Processed with VSCOcam with a6 preset

Jeg gik ud af gymnasiet som 18-årig og startede først på universitetet et par måneder før, jeg fyldte 23. I løbet af de mellemliggende (sabat-)år tog jeg en 1-årig HH, men ellers arbejdede jeg bare. Min far var så bange for, at jeg ville blive for vant til at tjene masser af penge og aldrig kunne tage mig sammen til at leve på en SU igen, men det var der ingen fare for. Jeg tjente nemlig PEANUTS!
På et tidspunkt arbejdede jeg for noget, der hed KontorService på Amagertorv i København. Jeg sad på aller-øverste etage over Illum (der, hvor der nu er fancy pizzaria) sammen med en masse andre unge damer og tog telefoner for små virksomheder. På det tidspunkt lå der en McDonalds i stueetagen, så jeg tog faktisk en del på i den periode. Alt i alt havde jeg ansvaret for 76 virksomheder, hvis telefoner alle blev stillet om til mig, så det virkede som om, de var meget større, end de var. Når de nu havde en sekretær og en adresse på Strøget, og sådan. Jeg kan stadig huske navne og stillingsbetegnelser på en hel del af dem, jeg havde ansvaret for, for jeg blev pålagt at lære dem udenad i løbet af den første uge. Og det var jeg så åbenbart god til, for de sidder der endnu! Hver gang, man kom to minutter for sent tilbage fra en frokostpause eller en tur på toilettet, blev det skrevet op, og så skulle man arbejde over, når man var nået op på en halv time. At det næsten altid tog et kvarter eller tyve minutter længere, end vi fik løn for, når vi skulle lukke, blev der sjovt nok set gennem fingre med. Great times!

Jeg var også telefonsælger af flere omgange, og det var jeg til gengæld ret dårlig til. Jeg solgte telefonabonnementer for firmaet Orange, som ikke engang findes mere, og jeg var flad som en fregne i den periode. Jeg fik 6.000 kr. (før skat) i fast løn om måneden, og resten var provision. Problemet var bare, at jeg stort set ikke solgte noget, da jeg i bund og grund ikke kunne holde ud at skulle ringe og forstyrre folk og så prøve at overtale dem til at købe noget, de ikke havde udtrykt ønske om at eje. Der var bare ikke supermange jobs at få, når man sådan var ufaglært og lige kommet til København med fire-toget.
Jeg arbejdede også i et andet firma, hvor jeg ringede ud og solgte rengøringsmidler og toiletpapir til landmænd. Finten var at sige til dem, at de kunne notere det som vedligeholdelsesmaterialer til deres stald, og så kunne de trække det hele fra i skat, selvom der var tale om opvaskemiddel og deslige til primært privat brug. Svindel og humbug!

Nu er jeg jo så i dag kommet i den situation, at jeg er momsregistreret med to virksomheder, og det betyder, at jeg bliver ringet op ganske jævnligt at telefonsælgere – som oftest fra telefonselskaberne. I sidste uge var jeg endda dum nok til at deltage i en konkurrence på nettet, fordi man kunne vinde et stort gavekort til Matas (jeg elsker skønhedsprodukter! Fordømt!), og i den forbindelse er mit mobilnummer tilsyneladende blevet delt hurtigere end klamydia på en festival.
Selvom jeg føler med telefonsælgerne, da jeg selv har været i deres sko, synes jeg stadig, de er lidt irriterende. Det synes jeg også, jeg selv var, dengang jeg var det. Det er ikke fair at ringe og forstyrre mennesker og forsøge at gøre udlæg i deres økonomi. Det skal man sgu have lov selv at beslutte sig for og så slå til i en webshop eller i en fysisk butik, når man selv har lyst. Synes jeg. Derfor kommer jeg tit til at tage lidt gas på dem, der ringer … Jeg har et par fine eksempler herpå, som jeg vil dele over et par indlæg, og hvis man selv skulle ligge inde med nogle sjove eksempler, er man meget velkommen til at dele dem i kommentarfeltet. 🙂

Mig: “Det er Mette Marie”.
Mand: “Ja, hej, jeg ringer med et supergodt abonnementstilbud til dig!”
Mig: “Okay, hvad synes du så, jeg skal abonnere på?”
Mand: “Kender du magasinet FIT LIVING? Det er du lige i målgruppen til!”
Mig: “Hehehe… Du kender vi jo tydeligvis ikke hinanden så godt. Men hvordan staver du til det? Er det F-I-T eller F-E-D-T LIVING? Hvis det er det sidste, så er jeg game! Jeg spiser donuts til frokost og bearnaisesovs med sugerør, skal jeg sige dig!”
Mand: “Har du nogensinde prøvet FIT LIVING?”
Mig: “Jeg har vist pakket fisk ind i et eksemplar engang, så hvis det tæller som “prøvet”, så ja!”
Mand: “Det er vist ikke rigtigt noget for dig, hva’?”
Mig: “Ikke rigtigt. Men tak for tanken, og hav en fin, fin dag!”
Mand: “I lige måde, farvel igen!”