skaermbillede-2016-12-01-kl-11-41-51
Især de seneste uger er Krapylernes vokabular gået amok på en dejligt grineren måde. De forstår ret mange ord, og når de ikke gør, er særligt Hugo ret god til at spørge, hvad de forskellige ting betyder.
Nogle gange bytter de om på ord, de har lært, til deres fars og min store morskab, og jeg var sgu lidt i tvivl, om jeg bare skulle have holdt disse stjernestunder for mig selv. For man skulle måske have været der… Og måske synes jeg kun, det er sjovt, fordi jeg har født dem.
Men jeg kan ikke dy mig. Her kommer de. 😉

Berta: “Be’ om mere pelikan, mor!”
Mig: “Mere hvad…?”
Berta: “Mere pelikan! Mig godt li’ det, moar!”
Mig, efter at barnet har hentet en pølse hudfarvet mandelmos, som hun dingler om næsen på mig: “Ah, MARCIPAN! Klart…”

Mig: “Hugo, du er min øjesten”.
Hugo: Nej, jeg er en Lei Lange!”

Mig: “Berta, er du en ballademager?”
Berta: “Neeeeej!”
Mig: “Er du en bisse?”
Berta: “Neeeej!”
Mig: “Hvad er du så?”
Berta: “En yndlingspige!”

Vi er fanget i et regnvejr, der pludseligt og meget larmende bryder ud i torden.
Hugo er dog ganske kold: “Det er bare Torben, der larmer …”

Jeps, det var lidt om det. 😉
God aften! <3