Vi har i over et år haft to gynger liggende på gulvet under Bertas seng. Hver gang, der skulle støvsuges, har vi lagt dem op på skiftebordet, og så er de kommet tilbage. Og det værste er, at der faktisk VAR en krog i loftet! Den fik vi en håndværker til at sætte op, da han kom forbi med sin stige for at sætte lamper op i forbindelse med vores indflytning for ligeledes over et år siden…

Men vi bad ham så ikke om at sætte nogen af gyngerne op, og vi har ikke selv en stige, så gyngerne har fortsat ligget på gulvet. Til ingen krapylers nytte.

I sidste uge lånte Jon så den bil, hans mor har lånt af sin søster, da han skulle ud i Biva/IdéMøbler for at hente de to sengeborde, vi har investeret i. Og så havde mit livs kærlighed fandme åndnærværelse OG plads nok i bilen til at købe en stige med hjem. Den har så stået ude på gangen i fem dage nu. Indtil i morges, da jeg pludselig kom i tanke om en mulig kombination af problem og løsning. Og på under 20 sekunder havde jeg sat den ene gynge op. 

Vi har næsten tre meter til loftet og 150 kvadratmeter fordelt på bare tre værelser og et stort køkken. Og de store, rummelige rum kommer viiirkelig til deres ret, når man sådan hænger en gynge op i loftet! Dét lort spiller satme max! Den ene er sådan en hule-én, de har fået af deres farmor, med en stor pude i bunden, og den anden har en lilla skumgummi-plade, der er fæstnet med en snor i hvert hjørne, fra bObles. 

Kæft, det er hyggeligt, og når de hviner i vilden sky af fryd, glemmer jeg nææææsten, hvor godt jeg egentlig gad bruge den her lørdag på at se Scandal på ViaPlay og være utroligt fysisk inaktiv, hvis jeg ikke havde haft børn. Lækre børn, heldigvis! ❤️