Lidt om karriere-fordomme
Jeg var sgu til bryllup i weekenden, og jeg vidste det ikke engang!
Mine børns bette fætter Pelle fyldte et år, og det havde hans dejlige forældre valgt at fejre ved at invitere alle, de kender, til boller og kage i Ørstedsparken. Og pludselig tog de røveren på os alle sammen, kuppede deres eneste søns allerførste fødselsdag og gjorde det til en bryllupsdag! Solen skinnede flottere, end jeg kan mindes at have set her i landet siden engang i maj, der var jordbærkage fra Lagkagehuset i rigelige mængder, og jeg havde taget en cola med hjemmefra. Det var en sjældent fin dag! <3
Til det vellykkede arrangement stødte jeg også på en sød kvinde med min egen alder og civilstand. Også hun var mor til to børn, og også hun var gift med en mand i underholdningsbranchen. Hendes børn var både ældre og yngre end mine (sådan er det jo tit, når folk ikke har tvillinger), og mens vores krapyler fór omkring på græsarealet, fandt vi hinanden i en uforpligtende sludder om løst og fast. Som det er almindeligt forekommende, kom vi ret hurtigt ind på, hvad vi bruger vores dagligdag til. Altså på jobområdet. Og her er det altid lidt bøvlet at forklare, at man er blogger. For folk, der ikke følger blogs, altså. Og det værste er, når de spørger, hvad jeg blogger om. Her havde det sikkert været lidt nemmere at fortælle, at jeg har en fagspecifik blog om psykologi, sminke, opskrifter eller interiør. Men når svaret er “Ehmmm… Mig selv!”, bliver stemningen altid sådan lidt underlig. Men jeg plejer at redde den hjem ved at fortælle, at jeg ikke har et specielt spændende liv, jeg er bare sådan OK-god til at formulere mig. 🙂
Da vi var kommet omkrint mig, og jeg havde forklaret lidt om forretningsmodellen ved blogging, spurgte jeg selvfølgelig min samtalepartner, hvad hun lavede, og sandheden skulle vise sig at være, at hun ikke havde et job. Og det ganske frivilligt. Hun sagde, at hun plejede at omtale det som ‘medarbejdende hustru’. Fordi hun valgte ikke at arbejde, gik deres familieliv op, forklarede hun. Med en mand, som tit skulle på turné, var det superpraktisk, at hun ikke har nattevagter på et hospital eller stramme deadlines på et reklamebureau, men derimod kan hente og bringe ungerne fra deres institutioner uden stress. Hun havde forestillet sig, at hun ville savne at arbejde, men det gjorde hun ikke. Hun nød ganske enkelt livet og det faktum, at hun havde tid til netop det. Hun var taknemmelig for, at hun havde mulighed for at leve sit liv på netop den her måde, og alligevel følte hun lidt, hun skulle undskylde for det. Og det forstår jeg godt ud fra den betragtning, at det vel ikke er helt forkert at sige, at det er lidt tabu at være arbejdsløs – om man så har valgt det eller ej.
Og jeg kender godt lidt til hendes ængstelse ved at stå ved sit valg, for jeg har det nogle gange på samme måde med mit valg om at være blogger. Ikke tit. Men en sjælden gang imellem, når jeg er til et arrangement med folk, der intet kender til min “branche”, så hænder det. Forleden var der en på min live-chat, der spurgte mig, hvordan det kunne være, at jeg har valgt ikke at gøre brug af min uddannelse (som er en tofags-kandidat i kommunikation og psykologi). Jeg svarede, at det synes jeg nu også, jeg gør – men det er egentlig kun delvist sandt. Vi er selvfølgelig alle sammen et produkt af det, vi lærer igennem livet, og at jeg har læst på universitetet i fem år, er en del af min samlede pakke. Men det er virkelig ikke mange af de ting, jeg lærte på RUC, som jeg finder direkte anvendelse til, når jeg blogger.
Lad mig sige det på en anden og måske lidt mere provokerende måde: Hvis jeg gerne ville udfordres, ville jeg ikke være blogger. At blogge er det, jeg nogensinde har lavet, som er faldet mig aller-lettest. Og derved er det også det sjoveste! For sådan fungerer jeg: Jeg kan godt lide det, der falder mig nemt. (Det er sikkert også derfor, at jeg ikke kan få dame-jern på over at løfte tunge ting i et træningscenter). En af mine bedste veninder er advokat, og hun elsker at fordybe sig i kompliceret jura. Juridiske problemstillinger, som hun ikke på stående fod kender løsningen på, men det at grave sig frem tid den, synes hun er sjovt.
Vores samfund hylder jo lidt de ting, der er svære. Folk, der gennemfører et marathon, folk, der har komplicerede jobs, som det kræver en lang og indviklet uddannelse, og folk, der i det hele taget gør ting, vi ikke selv formår.
Og dét forstår jeg også godt! Det er fedt at have nogle at se op til, hvis der er noget, man synes, man mangler i sit liv. Hvis man eksempelvis drømmer om at blive jordemoder, men føler, at man er for ung, er det måske meget fedt at vide, at sådan en som seje Cana Buttenschøn gennemførte det studie allerede som halvstor teenager. Godt og vel. 😉
Men. Jeg synes, der er et ‘men’. Jeg synes, det er vigtigt, at selvom vi lever i en verden, som på Instagram, netaviser og alle andre steder nu og hele tiden glorificerer dem, der udmærker sig, må vi ikke miste fornemmelsen af, hvad vi selv har lyst til. Og det er sgu dumt at skamme sig, når man har et liv, man er glad for. Hvis man ikke er tilfreds, er det en god idé at ty til forbillederne. Men ellers skal man satme da nyde, at livet flasker sig, som man ønsker, for det kan tids nok blive “kjæwt”, som vi siger i Sønderjylland. 😉
Jeg advokerer på ingen måde, at man bare lader ’stå til’, at man undlader at tage en uddannelse (TVÆRT IMOD!) eller at man ikke går efter sine drømme. For det synes jeg knagme, at man skal! Det, jeg prøver at sige er, at jeg synes, man skal mærke rigtigt godt efter i maven for at hitte ud af, hvad ens drøm er, og hvad der er pres fra omverdenen, og så skal man gøre sit ypperligste for at skille de to ting ad. Dét kan til gengæld være en kunst, som kan være svær at mestre! 😉 Men vi kan hjælpe hinanden på vej ved at pakke fordommene lidt væk og hylde hinandens valg. <3
79 kommentarer
Åh, jeg vil så gerne have haft dine råd, den gang, jeg selv skulle vælge uddannelse! Er så meget havnet på den forkerte hylde ??
Damn!! Men det er jo heldigvis ikke for sent at rette op på! Mange laver noget helt andet end det, de var uddannet til. Dar Salim, der er skuespiller, er uddannet pilot, og ELLEs chefredaktrice er jurist!!! Go, girl!!
Du kender han sikkert allerede (qua din udd.) men det her indlæg fåe mig bare sådan til at tænke på Svend Brinkmann og hans filosofi i bøgerne – Stå Fast og Ståsteder. Fantastisk!!??????
Han mener jo bare, at man ikke har nogen mavefornemmelse – men resten giver sygt god mening i forhold til idéen om, at vi i dag konstant skal udvikle os mv.
Kære Nowa – og MM.
Jeg tænkte også lige præcis på Svend Brinkmann, “hvorfor må man ikke være tilfreds i nu’et? eller med det man er/har/kan lige nu?”
MM, du bruger sikkert meget mere og andet fra dit studie, end du regner med, i dit nuværende job – “tavs viden”;0) og så kan det jo godt være, at du ikke lige er bevidst om hvilke teoretikere, der er på spil i alle situationer;0) – og pyt!
Dejligt indlæg igen igen, knus Jannie
Virkelig godt indspark og vigtig vinkel! Jeg er en af dem, der altid har taget den “imponerende” vej. Top-student, direkte på top-uddannelse, bestå med alle top-karaktererne og så videre i top-jobs. Super udfordrende og spændende og alt det der, og det har også været rigtig godt. Men helt ærligt, så er der en lille stemme i min mave, der hvisker, at det sgu er lidt hårdt med de konstante udfordringer. At det faktisk kunne være helt rart med et nogenlunde let job, så overskuddet i stedet kunne gå til at få hverdagskabalen og livet generelt til at gå op og være sjovt. Men sådan noget må man jo ikke rigtig sige højt, vel… Måske jeg en dag tager mod til mig til at lytte til den stemme og følge den. Måske ikke. Men det er lige meget hvad vigtigt at sige højt, at det vil være ok at gøre det!
Du har så evigt ret i det du siger her. Jeg er vild med, at du netop tager denne problemstilling op om, at nogle altså vælger arbejde fra, og stadig ikke bliver forsørget af det offentlige. Synes hun er hamrende sej, hende du snakkede med, fordi hun netop har valgt det, og synes det er fedt!
Jeg er altså kæmpe fan af dig 😀
God mandag!
Al ære og respekt for at være hjemmegående, men at ‘vælge arbejde fra’ uden offentlig forsørgelse vil for de flestes vedkommende betyde, at man skal vælge en temmelig velhavende ægtefælle til…
Der er vel som såen ikke noget forkert i, at have en mand/kæreste, der har råd til sådanne ting? 🙂 Man vælger ham forhåbentlig af kjærlighed og ikke pga pengene, så man kan gå hjemme 🙂 lidt nuance i tingene, si? 😉
Enig! 🙂
Nej, der er intet forkert i det. Det var Jannis kommentar om offentlig forsørgelse, jeg reagerede på.
At kunne forsørge en familie på en enkelt indkomst er ikke et valg, alle har – fint for dem, der kan, jeg synes bare, det er fjollet decideret at hylde nogen for at have penge nok.
Jeg siger ikke, at man skal hylde nogen for at have penge nok. Jeg siger, at man skal have lov at træffe et valg ud fra de livsvilkår, man nu engang har, uden at have dårlig samvittighed over det. Men det er du og jeg nok bare uenige om.
Passiv-aggressiv much?
Nej, jeg er ikke uenig i, at folk skal træffe valg uden dårlig samvittighed. (Det er også et synspunkt, det er temmelig svært at være uenig i. )
Jeg har heller ikke sagt, du hylder nogen for at have penge nok.
Jeg kommenterede på Jannis kommentar. Som jeg lige skrev. Fordi HUN roste nogen for ikke at have brug for offentlig forsørgelse.
Der er nu alligevel en del hjemmegående / hjemmepassende (for der er forskel på de to ting), som ikke har rig mand med godt betalt job. Det handler også om ens prioriteringer.
Alt er valg i livet, og ikke alle har mulighed for samme valg – men meget af det handler også om hvad man prioriterer højest. (Og der er det sgu ret personligt hvad der er rigtigt for en selv!)
Jeps! Ingen tvivl om det! Og skal man så skamme sig, fordi man er så priviligeret, at man har det?
Der tager du fejl. Der er faktisk en del der har prioriteret at gå hjemme med deres børn med en partner på elevløn eller lavtløns job. Det kræver benhårde prioriteringer men er muligt hvis man vil.
Helt sikkert. Men sgu ikke i København.
Men så kan man jo vælge at flytte fra KBH? Jeg kender flere, der var kede af deres travle liv, som er flyttet til Als, hvor jeg kommer fra, fordi de så kunne klare sig på en indtægt. Det gjorde mine forældre eksempelvis. Og det er også medvirkende årsag til, at vi flytter ud af byen snart.
Nu ér det jo ikke en menneskeret at bo i København! 😉
Igen tager du fejl. Det er muligt. Jeg kender flere.
Men ellers ville vi jo være tilbage til det med prioriteringer. Det er jo ikke en menneskeret at bo i københavn?
Det sidste er der åbenbart bred enighed om. Bor du også i København, Carina?
Ny drejning: ‘Det gode arbejdsliv uden skam, inden for rammerne af basale menneskerettigheder.’
Det kan jo også være et spørgsmål om prioriteringer, der gør, at man har råd til det. Det gjorde mine forældre de første 7 år af mit liv, hvor min mor gik hjemme med mig og mine brødre. På det tidspunkt havde min far et ret almindeligt job, med en helt almindelig løn. De levede så bare efter hvad de havde råd til, på kun én indkomst. Og det var et bevidst valg de selv havde taget – min mor valgte simpelthen ikke at søge job, da jeg var 2 år og hun blev færdiguddannet. Så det er altså ikke ensbetydende med, at man har en rig mand eller kæreste.
Jeg har fået 3 børn på SU, så har godt hørt om de dersens prioriteringer ?Føler lidt, at diskussionen er blevet afsporet til standpunkter, jeg ikke nødvendigvis kan forsvare. Men ja, det meste kan jo altid lade sig gøre.
I diskussionen om prioriteringer i familielivet savner jeg bare tit den nuance, at der er stor forskel på, hvilke afsavn, bestemte prioriteringer vil betyde i den enkelte familie.
Du har helt ret i at det i praksis ikke er muligt for alle at ofre den ene indtægt. Der kan være stor gæld eller andet der umuliggør det i praksis. Men jeg oplever at utrolig mange velstillede børnefamilier brokker sig over deres hårde liv men ikke er villig til at prioritere fx til et knap så spændende job, et mindre hus, dårligere beliggenhed eller færre ferier. Min pointe er bare at det er muligt for de fleste at ændre deres liv Ree drastisk i mange retninger hvis man vil – men ikke uden omkostninger.
De familier kender jeg godt. Det er dem, der jævnligt optræder i aviskronikker, hvor de får gode råd med på vejen om at ‘tage sig sammen’ og ‘prioritere’. Har ikke selv mødt så mange af dem, men de holder sikkert til i nærheden af alle de dovne kontanthjælpsmodtagere, der heller ikke har styr på prioriteringerne.
Det var præcis det samme, mine forældre gjorde. 🙂
Mie: Jeg roser bestemt ikke nogen for, at kunne gøre det har uden at have brug for offentlige forsørgelse. Ved udmærket at det ikke er alle der har den mulighed, men jeg synes det er fedt at hun tør være hjemmegående, og at hendes ægtefælle har råd til at forsørge det, som hun synes er det fedeste i verden. Hun “tjener” jo så sine penge på, at tage vare på deres fælles afkom. Og det skal der altså også være plads til, i et samfund som vores. At folk kan vælge det til, uden at skulle ses ned på, hvis de har muligheden for det, det er det som jeg roser hende for. Det var såmænd bare det jeg mente 🙂
Tusind tak! ❤️
Så enig… dog oplever jeg faktisk st du skriver meget lidt om “dig selv”, men der i mod ret meget om “det der optager dig” 😉
Jaeh, det synes jeg også. Men det er jo lidt det samme. 😉
Endnu en gang rammer du hovedet på sømmet og skriver fangende og spændende om et emne, der på en gang handler om dig og noget du har på hjertet og samtidig rammer mig – og derfor bliver jeg ved med at læse med! Tak for at du gør noget, jeg ikke formår og npget jeg synes er svært – at det så er det du finder aller lettest, det er da bare lækkert!
Virtuelt high-five for altid fremragende blogindlæg!
Kæft, hvor gør du mig glad lige nu! TAK!
Mega fint enme at belyse! Jeg synes meget nemt at man(jeg) kan få pres over hvordan og hvornår det i samfundet opfattes at man har success. Alle skal ligesom vælge den svære vej og knokle, knokle og knokle lidt mere. Misforstå mig ikke, hvis der er nogen der elsker at ligge 45 timer om ugen fordi de bare ikke kan lade være, eller dedikerer hele sit liv til at banke deres egen virksomhed op, then be my guest! Jeg har bare altid vidst at jeg da selvfølgelig gerne vil nyde at gå på arbejde, men at jeg aldrig vil blive en jeg-lever-for-at-arbejde-typen. Jeg blev færdig som ingeniør for et halvt år siden og har nu landet mig et rigtig godt job som jeg synes er fedt. Men jeg elsker det i 37 timer om ugen og ikke mere, for jeg vil også have tid til at nyde livet, opleve ting og bruge en masse tid sammen med mine veninder og min familie. Og når jeg engang selv får børn, så kan jeg sagtens forestille mig at jeg hellere end gerne går ned i tid (hvis det er muligt) for det jeg ønsker mig allermest er et dejligt familie liv, så kan den karriere altid få førsteprioritet når ens børn er blevet lidt større… 🙂
Tak, tak, tak og atter tak! Kunne dette indlæg blive læst op i Nyhederne både på TV2, DR og tænker måske også CNN? Nøj, hvor må jeg tit lægge ører til små hånlige kommentarer og rynkede bryn, når jeg fortæller, hvad jeg laver til hverdag – og at jeg rent faktisk ÆLSKAR mit arbejde! Ingen – okay, måske ikke ingen men så 97% – forstår det ikke, når jeg fortæller, at mit arbejde giver mig sygt meget energi og lige ind på min karma konto every f’ing day!
Tak for dine smukke og yderst velformuleret kloge ord!
Hahahah, tuuusind tak!!
Og hey, hurra for dig og for, at du kan lave noget, du er glad for!!
Pudsigt, at det her indlæg lige dumpede ned fra himlen i fag, hvor den anden voksne og jeg har diskuteret det med at få hverdagen til at gå op. Det gik op fir mig, at jeg har grundsvært ved at tage de nemme løsninger. Købe mig fra besværet. Springe over, hvor gærdet er lavest. Og indirekte altid vælger den hårde vej. Jeg er egentlig ikke særligt arbejdsom. Elsker at lave ingenting, men har fået banket nytteetikken så hårdt ind under huden, at hvis det ikke er svært og hårdt, så føles det forkert. Det har nok (også) noget at gøre med, at det er kulturelt uacceptabelt i dk ikke at arbejde meget. Fuld tid. Mindst. Med mindre man har mange (2 eller flere børn), så må mam gerne være på 30 timer el lign. Ellers bliver det kommenteret og skal forsvares. Som du jo også gør. Det er jeg fanget ret hårdt i, og det gør sgu ikke lige drømmen om det gode liv ret meget nemmere.
Jeg håber, du lige så stille lærer at give slip og lade tingene fare lidt engang imellem. Jeg tror (uden at vide det), at det er vejen til det gode lov. ❤️
For satan, hvor gad jeg kunne være “medarbejdende hustru” – hvis økonomien kunne bære det! Det burde være en menneskeret. Skolebørn ville kunne blive afleveret i skolen kl 8 og hentet kl 1345 og mindre søskende afleveret og hentet ind i mellem. Med mindre man holder dem hjemme. Og alle børn ville kunne holde 6 ugers sommerferie, påske-, vinter-, efterårs- og juleferie. Og den evigt dårlige samvittighed ville forsvinde. Epic win!!!
Når ovenstående er sagt – eller skrevet, sååååå er det her indlæg – efter min mening – dit bedste indlæg. By far! (på engelsk, ing 😉 )
Det er velovervejet, godt skrevet og pisse godt formuleret. Og så er det ærligt!
Well done, MM!!!
Tusind tak! Og ja, hvis alle bare havde valget, ville der nok heller ikke være så mange, der så skævt til dem, der traf det. 🙂
Kære Vanessa.
Der findes faktisk kommuner, hvor man kan få et økonomisk tilskud for at passe sine børn derhjemme 🙂 Det tror jeg, der er mange, der ikke ved:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/liste-her-er-kommunerne-der-giver-tilskud-til-passe-dit-eget-barn
København er ikke på listen, men der er nogle nabokommuner, som giver et pænt tilskud, fx Dragør 😉
Amen! Jeg har lige sagt mit job op for at hjemmepasse vores 1-årige søn. Jeg er så mega glad for beslutningen, men det har dælme også været svært sådan at gå den “anden vej”. Og det giver ikke ret mange point på prestige-kontoen 😉
Tror godt nok der er mange der kun aktivt bruger dele af deres uddannelse i forbindelse med arbejde. Jeg har en kandidatuddannelse og selvom jeg har et klassisk job (som passer til min uddannelse), så er det langt fra alt jeg har lært som jeg anvender.
Jeg kan kun være rørende enig i, at alle skal vælge den “karrierebalance” der føles rigtig for dem. Jeg har selv brugt mine 20’ere på at arbejde 100 timer om ugen i et job som var mit drømmejob og som jeg blev ekstremt udfordret af – der var store ofre som jeg havde fuldkommen åbne øjne for, men i sidste ende gik regnestykket op for mig i den tid. Da jeg nu så sidder i midten af 30’erne med to børn (på hhv. 3 og 1.5) og en tredje på vej, er regnestykket helt anderledes og jeg har været helt afklaret med, at jeg ikke længere kunne og ville lægge de timer mine mandlige kolleger kan og derfor har måttet gå ned på mere almindelige timer. For mig er det vigtigste VALGET. Jeg bor i London og her er samfundet slet slet ikke sat op til at begge parter i et forhold (i hvert fald med børn) arbejder – gennemsnitlige arbejdstider er meget meget længere, der er intet der hedder børns sygedag eller generel forståelse for at mænd overhovedet skal deltage i familielivet i hverdagen, og børnepasning er så dyrt at kvinder (med mindre de har en ret høj indtjening) nærmest er tvunget til at blive hjemmegående (offentlige vuggestuer findes fx ikke og en privat plads koster omkring 250.000kr om året). Og DET synes jeg er trist – at kvinder fratages valget. Langt stoerstedelen af mine veninder er nu hjemmegaaende og mange foeler sig tvunget ud i valget. Saa jeg hylder i den grad den danske model og indenfor den synes jeg så, at det er præcis lige fantastisk om man vil være karrierekvinde med stort K eller hjemmegående! Saa laenge det er ens eget valg!
Nemlig!! ??
Halleluja! Er vild med det her indlæg lige er blevet udgivet nu. Jeg blev færdig for tre år siden med en kandidat fra RUC og har det meste af tiden gået ledig/sygemeldt på grund af graviditet/barsel. Og nu skal jeg måske arbejde som pædagogmedhjælper. Drt har min stolthed haft det svært med – jeg blev jo også medhjælper, da jeg lige var blevet student og så føles de der 6 års studie lidt til grin. Men jeg tror det giver mening. Det gør mig nemlig glad og falder mig nemt at arbejde med små børn og jeg får god tid til min lille dreng og vores familie ved siden af, som nok ikke ville være tilfældet hvis jeg landede et konsulentjob. Så for nu handler det om at få familielivet til at glide på skinner og senere hen, når min kære mand har udlevet sin hede forskerfantasi, så er det min tur.
God aften MM!
Det lyder sgu, som om du har fat i den lange ende og formår at få noget godt ud af situationen!!
Jeg fik i sidste uge tilbudt et nyt job. Inden for samme branche, bare i en anden virksomhed. Og til en løn, der giver mere end 4.000 ekstra pr. måned, (hvilket ivores lille husholdning, er mange penge)
Alle punker mig, for at få mig til at tage det nye job fordi jeg i deres verden enten skal se at “komme videre” eller fordi jeg kan tjene flere penge. Men jeg har slet ikke lyst til at tage det nye job! Jeg er så glad for mit arbejde, mine arbejdsopgaver og mine kollegaer og det er altså på trods af, at jeg har været der i 10 år og ikke får verdens bedste løn. Men for MIG er det altså vigtigere at gå på job med en god fornemmelse i maven end at tjene mange penge eller “jagte” en karriere. Andre har det lige omvendt, men det er da kun fedt, at vi er så forskellige?
Good for you, I say!!!
Og samtidig vil jeg råde dig til at tale med din chef om en lønforhøjelse… Den slags er tit lidt lettere at få hentet hjem, når man casually nævner, at man er blevet forsøgt headhuntet. 😉
Mange knokler dagligt og får alligevel ikke hverken topkarakterer eller succes. De færreste har råd til at leve af at blogge, eller at vælge at være hjemmegående.
Måske er de halvhjertede reaktioner rettet mod at du meget selvfølgeligt antager at al din succes er din egen fortjeneste? Sandheden er vel at held og en priviligeret baggrund og civilstand også har bidraget en hel del. Og at meget få har dine muligheder.
Du bakker meget godt op om min pointe, selvom jeg ikke ved om det er din intention…? 😉
Jeg ved, at jeg er skideheldig (og dygtig, sådan set, men lad nu det ligge), og derfor skal jeg ikke skamme mig over mit privilegium, men nyde det til fulde! Ligesom dem, der er så priviligerede at være en del af en familie, som betyder, at de kan være ‘medarbejdende hustruer’.
Livet kan være hårdt, det ved vi alle sammen. Og intet varer ved. Derfor skal vi glæde os over det, vi har. Også når vi har meget. Det skal man vel ikke skamme sig over?
Som jeg også skriver i indlægget, er vi alle en sum af det, vi har gjort og oplevet i livet. Jeg har på nogle områder været heldig – på andre virkelig ikke. Men du kan bande på, at jeg ser mine successer i livet som min egen fortjeneste! Så absolut! Og det betyder ikke, at jeg ikke også kan sætte pris på, når skæbnen smiler til mig. Og begge dele glæder mig.
Jeg synes det er fedt at du lever af det DU gerne vil! Men samtidig synes jeg også det er fedt at du kan stå ved at du synes det er nemt.. jeg følger mange blogs, og ser ikke ned på det erhverv overhovedet. Det er jo fedt at læse (ellers ville jeg jo ikke bruge så meget tid på det ?), MEN jeg kan, som andre måske, ind imellem godt komme til at tænke “hvor har de (bloggerne) det nemt”. Jeg ved selvfølgelig godt at der er en masse bag kulissen, som mails, redigering, events og alt muligt andet som er en del af det, og som derfor gør at det er et fuldtidsjob. Men som du selv nævner er det jo også sjovt og hyggeligt. Den anden dag klikkede jeg forbi en blog jeg engang fulgte slavisk. Ej, nu nævner jeg sgu navnet istedet for at lege kryptisk.. ? Jeg gik ind på Tina Marias blog og så at der var omtrent 7 sponsorerede indlæg I TRÆK. Ikke noget ondt om sponsorerede indlæg, men jeg synes det var en tand mere end hvad godt er. Og der tænkte jeg simpelthen “Det er alt for let at være blogger…” fordi jeg ved at mange bloggere tjener rigtig godt på det. Ikke fordi at tingene SKAL være svære, men jeg synes bare det er lidt for nemt at bruge “det er altså også hårdt at være blogger”-argumentet i mange tilfælde. Specielt fordi jeg samtidig synes at mange blogs mangler personlighed, ikke pga at der er sponsorerede indlæg, men fordi der aldrig er noget dybde. Anyways, min pointe er bare at jeg synes det er fedt du skriver om det, og på trods af at din blog selvfølgelig også har spons ind imellem, så føler jeg at jeg, selvom jeg til tider misunder den “fede” og “lette” tilværelse som blogger, totalt kan unde dig det! For du har en mega nice blog, der bærer præg af at du, til trods for at du synes det er temmelig let, stadig lægger tid og dybde i det ??☺️
I forhold til den blog du nævner, tænkte jeg nøjagtigt det samme, da jeg klikkede ind på den forleden dag. Det må være dejligt nemt, at tjene (gode) penge og leve godt med de utallige sponsorede blogindlæg- og instagrambilleder 😀
At sige at alle bloggere har det nemt og at sige, at “jeg skulle sgu da bare være blevet blogger!” (som mange gør…), er vel lidt det samme som at sige, at man bare skulle være blevet fodboldspiller…?
Alle kan spille fodbold, og RIGTIGT mange spiller fodbold. Men det er ret få i sammenligning, der kan leve af det. 🙂
Forskellen er måske, at mens det som regel er nemt at se, at professionelle fodboldspillere er væsentligt bedre spillere end de fleste andre, så befinder det meste blogskriveri sig på almindeligt klummeniveau, tilsat reklameindlæg, konkurrencer og lidt hverdagsreferater, og det, der gør en professionel blogger (at vide, hvad folk vil have, æstetisk sans, forretningstalent, evnen til at sælge sit brand m.m.) er for det meste usynligt for udenforstående – og dermed sværere for folk at anerkende?
Og det er helt, helt i orden med mig. 🙂
Plus, selvfølgelig, at de fleste livsstilsbloggere lever af at få deres liv til at fremstå attraktivt og derfor nemt. Og så undrer læserne sig over, hvor meget arbejde, der egentlig kan være i blogging.
Men det er jo derfor, vores liv er nemt! Fordi vi ikke arbejder særligt hårdt! Og min pointe med indlægget er jo, at det skal man vel ikke skamme sig over?
Ligesom at den ‘medarbejdende hustru’ synes, at hendes liv var supernemt, fordi hun var så heldig at kunne gå hjemme – og det skammede hun sig så over.
Skal hun det, synes du? Og skal jeg?
Altså, reklamebureauerne køber jo reklamer de steder, hvor læserne er. Og selvom der er 500.000 blogdomæner registreret i Danmark, er der kun relativt få, der kan leve af det.
Jeg er klar over, at det kan lyde provokerende, men det MÅ da betyde, at der er én eller anden form for forskel…?
Ingen skal skamme sig. Som Don Corleone siger: “Personally, I don’t care how a man makes a living.” ?
Det var kun ment som bud på, hvorfor nogle har svært ved at forstå blogging som branche.
Jeg går med Corleone på den her! Genialt citat, tak for det! 😉
Jeg kan godt se din pointe, og netop derfor ser jeg, som nævnt, overhovedet ikke ned på det, fordi jeg godt ved der er mere bag det. Nu kan jeg personligt selv bedst lide at følge de blogs som ikke kun er hurtige billedindlæg, clickbait eller upersonlige tekster. Fx dig, Sneglcille, Miriam, Rockpaper osv osv. Fordi jeg som sagt føler i virkelig gør noget ud af det. Det kan godt være at mange af de blogs som indeholder ovenstående virkelig har en skarp hjerne bag sig, for ja, de kan jo leve af det, men jeg tror bare at fx Tina Maria startede med en super hyggelig blog, som jeg ihvertfald selv synes med årene er blevet mere og mere tom. Så jeg tror det i høj grad holdes i live pga Instagram, og ikke pga selve blogmediet. Så kunne man jo fx blive “Instagram influencer”. ? Men det var nu heller ikke ment som en kommentar til spørgsmålet om hvorvidt man skal skamme sig – det skal man ikke! Det var blot en bemærkning til at det med at det er (for) nemt i manges øjne, hvilket jeg godt kan forstå i NOGLE tilfælde ?
Tusind tak for de pæne ord, det er så sødt af dig! 🙂
Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at vende tilbage til mit spørgsmål: Hvorfor er det for nemt? Hvem afgør, om noget er FOR nemt for nogen? Og hvorfor skal det være svært?
Hvorfor bliver du irriteret over, at nogen laver noget, som er vanvittigt nemt?
🙂
Det irriterer mig ikke at det er nemt – jo, nogle gange kan man da godt blive lidt misundelig, men det er ikke noget der irriterer mig. Men som jeg skrev i min første kommentar så synes jeg bare det er fedt at du kan indrømme at du har en ret nem tilværelse, men at du samtidig ikke synes man skal skamme sig over den. Jeg har intet imod at andre bloggere laver halvhjertede indlæg og tjener kassen samtidig! Det ville jeg fandme også gerne.
Det hænger bare ikke sammen oppe i mit hoved hvordan mange bloggere kan prædike længe om at det er et hårdt, hårdt job. Det betyder ikke at jeg synes de skal skamme sig, faktisk omvendt – jeg synes man skal gøre det man vil, men man skal ikke forsvare det med hvor hårdt det er, hvis man føler at folk ikke forstår erhvervet. Det synes jeg nogle bloggere har en tendens til, og DÉT kan jeg godt synes er lidt mærkeligt/irriterende. Specielt hvis man stort set ikke laver andet end spons. Håber du forstår min pointe – “kald en spade for en spade” osv ?
Dét forstår jeg godt!! Netop derfor skrev jeg også engang et indlæg, hvor jeg forklarede, hvorfor jeg ikke synes, at blogging er et “rigtigt job”. ?
Jeg kan slet ikke forstå, at man har brug for at retfærdiggøre, hvor hårdt det er at blogge. Det er den mest priviligerede livsstil nogensinde! Synes jeg. ?
Det var dog et fantastisk emne og indlæg ?
Har selv taget en lang uddannelse og nu fundet ud af at den bare ikke er mig. Er helt på bar bund over hvad jeg istedet skal lave, men det værste er nok at jeg ikke kan sige til folk mere, at jeg laver det jeg er uddannet til. I min verden har jeg været revisor siden mit sidste teenageår og nu ved jeg ikke hvad jeg skal istedet. En falliterklæring i mit hoved, men hvis jeg kan lave noget jeg elsker istedet, så må jeg selv og alle andre da også kunne acceptere det!
Netop tanker jeg selv dagligt går og tumler med. Jeg vil vildt gerne være hjemmegående/arbejde et par timer om dagen og bo på landet, men…. min mand er desværre ikke helt med på den og uden ham kan det ikke lade sig gør. Øv…
Hvornår kommer så den bog med alle disse skønne indlæg, som vil være guld værd for fremtidens Danmark??? Jeg vil gerne købe 3 stk. til mine børn + alle fremtidige nevøer og niecer 😉 (Ellers må jeg i gang med at printe dem, men det ville altså se godt ud i en bog!)
Jeg elsker det her indlæg – det er så vigtigt at der kommer fokus på det!
Jeg er selv lige blevet færdig med min kandidat og har mulighed for at få et konsulent job, hvor jeg kan tjene rigtig, rigtig godt. Jeg arbejdede fuldtid som konsulent det sidste år af mit studie.. Hver dag jeg cyklede hjem, tænkte jeg over om det var det her jeg gad hver dag? .. Det var det ikke!
Så jeg er blevet gymnasielærer istedet.. Jeg elsker at undervise og dagene er ikke lige så sindssyge som konsulent jobbet.. man tjener på ingen måde det samme i det nye job, men det er skide ligemeget! Jeg vil hellere være glad, have tid til min familie og ikke dø af stress!
Men oplever stadig folk rynker på næsen af mit valg, fordi jeg ikke rigtig gør brug af min fine uddannelse .. men det gør jeg! Jeg underviser i faget!
Så ville elske at der kom mere fokus på at livet ikke kun er fedt, bare fordi man tjener kassen og har et fedt job!
Du er spot on – især med at samfundet hylder det svære. Jeg oplever det tit som kronisk fighter, at jeg bliver ‘rost’ for at være god til, at være syg !?
Men helt enligt, hvad med dig selv? Du er jo god! Det er da mega sejt at man har fundet sin rette hylde i livet. Om det så er som blogger, hjemmegående, advokat eller jordemor. Det er sej at finde sit plads og være stolt af den. ?
Jeg læser en masse om at turde hylde sit eget valg, ikke at dømme andres og gøre, hvad der gør én lykkelig, under de givne omstændigheder naturligvis.
Og det synes jeg, er en utrolig vigtig pointe – både ift. Arbejde, kroppen, antal børn, osv.
Tak for indlæg til reflektion ?
<3
Fantastisk indlæg! Det der med at mærke efter hvad man selv vil og ikke hvad omverdenen siger man skal.
Jeg knoklede igennem min ungdomsuddannelse for at få topkarakterer, der kunne give adgang til samtlige uddannelse… Jeg valgte at starte på læreruddannelsen. Chok! “Det kan alle jo blive” og “du kan jo så meget mere”, er sætninger jeg har hørt mange gange 😉
Kort efter valgte min kæreste og jeg at påbegynde projekt barn.
Nu står jeg her: 21 år med termin om én måned og lærerstuderende, fordi det netop er lige præcis hvad JEG vil. Har aldrig hvilet så meget i mig selv og sat så meget pris på mit liv, udelukkende fordi jeg holder fokus på mig selv og min familie. Det kan anbefales 🙂
Yaaaas, du er fandme sej!!
Jeg vil gerne indrømme, at jeg tænker det er nemt at være blogger og det er også det du siger, ikke? Og jeg vil også gerne indrømme (selvom jeg føler mig som et lidt dårligt menneske nu), at jeg tager mig selv i nogen gange at blive misundelig eller irriteret eller hvad jeg nu skal kalde det. Særligt når jeg selv er flad for energi efter en lang arbejdsdag ? Jeg synes ikke du eller I skal skamme jer. I har jo bare ‘regnet den ud’ og alle vi andre kunne jo bare selv forsøge os med det blogging, hvis nu det er så pokkers nemt ? For mig handler det nok om, at jeg synes jeg knokler r*ven ud af bukserne sammenlignet med mange bloggere og alligevel slet ikke har tid eller råd til det I har. Og det kan jeg godt synes er lidt uretfærdigt. Jeg vil også gerne kunne give min søn en hjemmedag, træne midt på dagen, spise lækker mad med en kollega på en café, komme til diverse premierer, få betalt diverse lækre produkter osv. Jeg er læge og har ofte vagter, hvor jeg er så stresset, at jeg må kaste min mad ind mens jeg arbejder foran computeren kl. 3 om natten. Jeg arbejder konsekvent 1-2 timer over, fordi vi er for få læger til for mange patienter, og samtidig får vi at vide fra ledelsen, at vi ikke må arbejde over, for det er der ikke budget til. Jeg har tit tænkt, at det ville være skønt at sige op, flytte på landet i et meget billigere hus og så bare være hjemmegående mens min mand arbejder. Og det er faktisk ikke fordi jeg ikke vil arbejde, for jeg elsker at være læge, men fordi jeg arbejder under for stressende arbejdsforhold. Jeg synes at folk skal følge deres hjerte og sige op eller skifte arbejde, hvis det føler rigtigt. Dog synes jeg også man har et ansvar i vores samfund. Vi får betalt betalt dyre, lange uddannelser og de skal vel også bruges på noget? Ikke nødvendigvis inden for netop det man er uddannet som og skattekroner er skattekroner uanset om job og uddannelse stemmer overens, men jeg synes f.eks. ikke jeg bare kan melde mig ud, når jeg ved der er lægemangel og at samfundet har betalt for min dyre uddannelse. Nå, når alt dette er sagt, er jeg alligevel ikke specielt misundelig og kan selvfølgelig godt unde jer et dejligt bloggerliv ? Jeg ville alligevel ikke egne mig til det og mit job giver mit liv mening, tiden flyver afsted og det er et privilegium at kunne hjælpe andre.
Jeg er vild med din kommentar! ❤️ Tusind tak for din uddybning!
Kunne du ikke tænke dig at skrive et indlæg om din uddannelse og de overvejelser du havde inden da?
Er selv lige blevet student med et godt snit, der kan få mig ind på de fleste uddannelser, og jeg føler ikke, at jeg kan “lade det gå til spilde”. Men jeg ved bare ikke hvad jeg vil læse, og jeg ved ikke hvordan jeg skal finde ud af det – især stresser det mig, at alle andre forventer, at jeg finder ud af det hurtigst muligt.
Tænker kommentarfeltet til et sådant indlæg også ville kunne komme med gode inputs 🙂
Halle’fuckin’lujah!!!!!!!
Right up my alley det du skriver! Men også så svært at finde den balance. Du nailer derfor lige netop det, der kan være svært – nemlig at lytte mere til sin egen mavefornemmelse end andres. Jeg har respekt for, at du arbejder med og er mega sej til noget, du synes er vildt sjovt og falder dig nemt. De to ting hænger som regel også godt sammen!
Absolut fantastisk indspark i en vigtig debat! Jeg er helt med på de udfordringer, spørgende, undrende (og måske endda nedværdigende) blikke det kan give, når man arbejder uden for det “normale” felt, eller når man trodser omgivelsernes forventninger. Denne side er ofte debatteret, men jeg føler, at den anden side også bør inddrages – man møder nemlig (også) rigtig mange fordomme, når man vælger den “klassiske” karrierevej. Det kan for nogen lyde ubesværet; men for mig, kan det være virkelig ubehageligt at blive sat i boks og nogle gange føle, at folk primært anerkender dig qua dit job. Selv er jeg advokatfuldmægtig på et relativt velanset kontor, og jeg brænder virkelig for mit job, men jeg er altså andet end en arbejdsnarkoman og kvinde med spidse albuer, og jeg vil gerne have anerkendende blikke for andet end selve jobbet. Ofte føler jeg bare, at det bliver overset? Lang kommentar, men håber pointen kan udledes.
Der mangler info! Kan du leve af at være blogger eller er det kun et deltidsjob, så din mand delvist forsørger dig?
Hvordan tjener du penge ved at have en blog? Det er vel firmaer, der aflønner dig for at du reklamerer for dem og deres produkter?