De 10 bedste ting, jeg har gjort for mig selv

Lige præcis i dag runder jeg 36 1/2 år, og jeg ville ikke ønske at skrue tiden bare så meget som et par måneder tilbage. Jeg går aldrig og ønsker, at jeg kunne tage mine 20’ere om eller få et par af de år, jeg har levet, tilbage.
Det, at jeg ikke er bange for at blive ældre (jeg synes, at ret mange i min bekendtskabskreds eksempelvis ser frem med gru mod deres 40-års fødselsdag) er faktisk noget, jeg takker min far for.
Han har altid glædet sig over at blive ældre. Da han gik på pension sagde han, at han sådan glædede sig til sit livs længste sommerferie, og sådan som han har levet de sidste snart 7 år, må man sige, at han har efterlevet sine egne ord. Han og hans kone gør præcis det, der passer dem – hverken mere eller mindre – og der går stort set ikke en måned, hvor de ikke enten er på rundrejse i LA eller på weekendtur til Harzen.
Jeg nød mine 20’ere. Meget af tiden. De var også hårde – jeg mistede min mor en måned efter, at jeg fyldte 20, og så var der lige en uddannelse, der skulle tages, et hjerte, der skulle lære om kærlighed, mænd og sådan noget, en bankbog, der konstant var flad og nogle år med nogle kummerlige leveforhold i eksempelvis et klubværelse i Sydhavnen. Så jeg har tit sagt, at det bedste, jeg har gjort for mig selv, var at fylde 30.
Jeg er meget mere rolig i dag. Jeg tror mere på mig selv, jeg tjener mine egne penge, jeg har skabt min egen, fantastiske familie, og for nylig har jeg jo endda købt et hus! Jeg ved ikke, hvorfor 20’erne er så moderne! 30’erne er efter min mening MEGET federe! Og hvis de bare er en trailer for 40’erne (som mine insidere faktisk spår), så har vi da absolut intet at frygte!
Min altså, det med, at ‘det bedste, jeg har gjort for mig selv, er at fylde 30’, fik mig forleden til at tænke på, hvad de bedste ting, jeg har gjort for mig selv gennem livet, egentlig er. Hvad er det for nogle gange, hvor jeg har stået på en korsvej og har valgt den ene vej fremfor den anden – for senere at opleve en følelse af, at det altså var det rigtige og gjorde en forskel. Det modsatte er (sikkert) også sket en del gange, men den slags kan man jo ikke bruge til noget sådan at hænge sig i.
Så her kommer de 10 gode, altså!
- At jeg gik til psykolog i et år efter, at jeg mistede min mor.
- At jeg flyttede til Berlin i 2007 som udveksling med psykologistudiet på RUC, stod på egne stænger i et nyt land (som lå dejligt tæt på mit fædrende) og fik den semi-universitets-pause som gjorde, at jeg ikke droppede ud af universitetet før tid.
- At jeg gjorde mit studie færdigt. Det har betydet så meget for mig, at jeg har den uddannelse i et samfund, hvor mere og mere afgøres i likes og statusupdates. Det giver mig en ro i min kerne, at jeg ved, at jeg har gennemført det. Også selvom jeg ikke bruger min uddannelse i mit arbejde. Lige nu. Måske er det samme følelse nogle har, når de har løbet et marathon. Jeg er stolt af, at jeg har gennemført det, og ingen kan tage den sejr fra mig.
- At jeg altid er gået efter mavefornemmelsen i kærlighed. Og i singlelivet. Jeg har slået knæerne rigtigt mange gange, men alle de oplevelser, jeg har haft, har jeg haft mig selv med i, og de har alle sammen ført mig i samme retning. Derfor er de dejlige og sjove at tænke tilbage på i dag.
- At jeg ikke gik på kompromis og “settlede” for tidligt, da folk omkring mit blev gift og fik børn, selvom jeg virkelig også gerne ville være dér i mit liv. At jeg ikke valgte at få børn med ham, som ellers ville have været en skidegod far og fantastisk kæreste – når jeg nu ikke var forelsket i ham – fordi jeg stadig havde en fornemmelse af, at jeg ville møde én, hvor ting ikke blev overvejet i forhold til regnestykker, for/imod og kolonner, men hvor det hele bare gik op.
- At jeg giftede mig med Jon, selvfølgelig. Og at jeg ringede til instruktøren af ‘Alle for Én’ og fik ham til at sætte os op på en date in the first place … <3
- At vi købte kolonihaven i Skovlunde dengang i 2015. De oplevelser, vi har haft derude, var SÅ gode for vores familie, og samtidig var det en god stall’er for mig, der gerne ville i hus. OG det viste sig så at være en modningsproces for Jon, der pludselig var klar til at flytte i hus meget tidligere, end vi havde talt om.
- At Jon og jeg begyndte i parterapi, selvom det ikke føltes hamrende nødvendigt. Vi går cirka en gang hver 2-3 måned alt efter, hvornår vi synes, vi har noget at snakke om, og det sætter altid gode ting i gang. Gode snakke, gode tanker, en stærk fællesskabsfølelse og stor taknemmelighed for det, vi har.
- At jeg stadig tager på solo-ture efter, at jeg er blevet gift og har fået børn. Det være sig en tur alene i biografen eller en tur alene til Marrakech. Det får mig til at føle mig i kontakt med mig selv, at jeg stadig “tør” vælge det og mig selv til, selvom min familie betyder alt for mig. For jeg er også vigtig for mig selv, og mit forhold til mig selv skal også plejes.
- At jeg har klinket skårene med alle dem, jeg har været sådan rigtigt uvenner med i mit liv. Listen er ikke lang, men den har gjort ondt, og det at man indser, at livet er for kort til at gå og være gal og i stedet vælge at lytte, tale, høre andre sider af historier og i sidste ende tilgive. Det føles dejligt og forløsende.
16 kommentarer
Så deilig å lese det du oppsummerer. Og apropos alder, så stiller jeg meg og undrende til at mange frykter å bli eldre! Jeg er 15 år eldre enn deg, men livet blir jo bare bedre og bedre med hvert år man legger til. Og tenk, hvilken glede er det ikke å få ett år mer med livet, barna, mannen…..alt man er glad i? Og rynker har jeg likt siden jeg var tenåring. Jeg har alltid synes at modne mennesker har så mye liv og visdom i ansiktet. Bekymringsrynken som er laget av barnas oppvekst, smilerynker av alle glade dager med de selv samme, kragetærne ved øynene som har myst mot en varm sol, alle disse linjer i ansiktet er oss, hele oss. Og livet skal man ikke tukle med, det skal nytes og gjennomføres så godt man evner å gjøre det❤
Så flot ❤❤❤
Det er præcis denne type indlæg, som adskiller din blog fra alle de andre “livsstils-/influencer”-blogs. Din evne til reflektion – og din evne til at få den reflektion plantet i hovederne på os læsere. Tak for det! Når jeg engang dropper alle de andre, vil jeg stadig hænge på hos dig.
Tak! ❤️ Nu er der endnu større grund til at læse din blog! Jeg er gået med den der splittende følelse inden jeg fyldte 30 og også nu hvor jeg er 30, at det er håbløst at jeg kan nå at finde mit livs kærlighed og evt stifte familie med ham, købe ejerbolig og så meget mere. Mine veninder er godt igang med at stifte familie og jeg føler mig lidt efterladt indimellem (hvilket selvfølgelig kun sker i mit hoved – alle veninder tager sig tid til at se mig også). Man kan sige at jeg er midt i min 30 års krise som jeg er ved at komme ud af langsomt. Jeg er ved at acceptere at jeg står et helt andet sted i mit liv i forhold til mine veninder og måske også vil noget andet end mine veninder i livet. Jeg vil først og fremmest gerne være fri og det er faktisk også okay.
❤️❤️❤️❤️
Det er så befriende at du skriver om, at dine 20’ere var præget af flad økonomi, singleliv og ikke at bo i en fed lejlighed! Jeg er selv midt i tyverne, min omgangskreds begynder at få børn og blive gift, køber hus m.m., mens jeg selv bor på et værelse, er single, får SU og i gang med min universitetsuddanelse. I den situation er det let at føle sig alene og bagud i forhold til voksenlivet. Jeg glæder mig til mine 30’ere og mit stressniveau om at nå børn, familie, karriere, et fedt hus og bil på én gang sænkes gevaldigt, når jeg læser hvad du skriver! Tak!
Hvis man ikke følger med flokken og lever sit liv lidt anderledes i de livsfaser, som indrømmet godt kan være biologisk betingede, men i høj grad også er sociale konstruktioner, så er det let at føle sig lidt udenfor. Man skal i de situationer huske sig selv på, at man måske skiller sig ud fra mængden, og at det dér med at møde den rigtige….tja, der kan i løbet af ét liv være adskillige rigtige, og det er faktisk umagen værd at kysse på alle de lækre mænd, man kan komme i nærheden af, også selvom det ikke ender med bryllup og børn. Så frygt ej hverken 30’erne eller 40’erne. Jeg var til en nytårsaften med flere par. Et par talte stort set ikke med hinanden hele aftenen, kun kortfattet om børnene, og de havde heller ikke just en aura af lykke omkring sig (men det kan have været en dårlig aften), og ud fra hans mobilaktivitet på Messenger var der altså måske en anden, han havde mere til fælles med, kom jeg til at tænke. Et andet par snerrede lidt ad hinanden på en træls vi-har-været-sammen-mange-år-måske-for-mange-måde, der forplantede sig i mig som en tung dyne af tristhed på deres vegne. Er udmærket klar over, at ikke hver dag i et parforhold er en fest, men måske skal nogle par være bedre til at nyde og acceptere deres hverdagsliv. Som du og Jon nyde sofahyggen noget mere, faktisk, og erkende, at et parforhold langt henad vejen er hverdagsliv, ligesom singlelivet også er. Når par glider fra hinanden med argumentet, at “der gik hverdag i den”, så tænker jeg altid, hvad de egentligt ville forvente af en tilværelse som single. Fest og farver og fede tider i en mere eller mindre langvarig eller momentan mangeltilstand, for hvilken man først får forløsning, når man møder the one and only? Please. Min pointe er, at det er fantastisk at opleve, når singler ikke i al for høj grad gør deres civilstatus til en del af deres identitet. Det er vidunderligt, når tingene går op i en højere enhed mellem to mennesker, men det er sørgeligt at spilde sit liv på en form for venteposition. To af de vigtigste beslutninger, jeg personligt har truffet, der har været afgørende for min lykke, er fravalget af to kærester. De ville begge på hver deres måde på sigt have gjort mig dybt deprimeret. Nu er jeg pt. single – med en god platonisk meget nær mandlig ven til at opfylde de emotionelle behov, og så en guddommeligt skøn elsker til nogle emotionelle behov og til opfyldelse af mit intet mindre end glødende begær for ham. Og kun ham. Han bliver aldrig min, men det er helt okay. Vi er nødt til at udleve denne betagelse af hinanden. Det har vi indtil videre brugt 2 år på. Der er umiddelbart ingen forløsning i sigte, men det er også okay.
?????????????????????? #loveit
Virkelig god kommentar! Jeg tror, folk har en tendens til at føle sig fanget i en situation, når de ikke føler, de selv har valgt den – hvad end man er single eller i parforhold. Det kan jo virke helt fjollet, når man tænker på par, for har man da ikke netop valgt hinanden? Jo, i starten måske, men et parforhold skal blive ved med at være et aktivt valg, hvis det skal være vellykket (det er vel nok i virkeligheden den største fællesnævner for alle parhold). Og det er nok der, nogle par desværre ender efter mange år sammen: I starten var det måske næsten mere en drift end et bevidst valg, og pludselig har man andre ting, der binder hinanden sammen: børn, økonomi, fælles venner, frygten for at være alene. Og så bliver partneren måske nogle gange reduceret til et nødvendigt onde for ikke at miste de andre ting (sat meget på spidsen). I stedet for hver dag at vælge hinanden til. Hvis vi vænner blikket mod singlerne (de, der er kede af at være single, forstås) er der måske lidt samme mekanisme dér. Man kan føle, man ikke selv har valgt det – hvem vælger ikke at ville møde den partner, de gerne vil tilbringe deres liv med? Men også her er der tale om en form for aktivt valg, hvor man ikke vil slå sig til tåls med hvem som helst. Muligvis ligger valget ikke i at vælge den rigtige til (fordi vedkommende måske ikke er dukket op i ens liv endnu), men der ligger mange aktive valg i ikke at vælge de forkerte for en. Hvis man generelt owner sine valg her i livet lidt mere, så tror jeg også, man vil blive et meget gladere menneske. Og man ville måske også få taget de valg, der rent faktisk er rigtige for en selv. Der er ikke noget mere nedslående end at føle sig som et offer for tilfældighederne. Single eller i parforhold.
Tak for denne kloge kommentar Tina 🙂 Den hjælp mig lige til et skub i den rigtige retning! 😀
Jeg siger også tak for en klog kommentar … den ramte lige ned i den situation jeg står i lige nu. Har screenshottet og vil lige genlæse den fra tid til anden. Kloge ord ❤️
Jeg havde for nyligt denne refleksion over det at blive 40år. Tror sgu det er meget sundt at gøre status en gang imellem. Jeg læste din, og blev helt glad på dine vegne. Du delte med mig – nu deler jeg med dig:
“Status – nu som én af dem på 40:
“Så rundede du det skarpe hjørne”, “Fra nu af går det kun ned af bakke – i hvert fald for dine bryster”, “Er du ikke blevet en smule mere gråhåret?” – jo det er jeg, ja det gør de, og 40 er ikke skarpt, det er blødt og rundt og dejligt.
Men hvad betyder det, og er jeg glad?
Det betyder helt ærligt ikke det store, og egentlig havde jeg nok min krise da jeg blev 37 – det syntes jeg af en eller anden årsag bare er verdens grimmeste tal. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at gøre status, da jeg (mens aftensmaden var i ovnen) lagde rent sengetøj på vores seng. Hold nu kæft hvor er jeg blevet voksen!
Vi bor dejligt, finder penge til dejlige oplevelser og ferier, arbejder fra kl.8-16, og har en datter der nu er gået i puberteten. Det er både vildt underligt, ret hårdt, men også helt igennem fantastisk. Man kan nu (når det ellers passer pigen) føre en spændende samtale med hende. Hun fragter sig selv fra A-B, og har i det hele taget udviklet sig til at blive en smuk og for det meste, selvstændig pige. Min mand og jeg husker at passe på kærligheden, og har aldrig før brugt så meget tid, som vi gør nu, på at samle på gode oplevelser. Både i form af weekendture, ferie og kulturelle oplevelser. Vi taler også en del om vasketøj, indkøb og om at vi nok burde støvsuge, men også om hvilken rejse ud i verden vi nu skal sparre sammen til. Vi taler med Alba om drømme, efterskole og weekendture til London. Om det bliver ved med at være drømme, det ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg aldrig har været mere glad og tilfreds med at være tilstede i netop mit liv, som jeg er lige nu.
De grå striber i håret sparrer mig for tusindevis af kroner til frisøren, som i mange år har lavet lyse striber i mit hår, og det med brysterne tænker jeg altså ikke over. Hvis jeg i bakspejlet skulle have givet mig selv et råd som 18årig ( der hvor jeg troede alt det sjove ville begynde, og at jeg nu var voksen) så skulle det være: Bare vent til du bliver 40. Det kan godt være det går ned af bakke, men hold nu kæft det kilder i maven af ren og skær lykke!”
Tak for dit indlæg!
Er vild med at du ærligt fortæller om livet fra fodhøjde.
Er selv 30 om 1/2 års tid, og gør mig faktisk umage med at være tilfreds med det. Singledagene har for mig virkelig mange feder sider, og jeg forsøger at nyde dem så godt jeg kan imens de er her:)
Jeg inspireres og opmuntres af dit indlæg, og vil klart glæde mig til 30’erne nu???
Wow!!
bedste indlæg du har skrevet ❤️
Jeg er meget spændt på at blive ældre 😀 jeg er 23.. Jeg mødte min mand, da jeg var knap 17 (han er 10 år ældre), og vi er siden blevet gift og har barn nr. 2 på vej 🙂 Men det har bare været det HELT rigtige for mig <3
Lige der. Lige der slog du hovedet på sømmet… “At jeg ikke valgte at få børn med ham, som ellers ville have været en skidegod far og fantastisk kæreste – når jeg nu ikke var forelsket i ham – (…)”. TAK.