mulighed for at snakke om Jon overhørig … 😉

Mange kender Anders fra Instagram, hvor han viser og sælger sine smykker under navnet HandCraftedCPH. Det er ham, der har lavet de to halskæder, jeg har givet Jon gennem årene, og da jeg fik ungerne, gav Anders mig en smuk halskæde med deres navne og kollektive fødselsdato indgraveret. Han er simpelthen så dygtig, og al kommunikation om handler og bestilling foregår gennem mails, SMS’er og facebook. Det er så fint og personligt. OG ved siden af det har han så en butik, hvor han sælger oldschool møbler (LOKAL på Søndre Boulevard, Vesterbro), han selv rejser rundt og køber op, OG han er psykolog. BUM!
Sgu da meget godt gået, ikke?

Alder: 35år
By: København
Højde og vægt: 187 / 80kg
Stjernetegn: Tvilling
Kæreste: Jeps – forlovet!
Stilling: Psykolog, med smykkebutik på siden!
Fritidsinteresser: Design, fodbold og rejser!
Favorittøj: American Vintage (som i det franske mærke)
Livret: Tarteletter (mere 80’er bliver det ikke)
Mit bedste feriested: Sydfrankrig / eller Samsø
Det tænder jeg på: Modenhed
Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?: En stopfuld Kindle, min bedste ven og min kæreste!
Beskriv dig selv med få ord: Arbejdssom, glad og lidt for kontant nogle gange!