skaermbillede-2017-04-05-kl-12-09-32
Som de, der følger med jævnligt, vil vide, droppede Hugo og Berta deres sutter på deres fødselsdag d. 23. februar, mens vi var på ferie i Mexico. Vi valgte den dato, fordi det for det første er det, tandlægerne anbefaler som udgangspunkt, og også fordi, at der var en naturlig overgang, som ungerne forstod logikken i. “Når man er 3 år, er man for stor til sut”, den var de med på. Desuden tænkte vi, at det var smart, at det skete på en ferie, da Jon og jeg så kunne yde emotionel support døgnet rundt i 14 dage efter i stedet for, at de ville skulle sendes i børnehave midt i suttesorgen.
Men hvis vi kunne gøre det om, ville jeg nok gøre det, for at være helt ærlig.
Det med ferien viste sig kun som en halv sandhed. Jeg er glad for, at vi var der for dem, men det med, at vi var væk hjemmefra, mens vi ændrede en så grundlæggende ting i deres søvnmønster, havde jeg undervurderet styrken af. I Mexico gik vi “putteture” med klapvognen ved aftentide, hvor de med lethed faldt i søvn, men den går jo ikke herhjemme. Det har været umuligt for os at komme tilbage til de gamle putterutiner efter hjemkomsten, og nu har vi lidt udsat det, da vi jo på mandag tager på påskeferie til Barcelona i 10 dage (vi har lånt nogle venner lejlighed), så da er der heller ikke den ro og rutine, der er nødvendig for at få tingene til at blive hverdag.

Berta har på overfladen taget overgangen til det suttefri liv med knusende ro, og det er pudsigt, for hun var ellers den, der var allermest hooked af de to. Hugo, derimod, har haft flere issues. Han har haft nogle store humørsvingninger, som er ved at tage af, og som selvfølgelig også kan forklares med den alder, han har. Men hvis jeg havde vidst, hvordan han ville reagere, ville jeg have ventet. Sgu. Jeg synes, det har været synd for dem – særligt ham. Hvis jeg havde kunne forudse især hans reaktioner, ville jeg have ventet. Så ville jeg have startet med en nedtrapning (eksempelvis kun sutter om natten) og så have ventet, til de var ældre.

Før vi tog sutterne fra ungerne, puttede vi dem hver aften i egne senge, og efter at have læst 2-3 bøger og sunget 5-6 sange, kunne vi forlade soveværelset og lade dem falde i søvn selv, uden at de blev kede af det. Det betyder selvfølgelig ikke, at de altid var rørende enige i sovetidspunktet, men de var ikke bange for at være alene i deres soveværelse og faldt i søvn uden gråd og klynk.
Siden suttestoppet har det taget mellem halvanden og to timer at få dem til at falde i søvn, og putteritualet starter altid med et hysterisk anfald fra Hugo. Derefter læser vi bøger og synger sange i en evighed, og nogle gange forsøger jeg mig med at forlade rummet, men 19 ud af 20 gange ender jeg med at sidde med dem i hænderne, til de sover. Den sidste uge har jeg faktisk sovet på en madras på gulvet i deres værelse sammen med dem begge to. Det er sindssygt hyggeligt, og det betyder, at de sover halvanden til to timer længere om morgenen (…!), og der er ingen opvågning i løbet af natten. Men det betyder også, at jeg savner min mand som en sindssyg om natten, og så er det heller ikke skidesmart at ligge 11-12 timer hver nat på gulvet med astmabørn – uanset hvor ofte man støvsuger.

Så lige nu er vi lidt i syv sind. På den ene side vil jeg gerne tilbage til de gode vaner, hvor de ikke er bange for at sove alene, og erfaring siger mig, at det eneste, der hidtil har virker, er når vi holder fast og langsomt og roligt vænner dem til, at sådan er virkeligheden altså, og de skal have tillid til projektet, for det har mor og far. Og på den anden side kan jeg ikke holde ud, når de bliver så bange og kede af det, som de gør lige nu. Jeg vil hellere have, at de sover godt om natten, end at jeg gør.
En underlig detalje ved sengetid er i øvrigt, at der altid er én, der er skidesur og ked af det, hvis jeg prøver at forlade rummet, men de gør det aldrig samtidig. Ever. Nogle aftner er Hugo ulykkelig, andre gange er Berta, og nogle gange bytter de på midten – men de er aldrig begge to kede af det.

I går aftes googlede jeg rundt på nettet for at finde ud af, hvad andre havde gjort, og hos Netsundhedsplejersken lærte jeg, at vi burde have givet dem en substitut, da vi tog sutterne fra dem. Hun anbefalede faktisk at involvere ungerne i at skabe den perfekte bamse til dem hos Build-A-Bear, som så er deres nye sovekammerat. En bamse, de således selv sætter sammen, så de selv føler ejerskab omkring projektet. Så det er selvfølgelig eftermiddagens opgave, når jeg har hentet dem i børnehaven!
Jeg må indrømme, at jeg ikke tror 100% på projektet. Jeg har meget svært ved at forestille mig ungerne sige “Den er cool nok, mor, tøf du bare ind i sofaen og se ‘Luksusfælden’, så lægger vi os til at sove sammen med Nalle og Bammer her, nat-naaat!”, men alt skal afprøves, så nu gør vi et forsøg.

Jeg tænkte, at jeg ville dele mine oplevelser af vores suttestop, hvis andre nu står med børn i samme alder og gør sig overvejelser i forhold til at være suttepoliti. Og så vil jeg også rigtigt gerne have tips, hvis I har nogle!
I, der læser med, er jo verdens bedste ekspertpanel, og I har mere end én gang reddet min røv. Så hvis I har det i jer, så gør det eeendelig igen! Det er sgu hårdt med triste krapyler hver aften! <3