skaermbillede-2018-01-05-kl-15-20-15
Mødet i banken gik sgu ret fint! Jeg vil ikke sige, at jeg som sådan er vanvittigt mådeholdende med mine gysser konstant og hele tiden, men samtidig har jeg Jon og jeg heller ikke særligt mange vildt dyre vaner, og vi er rigtigt gode til at skrue op og ned i forhold til, hvad økonomien tillader.
Men når det kommer til huskøb, er jeg åbenbart ret pessimistisk! Det kommer sig nok af, at jeg altid føler mig som en fattigrotte nede i banken, fordi jeg ingen faste lønsedler har, og den sidste gang, jeg var til møde i banken, inden jeg stiftede familie, var for at få forhøjet min kassekredit med 3.000 kr., så jeg kunne tage et smut til Barcelona. Og det fik jeg altså nej til.
Men banker hader ikke nødvendigvis selvstændige, viser det sig! Heller ikke selvom de er gift med andre selvstændige. Bare de sparer op og ikke bruger penge, de ikke har. Sidstnævnte er nok en meget god tommelfingerregel i det hele taget, men Barcelona-ture kan jo blive livsnødvendige – også for fattige studerende. 😉
Jeg skriver i næste uge et indlæg om vores endelige valg af lånetype. Vi beslutter os endeligt i da, nemlig.

Vi hentede Krapylerne lidt senere end vanligt i børnehaven i går, da vi efter bankmødet tog en tur på Arken. Der har jeg ikke været før, men Jon havde set sig lun på en Morten Kvium-udstilling, og den var virkelig også fin! Men det var rummet fuld af klovne, der virkelig tog mig med storm (hvis man er snap, kan noget af den snappes på min Insta-story). Jeg havde lyst til at slå en klapstol op og sidde der hele eftermiddagen. Farverne var så smukke, og i loftet var ovenlysvinduerne beklædte med farvet plast, sådan at de dannede den fineste regnbue. Alle klovnene så vildt virkelighedstro ud, som de alle sammen sad der og sov, og jeg synes, lokalet var så rart at være i. Jeg modtog dog omkring 70 beskeder på Instagram fra folk, der med gru så mine billeder og virtuelt nærmest skreg ad mig, hvor skrækslagne de var for klovne. Virkelig? Er folk dét? Jeg troede bare, det var noget, vi sagde for sjov! Er klovnefobi virkelig lige så udbredt som frygten for edderkopper eller slanger? I had no idea! Til jer med den aversion vil jeg ikke anbefale Arken, men til alle andre (med bil! Åh, jeg elsker allerede livet med bil!) vil jeg foreslå at slå et smut forbi derude snarest muligt.

Da vi var kommet hjem med ungerne, var de begge to ret mugne over forskellige ting, men da de fik øje på deres løbecykler lige inden for døren, fik deres liv atter mening. Løbecyklerne købte jeg på et loppemarked i Herlev i sommer formedelst 25 kr. stykket, og de har indtil i juleferien boet i koloen. Men fordi den er ved at blive afhændet (Jon står for salget, jeg kan ganske enkelt ikke bære det), har vi hentet dem hjem. Og det skulle vi måske have gjort noget før!
Vores gård er lille og skummel, så vi krydsede bygningen og gik ud i Fiolstræde (som er en gågade), hvor jeg satte mig på hug og forklarede mine poder, at her må man gerne cykle (for det må man. Det er sådan en slags gågade. Ligesom Strædet), men man skal kigge op og holde øje med dem, der går, for det foregår på deres præmisser. Ungerne er vilde med løbecyklerne og synes, at denne eftermiddags-ekskurtion var toppen, så de ville ikke risikere, at mor blev sur og inddrog muligheden, og derfor overholdt de mine formaninger til punkt og prikke. Vi drejede herefter ned ad Krystalgade, som grundet skyderierne og snart tre år siden, er afspærret i begge ender, således at ingen biler kan komme igennem. Men man må gerne cykle, så det gjorde vi. Herefter skulle vi rundt om et lille hjøne, krydse Købmagergade, og så var vi på den lille legeplads bag Kultorvet, som jeg aldrig rigtigt har forstået før nu. Den er nemlig meget interimistisk og moderne i sit udtryk, men den har en masse små, kunstige bakker, som er geniale til løbecykler! Her hyggede vi en halv times tid, før vi atter begav os hjem igen.

Ungerne havde cykelhjelme på.
Ungerne havde fornuftige jakker og handsker på.
Ungerne havde reflekser på jakkerne.
Ungerne cyklede kun på veje og gader uden biler.
Ungerne havde ikke refleksveste på.
Ungerne havde ikke lys på cyklerne.

Og de sidste to ting modtog jeg nogle lidt skarpt formulerede formaninger angående på min Instagram.

Men vigtigst af alt: Ungerne havde deres mor med. Deres mor, som efter 4 år i mor-manegen godt tør rette ryggen og sige, at måske råber hun lidt højt engang imellem, og måske er hun ikke verdens bedste til at fordybe sig i LEGO-byggeri hver eneste dag, men hun er fandme en god mor. Jeg har og jeg tager ansvaret for mine børn, og jeg passer bedre på dem end nogen anden i verden. Når jeg sover med ryggen til dem, vågner jeg automatisk i det sekund, én af dem lydløst åbner øjnene. Når de får feber, kan jeg høre det på deres åndedræt det 24 timer før, den bryder ud, og når de får lov at køre på løbecykel, er det fordi, jeg ved, at jeg har totalt styr på situationen.
Jeg elsker Instagram og blogging, fordi jeg elsker, at man kan komme i kontakt med en masse mennesker, man måske ellers aldrig ville være stødt på. Jeg ELSKER jer, der følger med, for at være søde til at komme med gode råd, når jeg spørger, og nogle gange også når jeg ikke spørger, og jeg elsker at stalke jer tilbage i det skjulte og hygge mig med jeres juletræer, jeres egne møgunger og jeres sommerferier. Og jeg liker lystigt, fordi jeg synes, det er så hyggeligt, dejligt og egentlig også vigtigt at dele ud af den gode, dejlige tone, jeg 99% af tiden får fra jer.
Jeg ved godt, mange skriver det, men jeg tror altså, jeg er den af os, der har ret: Mine følgere er de sødeste i verden. 🙂
Og fordi, I er så skidesøde og flinke og følger godt med i mit liv, vil jeg én gang for alle forsikre jer om, at jeg passer godt på mine unger. Så tak for de enkelte velmenende bekymringer, der lejlighedsvis dukker op omkring deres velbefindende, når de er i min varetægt. Om de er afbilledet siddende på køkkenbordet tæt på en kodeplade eller på løbecykel uden lys på. Jeg har styr på det, det lover jeg jer. Også selvom jeg nogle gange gør tingene på en anden måde, end I måske ville have gjort. Vi gør tingene forskelligt, og det er simpelthen så vigtigt, at vi bliver ved med det.

Når jeg brokker mig over, at Berta har tør hud, er tips om fiskeolie-tyggetabletter HJERTELIGT velkomne! Og når jeg skriver, at Hugo ønsker sig en flyver, man kan sidde i, bliver jeg simpelthen så lykkelig over at blive spammet med beskeder om, at man kan købe en saml-mal-selv-papflyver i Rema1000! Det er skidegod stil, og jeg bliver så glad for, at I tager jer tid. Og når jeg rejser i udlandet med mine unger, hvor de ikke altid har børnesæder i bilerne, og jeg så spænder én af ungerne fast under min sele på skødet af mig, bliver jeg meget lettet og taknemmelig, når nogen skriver til mig, at det er farligt, da den pågældende unge i tilfælde af et sammenstød vil blive mast mellem mig og selen. TAK fordi, I deler det, når I er klogere end mig. Det kommer mig virkelig til gode!
Og jeg kan godt se, at grænsen måske er ganske fin og nogle gange svær at vide præcis hvor går. Men vi mødre må overordnet set sgu stole på, at vi hver især gør vores bedste for vores egne unger på hver sin måde i stedet for at mistænke eller skælde hinanden ud over alt fra for cremefarvede børneværelser til hvorvidt vi kører med cykelhjelm eller ej. Eller festryger (mødrene, altså. Hvis jeg så et snap med en pulsende 4-årig, ville jeg nok også fare i det digitale blækhus ret hurtigt). Eller giver ungerne chokolade-julekalender eller den med frugtbidder.
På den måde sikrer vi forhåbentligt et fortsat mangfoldigt samfund fyldt med spændende, forskellige mennesker, som kan tænke selv, og som respekterer hinanden, også når vores unger skal til at lave unger engang. Og det gider vi jo godt, gør vi ikke? 😉