Langehjemmet: Nogen om støjen fra vejen i baghaven
Vi har købt vores drømmehus! Jeg kalder det ‘drømmehuset’, fordi jeg havde så mange drømme om, hvordan det ville være at bo her, da vi havde underskrevet købskontrakten. Jeg drømte om et trygt sted for ungerne at vokse op med venner på vejen og god plads at lege på – både ude og indenfor. Og jeg drømte om et dejligt sted for mig og Jon, hvor vi ville føle os hjemme, og så drømte jeg om søde naboer, hyggeligt byliv og havefester i baghaven.
Og det hele er gået i opfyldelse! Helt seriøst – hvor tit sker dét?! Hvor tit håber man på noget og står så senere midt i det med en følelse af, at man har fået 10 ud af 10?
Ungerne løber rundt på den blinde vej udenfor huset – vi bor for enden, og de naboer, vi deler “blindtarm” med, har stort set alle sammen børn på eller omkring vores børns alder. Børnehaven ligger en spytklat fra vores postkasse, naboerne er nogle af de sødeste og mest inkluderende væsener, jeg nogensinde har mødt, og deres børn er det samme, og vi spiser aftensmad sammen i haverne på kryds og tværs flere gange om ugen i de her varme dage. Jeg føler mig hjemme i mit hus på en måde, jeg ikke har gjort, siden jeg flyttede hjemmefra. Faktisk mere, vil jeg sige. For jeg har selv valgt huset. Jeg er lykkelig her – helt ind i leveren! Og Jon er det samme. Han elsker vores hus, vores liv her, det faktum, at vi nu bor udenfor København i det, vi synes er en smuk, kæmpekasse, og så er jeg også ret vis på, at han er pænt tilfreds med den ekstra krølle på smilet, flytningen har givet hans kone. ?
Jeg føler, jeg har det hele her. PLUS et fantastisk lysindfald og to badeværelser! Jeg er stinkende lykkelig og føler mig SÅ heldig.
Og ja, der er larm i baghaven. Bag ved æbletræet i vores have banker Københavnsvejen forbi. To spor i hver retning, og de bliver alle fire anvendt flittigt af fine folk, der skal til og fra hjem, børnehaver, jobs, Kvickly, og hvad ved jeg. Lyden af trafik ér der næsten hele tiden – dog forsvarligt sikret bag et tre meter højt stakit, så ingen unger eller stive voksne havner uforvarende i karambolage med køretøjerne. Den støj var selvfølgelig ikke på min liste over drømme, jeg havde for vores liv her i huset.
Men når man nu er så #blessed at få ALT, hvad der står på ens plusliste, skulle man så ikke være et gevaldigt skarn, om man brokker sig over, at der også er andet end det? Er det ikke lidt ligesom med kærester – hvis ham, man er forelsket i, er sød, hengiven, klog, kærlig og god i sengen, så går man jo ikke og hænger sig i, at han har dårlig smag i TV-serier eller at han udhuler osten, vel? ?
Da det tilbage i august sidste år efter en rundvisning gik op for mig, at vi (især Jon på det tidspunkt, faktisk) var mere end sådan almindeligt vild med huset her, tog jeg en onsdag ud af kalenderen og kørte til Køge. Jeg tog cyklen med i S-toget og cyklede lidt rundt i byen og mærkede efter. Spiste en bolle på en bænk ved åen nede i byen, købte en Paradis-Is og cyklede ud i Åsen og kiggede op i trækronerne, og til sidst kørte jeg hen til huset og satte mig ud i haven og lyttede til vejen. Jeg havde vist håbet, så vidt, jeg husker, at jeg ville opdage, at der faktisk ikke kørte særligt mange biler på vejen alligevel.
Og det gjorde der altså, opdagede jeg. Men jeg kunne OGSÅ mærke, at Køge var min nye by. Og at gaden, hvor huset lå, var fantastisk dejlig. Og at den store, flotte murermestervilla med det blå badeværelse og den storslåede spisestue trak i mig. Og som jeg sad dér på måsen i haven med lukkede øjne, besluttede jeg mig for at elske Københavnsvejens trafik. For hvis den vej ikke lå lige præcis dér, ville huset, der allerede så småt begyndte at rumme alle vores drømme, koste en million mere, end det, det gjorde, og så ville vi ikke have råd til det. Jeg traf en beslutning om, at larmen ikke generede mig.
Og så var det faktisk det.
Den rører mig ikke. Jeg har ikke vænnet mig til den, den er ikke blevet mindre støjende – den er der bare. Sammen med havetrampolinen, jordbærbedene, Krapylerne i bar røv i badebassinet, Jon, der øver sig som handyman i skuret, mig, der mislykkes som gartner på terrassen og ringriderpølserne, jeg selv importerer fra Als.
Det her er mit smørhul, mit fristed, mit hjem! Med hud og hår og museben, og jeg ville ikke ændre én eneste ting ved det! Sådan er det nemlig med kærlighed! ❤️
15 kommentarer
Helt ærligt! Med det labre hus i har købt (set ud fra blog og insta) kan jeg sagtens forstår du kan leve med det!❤️❤️❤️ Er ret sikker på du vender dig til det. Har i 18 år boet som nabo (seriøst!) til lufthavnen, folk udefra synes det var enormt belastende, min familie og jeg lagde ikke mærke til det!
Tillykke med jeres drømmehus!!
Hvor er det dejligt at læse, at du er knuselsker Køge. Jeg er født og opvokse her, og har boet her i 23 år. Det er bare en dejlig by, og københavnervejen, ja den generer hellere ikke mig ?
Jeg synes det er så skønt at mærke din glæde for dit dejlige hjem – man kan fornemme de gode vibrationer fra dit Køge-hjerte gennem dine ord og ud på den anden side skærmen på min tlf, som jeg ynder at læse blog-indlæg på.
Endnu gladere bliver jeg om muligt af at læse dét om at beslutte sig. Det synes jeg er så vigtigt her i tilværelsen. Det er en fantastisk magt, vi benytter os alt for lidt af – at beslutte sig. Det gælder kærlighed, livssyn, karriere og motorveje, der kan lyde af susende biler, eller være lyden af, at drømmehuset kostede en million mindre – og derfor kunne blive dit.
Tillykke med din gode beslutning!
Uh, forresten – jeg er også nysgerrig efter at høre, hvad du synes om Køge som by og hvordan du oplever skiftet fra København (som du selvfølgelig stadig frekventerer) til mere provinsielle tilstande. Måske du vil fortælle lidt om det på et tidspunkt?
Så fint indlæg! Stort tillykke med drømmehuset!
Vi købte også drømmehuset i Midtjylland sidste år. Det ligger i en stationsby tæt på Silkeborg. Men til en stationsby hører et tog i ny og næ. Det passerer et par hunderede meter væk fra vores baghave i langsom fart.
Vi hører det ikke længere. Og huset er perfekt, gaden er god og det er bare vores lille oase.
Tillykke med at I også har fundet jeres sted 🙂
Kh
Elsker alt ved dit indlæg ♥
Bliver så glad af at læse dit indlæg. Skønt når man bare føler sig hjemme! Jeg bor i hus i Kolding og på den modsatte side af vejen går jernbanen, men lyden er der bare og jeg lader mig ikke genere af den. Vi ser på ic3-tog og godstog med spændende last. Vores søns første ord var “tog”? Vi bor tæt på centrum og samtidig med naturen og Kolding å i gåafstand. Og ja jeg siger også bare tak for togets indvirkning på husets pris❤ Skøn dag til dig!
Jeg bliver så glad helt ned i maven af at læse dette indlæg! Jeg er nemlig selv opvokset på Langesvej (i det eneste hus med hvidt stakit?), og jeg har været så glad for at vokse op i Køge – larm fra Ringvejen eller ej – og jeg håber at dine børn får samme gode oplevelse ❤️
TAK Mette Marie! Fordi du er så god til at holde fast i, at være dig og være ærlig omkring din hverdag og dit liv!
Ingen blog/blogger har endnu ikke holdt fast i mig som læser så længe som du har, og det er fordi du har formået at holde fast i bloggens kerne uden at skride undervejs, som mange bloggere desværre ikke formår, når bloggerlivet bliver lidt for lækkert og i højere grad indeholder reklamer og en livsstil man som læser ikke kan spejle sig i eller relatere til.
Jeg synes du skal have stor ros for, at du, på trods af, at dit liv har ændret sig meget i dit karriereskift, stadigvæk kan berige mig som læse med underholdende anekdoter, gode hverdagstips, hudløs ærlige indrømmelser og bare al det ind i mellem, som man som “almindelig” middelklasseborger med hus, have, mand, børn og fuldtidsjob kan relatere til.
For mig er det er en helt afgørende faktor, for det sidste jeg ønsker at byde mig selv og min hverdag, det er at føle mig utilstrækkelig når jeg tillader mig selv en pause og et lille åndehul, hvor jeg lige trænger til at blive inspireret på nettet.
Så hold endelig fast i det og forsæt den gode stil! Så har du garanteret mig og mange andre faste læsere i mange år endnu 🙂
Endnu engang tak! <3
Kæmpe knus herfra
Hej MM 🙂
Tillykke med drømmehuset! Jeg synes (endnu en gang), at dit syn på livet og tingene deri er så sindssygt AWESOME og inspirerende. Jeg er vild med den måde, du tænker på 🙂
Hvis du nu skulle få lyst til at dæmpe lyden af biler, så kan man få mange rigtig flotte høje “græsser” (eller “prydgræsser”, som jeg tror jeg de kaldes på havesprog) som lyder lidt af strand, når vinden blæser gennem dem. Jeg har læst mig frem til, at mange bruger den type beplantning til netop at skjule trafiklarm under en mere naturlig (om man vil) lyd. Jeg ville bare ligne nævne det, hvis det kunne være interessant 🙂
Kh Ida
Ja! Og andre lyde. Fx lyden af vand – fx et springvand eller andet rislende vand eller wind chimes. Træer selvfølgeligt!
De kan hjælpe på trafikstøjen.
Hos min søster kan man høre Holbækmotorvejen i det fjerne- vi siger bare at det er havet vi kan høre… “Kan du høre vandet idag? Der må være bølger..”
Hold da op, det var fint skrevet! Jeg bliver faktisk lidt rørt over det, men det er en virkelig fin beskrivelse af en stor kærlighed, som man gerne vil have til at fungere på trods af en åbenlys “fejl”. Håber I får mange skønne stunder i jeres drømmehjem.
Vakkert ❤Virkelig….Vakkert skrevet om ting man enten kan overhøre, eller hate! Mitt nye ordspråk, som jeg kippet til meg på ferie da vi ble kjent med en nordlending, er( Og det er sådan nordlendinger tenker) : Enten går det godt, eller så går det over❤Vi velger våre kamper, og det har du så gjort ?