Ja, jeg savner også det lange, mørke hår, jeg havde engang,men det er altså gråt nu. Jo, det er. Seriøst! Så jeg kan altså ikke få det tilbage, med mindre jeg vil farves hver 2. uge, hehe.

Lige præcis i dag runder jeg 36 1/2 år, og jeg ville ikke ønske at skrue tiden bare så meget som et par måneder tilbage. Jeg går aldrig og ønsker, at jeg kunne tage mine 20’ere om eller få et par af de år, jeg har levet, tilbage.
Det, at jeg ikke er bange for at blive ældre (jeg synes, at ret mange i min bekendtskabskreds eksempelvis ser frem med gru mod deres 40-års fødselsdag)  er faktisk noget, jeg takker min far for.
Han har altid glædet sig over at blive ældre. Da han gik på pension sagde han, at han sådan glædede sig til sit livs længste sommerferie, og sådan som han har levet de sidste snart 7 år, må man sige, at han har efterlevet sine egne ord. Han og hans kone gør præcis det, der passer dem – hverken mere eller mindre – og der går stort set ikke en måned, hvor de ikke enten er på rundrejse i LA eller på weekendtur til Harzen.

Jeg nød mine 20’ere. Meget af tiden. De var også hårde – jeg mistede min mor en måned efter, at jeg fyldte 20, og så var der lige en uddannelse, der skulle tages, et hjerte, der skulle lære om kærlighed, mænd og sådan noget, en bankbog, der konstant var flad og nogle år med nogle kummerlige leveforhold i eksempelvis et klubværelse i Sydhavnen. Så jeg har tit sagt, at det bedste, jeg har gjort for mig selv, var at fylde 30.
Jeg er meget mere rolig i dag. Jeg tror mere på mig selv, jeg tjener mine egne penge, jeg har skabt min egen, fantastiske familie, og for nylig har jeg jo endda købt et hus! Jeg ved ikke, hvorfor 20’erne er så moderne! 30’erne er efter min mening MEGET federe! Og hvis de bare er en trailer for 40’erne (som mine insidere faktisk spår), så har vi da absolut intet at frygte!

Min altså, det med, at ‘det bedste, jeg har gjort for mig selv, er at fylde 30’, fik mig forleden til at tænke på, hvad de bedste ting, jeg har gjort for mig selv gennem livet, egentlig er. Hvad er det for nogle gange, hvor jeg har stået på en korsvej og har valgt den ene vej fremfor den anden – for senere at opleve en følelse af, at det altså var det rigtige og gjorde en forskel. Det modsatte er (sikkert) også sket en del gange, men den slags kan man jo ikke bruge til noget sådan at hænge sig i.

Så her kommer de 10 gode, altså!

  1. At jeg gik til psykolog i et år efter, at jeg mistede min mor.
  2. At jeg flyttede til Berlin i 2007 som udveksling med psykologistudiet på RUC, stod på egne stænger i et nyt land (som lå dejligt tæt på mit fædrende) og fik den semi-universitets-pause som gjorde, at jeg ikke droppede ud af universitetet før tid.
  3. At jeg gjorde mit studie færdigt. Det har betydet så meget for mig, at jeg har den uddannelse i et samfund, hvor mere og mere afgøres i likes og statusupdates. Det giver mig en ro i min kerne, at jeg ved, at jeg har gennemført det. Også selvom jeg ikke bruger min uddannelse i mit arbejde. Lige nu. Måske er det samme følelse nogle har, når de har løbet et marathon. Jeg er stolt af, at jeg har gennemført det, og ingen kan tage den sejr fra mig.
  4. At jeg altid er gået efter mavefornemmelsen i kærlighed. Og i singlelivet. Jeg har slået knæerne rigtigt mange gange, men alle de oplevelser, jeg har haft, har jeg haft mig selv med i, og de har alle sammen ført mig i samme retning. Derfor er de dejlige og sjove at tænke tilbage på i dag.
  5. At jeg ikke gik på kompromis og “settlede” for tidligt, da folk omkring mit blev gift og fik børn, selvom jeg virkelig også gerne ville være dér i mit liv. At jeg ikke valgte at få børn med ham, som ellers ville have været en skidegod far og fantastisk kæreste – når jeg nu ikke var forelsket i ham – fordi jeg stadig havde en fornemmelse af, at jeg ville møde én, hvor ting ikke blev overvejet i forhold til regnestykker, for/imod og kolonner, men hvor det hele bare gik op.
  6. At jeg giftede mig med Jon, selvfølgelig. Og at jeg ringede til instruktøren af ‘Alle for Én’ og fik ham til at sætte os op på en date in the first place … <3
  7. At vi købte kolonihaven i Skovlunde dengang i 2015. De oplevelser, vi har haft derude, var SÅ gode for vores familie, og samtidig var det en god stall’er for mig, der gerne ville i hus. OG det viste sig så at være en modningsproces for Jon, der pludselig var klar til at flytte i hus meget tidligere, end vi havde talt om.
  8. At Jon og jeg begyndte i parterapi, selvom det ikke føltes hamrende nødvendigt. Vi går cirka en gang hver 2-3 måned alt efter, hvornår vi synes, vi har noget at snakke om, og det sætter altid gode ting i gang. Gode snakke, gode tanker, en stærk fællesskabsfølelse og stor taknemmelighed for det, vi har.
  9. At jeg stadig tager på solo-ture efter, at jeg er blevet gift og har fået børn. Det være sig en tur alene i biografen eller en tur alene til Marrakech. Det får mig til at føle mig i kontakt med mig selv, at jeg stadig “tør” vælge det og mig selv til, selvom min familie betyder alt for mig. For jeg er også vigtig for mig selv, og mit forhold til mig selv skal også plejes.
  10. At jeg har klinket skårene med alle dem, jeg har været sådan rigtigt uvenner med i mit liv. Listen er ikke lang, men den har gjort ondt, og det at man indser, at livet er for kort til at gå og være gal og i stedet vælge at lytte, tale, høre andre sider af historier og i sidste ende tilgive. Det føles dejligt og forløsende.