14328912_10154265634641886_523009595_n

Jeg stod i køkkenet i Hi House og var ved at tilberede en frokost til Christian og mig (sådan er jeg så huslig i det små nu og da), da det banker på døren, og jeg hører Camillas blide ryst. Camilla og jeg blev en slags pennevenner for et år siden, da jeg skrev det her indlæg. Hun skrev nemlig en kommentar, som ramte mig i mellemgulvet, da det føltes som at se mig selv i et dengang fjorten år gammelt spejl. Camilla havde nemlig ret nyligt forinden oplevet det, som jeg oplevede, som fik mig til at skrive indlægget. Og nu har alle folk det jo komplet forskelligt med alting, men Camilla og jeg havde det på ret meget samme måde, så jeg tør godt sige, at vi begge to fik noget ud af at skrive sammen. Tit fik jeg kuldegysninger langt op ad begge arme, fordi det, Camilla skrev, var som taget ud af min dagbog.

I dag kom Camilla forbi med solsikker, fordi hun er skidesød og ville give mig en krammer efter det her indlæg. Dét gjorde mig glad. Og stolt! Fuldstændig ligesom de andre søde kommentarer og mails, jeg har fået i kølvandet af det, der for mig er ret privat emne.

Det skal I virkelig have tak for. Når jeg får en fornemmelse af, at det, jeg skriver (og i det seneste tilfælde siger i videoen) kan bruges til noget af andre, der har eller har haft det på lignende eller samme måde som jeg, så bliver jeg stolt. Og så giver det mening at gøre det, selvom det kan føles grænseoverskridende.