fotografi-den-21-06-2017-kl-11-29-2
Jeg var sgu til bryllup i weekenden, og jeg vidste det ikke engang!
Mine børns bette fætter Pelle fyldte et år, og det havde hans dejlige forældre valgt at fejre ved at invitere alle, de kender, til boller og kage i Ørstedsparken. Og pludselig tog de røveren på os alle sammen, kuppede deres eneste søns allerførste fødselsdag og gjorde det til en bryllupsdag! Solen skinnede flottere, end jeg kan mindes at have set her i landet siden engang i maj, der var jordbærkage fra Lagkagehuset i rigelige mængder, og jeg havde taget en cola med hjemmefra. Det var en sjældent fin dag! <3

Til det vellykkede arrangement stødte jeg også på en sød kvinde med min egen alder og civilstand. Også hun var mor til to børn, og også hun var gift med en mand i underholdningsbranchen. Hendes børn var både ældre og yngre end mine (sådan er det jo tit, når folk ikke har tvillinger), og mens vores krapyler fór omkring på græsarealet, fandt vi hinanden i en uforpligtende sludder om løst og fast. Som det er almindeligt forekommende, kom vi ret hurtigt ind på, hvad vi bruger vores dagligdag til. Altså på jobområdet. Og her er det altid lidt bøvlet at forklare, at man er blogger. For folk, der ikke følger blogs, altså. Og det værste er, når de spørger, hvad jeg blogger om. Her havde det sikkert været lidt nemmere at fortælle, at jeg har en fagspecifik blog om psykologi, sminke, opskrifter eller interiør. Men når svaret er “Ehmmm… Mig selv!”, bliver stemningen altid sådan lidt underlig. Men jeg plejer at redde den hjem ved at fortælle, at jeg ikke har et specielt spændende liv, jeg er bare sådan OK-god til at formulere mig. 🙂

Da vi var kommet omkrint mig, og jeg havde forklaret lidt om forretningsmodellen ved blogging, spurgte jeg selvfølgelig min samtalepartner, hvad hun lavede, og sandheden skulle vise sig at være, at hun ikke havde et job. Og det ganske frivilligt. Hun sagde, at hun plejede at omtale det som ‘medarbejdende hustru’. Fordi hun valgte ikke at arbejde, gik deres familieliv op, forklarede hun. Med en mand, som tit skulle på turné, var det superpraktisk, at hun ikke har nattevagter på et hospital eller stramme deadlines på et reklamebureau, men derimod kan hente og bringe ungerne fra deres institutioner uden stress. Hun havde forestillet sig, at hun ville savne at arbejde, men det gjorde hun ikke. Hun nød ganske enkelt livet og det faktum, at hun havde tid til netop det. Hun var taknemmelig for, at hun havde mulighed for at leve sit liv på netop den her måde, og alligevel følte hun lidt, hun skulle undskylde for det. Og det forstår jeg godt ud fra den betragtning, at det vel ikke er helt forkert at sige, at det er lidt tabu at være arbejdsløs – om man så har valgt det eller ej.

Og jeg kender godt lidt til hendes ængstelse ved at stå ved sit valg, for jeg har det nogle gange på samme måde med mit valg om at være blogger. Ikke tit. Men en sjælden gang imellem, når jeg er til et arrangement med folk, der intet kender til min “branche”, så hænder det. Forleden var der en på min live-chat, der spurgte mig, hvordan det kunne være, at jeg har valgt ikke at gøre brug af min uddannelse (som er en tofags-kandidat i kommunikation og psykologi). Jeg svarede, at det synes jeg nu også, jeg gør – men det er egentlig kun delvist sandt. Vi er selvfølgelig alle sammen et produkt af det, vi lærer igennem livet, og at jeg har læst på universitetet i fem år, er en del af min samlede pakke. Men det er virkelig ikke mange af de ting, jeg lærte på RUC, som jeg finder direkte anvendelse til, når jeg blogger.
Lad mig sige det på en anden og måske lidt mere provokerende måde: Hvis jeg gerne ville udfordres, ville jeg ikke være blogger. At blogge er det, jeg nogensinde har lavet, som er faldet mig aller-lettest. Og derved er det også det sjoveste! For sådan fungerer jeg: Jeg kan godt lide det, der falder mig nemt. (Det er sikkert også derfor, at jeg ikke kan få dame-jern på over at løfte tunge ting i et træningscenter). En af mine bedste veninder er advokat, og hun elsker at fordybe sig i kompliceret jura. Juridiske problemstillinger, som hun ikke på stående fod kender løsningen på, men det at grave sig frem tid den, synes hun er sjovt.

Vores samfund hylder jo lidt de ting, der er svære. Folk, der gennemfører et marathon, folk, der har komplicerede jobs, som det kræver en lang og indviklet uddannelse, og folk, der i det hele taget gør ting, vi ikke selv formår.
Og dét forstår jeg også godt! Det er fedt at have nogle at se op til, hvis der er noget, man synes, man mangler i sit liv. Hvis man eksempelvis drømmer om at blive jordemoder, men føler, at man er for ung, er det måske meget fedt at vide, at sådan en som seje Cana Buttenschøn gennemførte det studie allerede som halvstor teenager. Godt og vel. 😉

Men. Jeg synes, der er et ‘men’. Jeg synes, det er vigtigt, at selvom vi lever i en verden, som på Instagram, netaviser og alle andre steder nu og hele tiden glorificerer dem, der udmærker sig, må vi ikke miste fornemmelsen af, hvad vi selv har lyst til. Og det er sgu dumt at skamme sig, når man har et liv, man er glad for. Hvis man ikke er tilfreds, er det en god idé at ty til forbillederne. Men ellers skal man satme da nyde, at livet flasker sig, som man ønsker, for det kan tids nok blive “kjæwt”, som vi siger i Sønderjylland. 😉
Jeg advokerer på ingen måde, at man bare lader ’stå til’, at man undlader at tage en uddannelse (TVÆRT IMOD!) eller at man ikke går efter sine drømme. For det synes jeg knagme, at man skal! Det, jeg prøver at sige er, at jeg synes, man skal mærke rigtigt godt efter i maven for at hitte ud af, hvad ens drøm er, og hvad der er pres fra omverdenen, og så skal man gøre sit ypperligste for at skille de to ting ad. Dét kan til gengæld være en kunst, som kan være svær at mestre! 😉 Men vi kan hjælpe hinanden på vej ved at pakke fordommene lidt væk og hylde hinandens valg. <3