17792438_10154782009856886_157761930_n
Jeg overvejer noget crowd-funding eller måske at begynde at male sten, jeg sælger på loppemarkeder! Et eller andet skal der til, for jeg kan nu ikke længere forestille mig meget andet end at bo i en af de helt store kasser ned til vandet i starten af Hellerup!
I mandags, da solen var i sit gavmilde hjørne, og Krapylerne var hjemme fra børnehave grundet noget weekend-feber på Bertas part, læssede jeg om eftermiddagen børn, bananer og kiks op i vores ladcykel med el-motor og drønede til Hellerup. Jeg havde sådan en lyst til at køre hurtigt i et længere stræk, end de mange lyskryds i indre by tillader, så vi tog den ud af Østerbrogade og videre ad Strandvejen, indtil vi røvede en 7-11 for is og kørte ned og stirrede ud over vandet, mens jeg kvalte min Magnum, og ungernes is smeltede ned ad fingrene på dem.
Vi drejede sådan set bare ned ad den første villavej på højre side, når man kommer ind i Hellerup, og husene her var på størrelse med stormagasiner, himlen var blå, der var krogede æbletræer og idel lykke i alle haverne, og vandet glimtede tillokkende og duftede af salt, sommer og lange aftner.

17757868_10154782009861886_120846397_n
Så det skal jeg altså ha’! Sådan en fin, hvid kasse med sortmalet træværk, tør kælder og hemmeligheder i krogene! Og der skal være kulørte lamper i haven, hvor Jon og jeg skal gen-giftes under stor fest og rabalder hver 5. år, mens ungerne skal ridse navnene på deres første crushes ind i træstammerne, og hunden skal have skældud for at skide på græsplænen og ikke inde mellem buskene.

Jeg har googlet lidt på det, og sådan en kasse med havudsigt burde vel kunne klares for omkring en 40 millioner. Plus/minus. Og så er den både indflytningsklar og med egen carport!
Desværre rækker Jons og min fællesopsparing kun sådan cirka til carporten … Derfor vil jeg bede jer alle sammen om at se en MASSE Mercur de næste par uger, så vi kan få sat fut under Langemandens karriere! Så burde der da kunne blive råd til lidt Hellerup-idyl om en 30-40 år. 😉