Billedet har ikke rigtigt noget at gøre med indlægget, andet end at det meget godt beskriver mit humør. :-) Jeg fik taget nye portrætter i mandags af Anders Heinrichsen (HEIN Photography), og jeg synes sgu, de er blevet ret fine. Det her er så altså et af dem.
Billedet har ikke rigtigt noget at gøre med indlægget, andet end at det meget godt beskriver mit humør i skrivende stund. Og så havde jeg ikke lige andre. Jeg fik taget nye portrætter i mandags af Anders Heinrichsen (HEIN Photography), og jeg synes sgu, de er blevet ret fine. Det her er så altså et af dem.

Jeg sidder lidt og spekulerer på, hvem der mon har kidnappet mine krapyler og i stedet erstattet dem med de englebørn, jeg lagde i seng for en halv time siden. Og sideløbende tænker jeg, om de mon har tænkt sig at bytte dem tilbage … Og om jeg egentlig ønsker det. 😉

Berta er en kvinde af relativt få ord. Hun råber sjældent højt eller opfører sig utidigt. Og selvom ordene er få, er de altid de rigtige. Hun fortæller mig, at hun elsker mig, er glad for mig, eller at jeg er hendes bedste ven flere gange hver dag, og hun gør det altid med en hånd om min hage og ild i de måneformede øjne. Og jeg smelter hver gang. Hun elsker, elsker, ELSKER at putte, kramme, kysse og nusse, og jeg tager gerne imod. Det samme gør Jon, men lige for tiden skal han egentlig bare gerne holde sig til at lave mad, og sådan. Mor styrer.
Når der er intriger i den lille familie, er det 99 ud af 100 gange ikke Berta, der starter dem. She’s a lover, not a fighter, og hvis hun ikke havde taget Hugo med sig i undfangelsesøjeblikket, og vi kun havde fået hende, ville vi ikke ane, hvad det ville sige at have fået børn. Hun er fucking nem.

Hugo er i en fase for tiden. Det’ en fase, det’ en fase, det’ en fase.
Han snakker hele tiden, hvilket virkelig er det fedeste ved den fase, og jeg håber (og tror) aldrig, det holder op. I morges vågnede han tidligt, så han kom ind til mig i dobbeltsengen, mens Jon lagde sig ind til Berta for at snue lidt længere. Jeg fortalte Hugo en historie, mens han nussede mig i håret, og da jeg sagde “Snip, snap, snude, nu er den historie ude!” sagde han “Tak, mor, det var en fin historie. Nu fortæller jeg én”. Han er så skide-høflig. NÅR det slår ham. Og så spandt han en fortælling om flyvende biler, super-ambulancer og ninjagoer, som jeg næsten forstod det hele af, og jeg lå og tænkte, at han stensikker bliver den nye Hemmingway.
Til gengæld er han en rod uden mage. I morges var et særsyn, for de fleste dage for han benet gevaldigt forkert ud af sengen og bruger så gerne resten af morgenen (som godt kan synes lang, når den starter kl. 6…) på at skælde ud over alt og kaste med det meste. Og når man giver efter og giver ham, hvad han beder om, så skifter han skrigende ønske og ville så i virkeligheden have haft noget helt andet! Han minder mig om mig selv som teenager. Og gravid. Og cirka en gang om måneden.

Berta og jeg holdt fri dag, fordi hun har været syg. Feberen var væk, men astmaen driller stadig. Midt på formiddagen cyklede vi ud til det nye West Market for at spise lidt frokost, og da vi kom hjem derfra, var hun helt baldret, så efter luren holdt vi os til sofaen. Hun så Paw Patrol på iPad, og jeg så Scandal på mobilen, mens vi flettede fingre og drak mælk. Skidehyggeligt!
Da Hugo kom hjem, vidste han godt, hvad vores eftermiddag havde stået på, og han synes, han havde ret til at indhente, så sådan brugte ungerne sådan set resten af dagen. Da Jon tog på teatret, og aftensmaden var spist, hoppede jeg atter ind og joinede dem i dynerne i sofaen, og sådan sad vi komplet sammenfiltret i over en time og så tegnefilm. Jeg havde egentlig planlagt, at vi skulle lege lidt med biler, men den måde, deres små, bløde, varme kroppe lod sig smelte helt ind i min, som de sad dér på hver sit lår og fladede komplet ud henover hele mig, kunne jeg ganske enkelt ikke afbryde. Og da jeg omsider slukkede dummekassen og kommanderede om tandbørsteri og nattøj, var der ingen sure miner. De seneste uger har det taget halvanden time, før Hugo faldt i søvn, og det er foregået under store protester og vrede udråb, men i aften var der ingen klager overhovedet!
Det var nok ikke kun mig, der trængte til Viaplay’n’chill.

Nu vil jeg dyppe de sidste af mine bananskiver i den chokolade, jeg har smeltet, og atter tænde for fjernsynes. Det er egentlig sjovt at tænke på, hvor meget jeg tænker over, hvor lidt TV, jeg gerne vil have, mine unger ser, når man tænker på, hvor seriØST meget fjerner, jeg selv binger hver evigt eneste aften.
Men det er vel mit job som forælder: At give mad, opdrage, kysse og være hundehamrende dobbeltmoralsk! 🙂

Hav lige en skidelækker fredag! Hvis ikke det var fordi, Jon var på teatret igen i aften, gad jeg egentlig godt have brugt den på at spise bøf og drikke gin/tonics ude i byen med nogle veninder og et par stiletter med glimmer på. Nede fra gaden kan jeg høre nogen spille ‘Girls just wanna have fun’, og det er lige, så hofterne danser i mine joggingbukser. Så de, der har muligheden, må meget gerne nappe en sjus og måske endda en bette svingom for mig! <3