Fotografi den 07-09-16 kl. 09.55
Åh, hvor jeg elsker de morgener, hvor Krapylerne sover til klokken 7. Hvor de vågner friske og veludhvilede, fulde af kærlighed, som de forventningsfuldt hvinende giver udtryk for at glæde sig til at dele ud af fra børneværelset. Jeg strækker mig, kysser min flotte mand med de sexede skægstubbe, som ligger ved min side. Dekorativt på siden med det ene ben stukket ind under min dyne. Han grynter i søvne og kærtegner min mås, som han sværger absolut er blevet flottere, efter at jeg har lagt mig lidt ud.
Jeg går ind for at hente ungerne i børneværelset, hvor de har rejst sig op i hver deres seng. Her står de, lænet ud over hver sin fodende, forenet i et stort kram, mens de griner, så det spiller i mine hjertestrenge. Jeg går hen og tager del i krammet, og Hugo hvisker i mit øre: “Jeg elsker dig, moar” …

Sådan en morgen var denne her morgen satme ikke. Min morgen i morges og morgenen beskrevet ovenfor har mindre til fælles end One Direction har med bystyret i Smørum Nedre.
Jeg vågnede for syvende gang i nat klokken 5.44, ved at begge ungerne skreg mit kaldenavn fra børneværelset. Og tonen i deres stemmer gjorde det klart fra begyndelsen, at natten var slut nu. På en måde skal de da i det mindste have tak for ikke at holde mig hen og give falske forhåbninger.
Jeg gjorde mig et forsøg med morgenputteri, men det var der ikke megen interesse for. Så jeg stod op og gik ud på badeværelset for at tisse og hente min kimono, hvilket fik Hugo til at kaste sig på gulvet og råbe hysterisk. “Ikke tisse, mor! Ikke TISSE, mooooaaaar!!”, skreg han, og jeg hørte mig selv højlydt vrisse, at jeg da for fanden ikke gik med ble, så kunne jeg ikke godt please få bare tyve sekunder til at lade vandet…
Og det var sådan set morgenens højdepunkt. Derfra blev stemningen kun dårligere, og det hele eskalerede selvfølgelig i, at jeg mistede besindelsen og kom til at råbe, selvom jeg seriøøøst gør mig umage for at lade være, fordi jeg hader mig selv for det bagefter. Og det hjælper virkelig heller ikke på stemningen.
Langemanden med de sexede skægstubbe er i øvrigt pinligt glatbarberet og befinder sig fortsat i Svendborg. Heldigvis kommer han hjem torsdag aften og bliver så hjemme helt til ugen efter igen. 10 dage i familiens skød, hvilket er fantastisk for alle parter, da sådan en far tilsyneladende er verdens bedste lynafleder. I hvert fald hjemme hos os. Og hos mange andre, jeg kender. Ikke Jon, forstås, men déres fædre. Altså børnenes.

Dagens højdepunkter indtil videre er, at jeg har en hel Rigmor-ost liggende i køleskabet her på kontoret, at Nina og Kopierne kommer til ‘Æd og Skrid’ i eftermiddag, at begge unger gav mig store kys og vinkede smilende, da jeg afleverede dem i vuggestuen (måske var de bare glade for at se mig gå – who knows), og at jeg kan passe alt det tøj, jeg købte på Boozt i søndags og modtog i går. Den ribstrikkede, jeg har på herover, er i øvrigt den her. Og den er jo meget pæn. Det er sgu da altid noget.
OG selvfølgelig at jeg elsker jeg mit afkom overalt på jorden, og selvom jeg begyndte at google rejser til Bali det sekund, jeg havde lukket døren til vuggestuen bag mig, betyder det ikke, at jeg nødvendigvis overtrækker kortet og tager formiddagsflyveren ud af landet. I dag. 😉