14694740_10154337168271886_660613943_n
Billedet nederst og i midten er knipset af Morten Fog.

Jeg har haft et person-crush på Søren McGuire, siden jeg mødte ham for første gang i baren til Universal Musics julefest på Nørrebro for efterhånden en del år siden. Jeg skriver person-crush, fordi jeg aldrig har været sådan forelsket i ham, men fordi, han er typen, man bliver glad af at spotte, når man træder ind i et lokale, man ikke helt ved hvad rummer. Og det har jeg vidst siden den aften i den bar. Han er typen, der zoomer ind på den, han snakker med, så man føler, at han har al tid i verden, og det, man siger, er af beydning. Og det kan vi jo alle sammen godt lide. 🙂

Søren og jeg mødes ikke så ofte IRL, men jeg ‘liker’ ham flittigt på facebook. Han har en arrig, grineren og ivrig digital pen, som han bruger til at skrive lange statusopdateringer fulde af sort humor, ærlighed, brok, børn og carporter og countrymusik, og siden for nylig har han hver onsdag kunne nydes i klummeform i Berlingskes trykte udgave, som de også nu og da bringer på nettet (eksempel her). Desuden har han været chefredaktør på mandemagasinet M! og er nu redaktør på Go’Morgen Danmark.

Søren er i sine skriverier i min optik den perfekte blanding af politisk korrekt og politisk ukorrekt. Han står ved sine holdninger, men han griber til egen barm for at illustrere dem og hænger aldrig folk ud. Og så er han far til tvillinger. Tre drenge i alt, faktisk. Og bor i hus på Amager med dem og sin kone. Og en carport. Og vist nok også en trailer. Og en masse vinylplader.
Da jeg opdagede, at der lå to bønner i min livmoder tilbage i sensommeren af 2013, skrev jeg til ham på facebook, og hans impulsive svar var “HURRA! Det er den dobbelte glæde, men ikke det dobbelte arbejde! Glæd jer!”

Jeg er fan af Søren, og jeg har morderligt optur over, at han vil være med i Ugens Hunk! Så nu vil jeg give ordet til manden selv – og hurra, se selv – der findes mænd, der kan finde på ret så fyldestgørende svar til Se & Hør-mandens spørgsmål. 😉

Alder: 37
By: Tårnby på Amager
Højde og vægt: 186 cm. Jeg ved ikke med vægten – vi smed vores badeværelsesvægt ud for mange år siden. Men jeg tror, den efterhånden er på den gale side af 80.
Stjernetegn: Løve
Kæreste: Kone, faktisk. Men det vil hun helst ikke kaldes.
Stilling: Journalist
Fritidsinteresser: I og med, at jeg har tre sønner, hvoraf den ene spiller fodboldkamp hver weekend, bruger jeg så meget tid på at stå på diverse fodboldbaner og fryse sammen med de andre fædre, at det efterhånden nok tæller som en fritidsinteresse. Men ellers er jeg særdeles begejstret for de dage, hvor jeg kan lade iPad’en klare børneopdragelsen og i stedet lægge mig på sofaen, mens jeg skiftevis læser, shopper countryplader på nettet og råber af mit fodboldhold, når de for gud ved hvilken gang klokker i den og smider det hele væk.
Favorittøj: Jeans, løs skjorte og udtrådte, hvide Converse. Det er nok mere en vane end et valg.
Livret: Tatar. Hvis jeg måtte, levede jeg af råt kød med store mængder løg og kapers.
Mit bedste feriested: Med undtagelse af da jeg var barn, og vi tilbragte stort set hver eneste ferie med at besøge gamle tanter i England, holder jeg sjældent ferie det samme sted. Men hvis jeg skulle vælge nu, ville jeg enten tage på bar i Nashville eller på ski i Norge.
Det tænder jeg på: Intelligens. Og ben, selvfølgelig. Mere hellig er jeg heller ikke.
Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø? En bog, en flaske bourbon og min banjo. Og ja, jeg har en banjo.
Beskriv dig selv med få ord: Tillidsfuld, ambitiøs, fuglebrystet og lettere pladdersentimental.