Vi har købt vores drømmehus! Jeg kalder det ‘drømmehuset’, fordi jeg havde så mange drømme om, hvordan det ville være at bo her, da vi havde underskrevet købskontrakten. Jeg drømte om et trygt sted for ungerne at vokse op med venner på vejen og god plads at lege på – både ude og indenfor. Og jeg drømte om et dejligt sted for mig og Jon, hvor vi ville føle os hjemme, og så drømte jeg om søde naboer, hyggeligt byliv og havefester i baghaven.

Og det hele er gået i opfyldelse! Helt seriøst – hvor tit sker dét?! Hvor tit håber man på noget og står så senere midt i det med en følelse af, at man har fået 10 ud af 10?
Ungerne løber rundt på den blinde vej udenfor huset – vi bor for enden, og de naboer, vi deler “blindtarm” med, har stort set alle sammen børn på eller omkring vores børns alder. Børnehaven ligger en spytklat fra vores postkasse, naboerne er nogle af de sødeste og mest inkluderende væsener, jeg nogensinde har mødt, og deres børn er det samme, og vi spiser aftensmad sammen i haverne på kryds og tværs flere gange om ugen i de her varme dage. Jeg føler mig hjemme i mit hus på en måde, jeg ikke har gjort, siden jeg flyttede hjemmefra. Faktisk mere, vil jeg sige. For jeg har selv valgt huset. Jeg er lykkelig her – helt ind i leveren! Og Jon er det samme. Han elsker vores hus, vores liv her, det faktum, at vi nu bor udenfor København i det, vi synes er en smuk, kæmpekasse, og så er jeg også ret vis på, at han er pænt tilfreds med den ekstra krølle på smilet, flytningen har givet hans kone. ?
Jeg føler, jeg har det hele her. PLUS et fantastisk lysindfald og to badeværelser! Jeg er stinkende lykkelig og føler mig SÅ heldig.

Og ja, der er larm i baghaven. Bag ved æbletræet i vores have banker Københavnsvejen forbi. To spor i hver retning, og de bliver alle fire anvendt flittigt af fine folk, der skal til og fra hjem, børnehaver, jobs, Kvickly, og hvad ved jeg. Lyden af trafik ér der næsten hele tiden – dog forsvarligt sikret bag et tre meter højt stakit, så ingen unger eller stive voksne havner uforvarende i karambolage med køretøjerne. Den støj var selvfølgelig ikke på min liste over drømme, jeg havde for vores liv her i huset.
Men når man nu er så #blessed at få ALT, hvad der står på ens plusliste, skulle man så ikke være et gevaldigt skarn, om man brokker sig over, at der også er andet end det? Er det ikke lidt ligesom med kærester – hvis ham, man er forelsket i, er sød, hengiven, klog, kærlig og god i sengen, så går man jo ikke og hænger sig i, at han har dårlig smag i TV-serier eller at han udhuler osten, vel? ?

Da det tilbage i august sidste år efter en rundvisning gik op for mig, at vi (især Jon på det tidspunkt, faktisk) var mere end sådan almindeligt vild med huset her, tog jeg en onsdag ud af kalenderen og kørte til Køge. Jeg tog cyklen med i S-toget og cyklede lidt rundt i byen og mærkede efter. Spiste en bolle på en bænk ved åen nede i byen, købte en Paradis-Is og cyklede ud i Åsen og kiggede op i trækronerne, og til sidst kørte jeg hen til huset og satte mig ud i haven og lyttede til vejen. Jeg havde vist håbet, så vidt, jeg husker, at jeg ville opdage, at der faktisk ikke kørte særligt mange biler på vejen alligevel.
Og det gjorde der altså, opdagede jeg. Men jeg kunne OGSÅ mærke, at Køge var min nye by. Og at gaden, hvor huset lå, var fantastisk dejlig. Og at den store, flotte murermestervilla med det blå badeværelse og den storslåede spisestue trak i mig. Og som jeg sad dér på måsen i haven med lukkede øjne, besluttede jeg mig for at elske Københavnsvejens trafik. For hvis den vej ikke lå lige præcis dér, ville huset, der allerede så småt begyndte at rumme alle vores drømme, koste en million mere, end det, det gjorde, og så ville vi ikke have råd til det. Jeg traf en beslutning om, at larmen ikke generede mig.

Og så var det faktisk det.
Den rører mig ikke. Jeg har ikke vænnet mig til den, den er ikke blevet mindre støjende – den er der bare. Sammen med havetrampolinen, jordbærbedene, Krapylerne i bar røv i badebassinet, Jon, der øver sig som handyman i skuret, mig, der mislykkes som gartner på terrassen og ringriderpølserne, jeg selv importerer fra Als.

Det her er mit smørhul, mit fristed, mit hjem! Med hud og hår og museben, og jeg ville ikke ændre én eneste ting ved det! Sådan er det nemlig med kærlighed! ❤️