Billedet her er taget for præcis 10 år siden i Alanya, Tyrkiet ….


Cana Buttenschøn
skrev i går et indlæg om den der  adfærd, man får på ferier. Mere specifikt omtalte hun, hvordan hun har nydt at spankulere rundt i Spaniens land og føle sig lækker i en rød kjole, som hun ikke føler, hun kan tillade sig at bære i Danmark grundet den dybe udskæring – og Onkel Jante.

Jeg kender godt det der med ferietøj, der ikke rigtigt klarer oversættelse til dansk. Jeg har det faktisk ikke rigtigt længere sådan, at jeg føler, at jeg kan tillade mig mere i udlandet, end jeg kan i Danmark, men den følelse kan jeg sagtens huske fra dengang, da jeg var yngre (måske spiller det ind, at jeg er tættere på de 40, end Cana er, hehe?). Det var faktisk efter en måneds ferie i minikjoler og høje stiletter, at jeg kom hjem til København, hvor jeg hidtil havde gjort mig i baggypants på natklubben VEGA, stiftede LADY-LOGEN, hvor dresscoden altid helt officielt var inspireret af Sex and the City! Det føles ikke så kriminelt, når man er MANGE, der duller sig op, og sloganet lød “Hellere drukne i stiletter end komme tørskoet hjem i gummistøvler”!

Men ferieadfærd ér altså svær at oversætte. Jeg synes absolut, man bør vise attributterne lige så meget frem i sit hjemland, som når man er ude, hvis man har lyst! Men nogle ferie-ting skal altså blive på ferien. Am I right? Monica fra Venner er et godt eksempel, da hun på Barbados får flettet muslinger ind i håret. Nu ved jeg ikke, hvor godt det så ud on location, men hjemme i New York ligner hun lidt en gademusikant.
På samme måde har jeg flere gange oplevet at komme hjem fra Grækenland med kjoler i farvestrålende batikmønstre, der så skidegodt ud imod solbrun hud og kridhvidt strandsand, men ligesom mistede sin charme i september på Nørrebrogade tilsat sneakers. Eller smykker af træ og meget posede Mao-bukser fra Barcelona, som lignede en million på de små barer i de små stræder, der lugtede af pis og romantik, men på en måde ikke rigtigt matchede med NASA, som var mit foretrukne gå-i-byen-sted i det årti.

Og så er der mændene …
Nøj, hvor har jeg forelsket mig i mange mageløse mandeskabninger, som af forskellige årsager lyste klart som diamanter i de sommervarme omgivelser, og som ville have været komplet umulige at oversætte. Både fordi, at forbindelsen imellem os måske ikke var så vanvittigt åndeligt betinget, hvis De forstår, og så fordi, at de bare passede enormt godt ind i deres omgivelser – og alt ser fladere ud med en grå, dansk baggrund.
Jeg husker en sommer, hvor mit hjerte var blevet knust (for Gud ved hvilken gang) af en rødhåret mand i Danmark, hvorfor jeg greb chancen og smuttede med min papsøster på volleyball-tur til Alanya i Tyrkiet. Jeg skulle så ikke medvirke i træningen – jeg lå bare og slikkede sol og så på det arbejdende folk (Dejlig uge. DEJLIG uge!).
Midt på ugen ankom hold med 12-14 slovenske volleyballspillere, og den ene var mere velskåret end den anden. Muligvis også med baggrund i min ariske kærestesorg var der især en mørkhåret, bredskuldret volleyballspiller, der deltidsjobbede som model, der fangede min opmærksomhed. Jeg fangede heldigvis også hans, og således fik en romance grobund i tyrkiske Alanya, hvor mangen pige nok er blevet kysset et utal af gange igennem tiderne.

Ugen gik sin gang og kom til en ende, og vi rejste hjem til hver vores ende af Europa, og jeg genoptog min dagligdag med universitetet og byture på de nu hedengangne klubber Aporta og NASA. Enter: Skype! En dag var han dér – lige midt på min computerskærm. Den lækreste mand i hele Alanya! Kongen af volleyball, den slovenske strandløve!
Men nu var han jo pludselig påklædt … De der slidte badebukser, som var sygt lækre på surfer-måden, var afløst af et par meget stressede G-star-jeans, som efterhånden var mere hvide end lyseblå og mere hullede end FC Helsingørs forsvar, som Jon plejer at sige. Og hans overkrop var dækket af en t-shirt fra Ed Hardy, som jeg personligt synes verden er for god til – og der var ikke sparet på similistenene. Det gik pludselig også op for mig, at hans engelsk ikke var sådan vanvittigt godt (I tyrkiet havde vi ikke interesseret os for den slags banaliteter, men primært talt kærlighedens sprog), og da vi gav os til at lære hinanden at kende, dér på internettet, erfarede jeg, at hans ambition var at blive spinninginstruktør. Ikke at der ikke er respekt at hente i dét fag, men som jeg sad dér og forsøgte at finde min egen identitet som universitetsstuderende, falmede min betagelse betragteligt i takt med, at et mere helt billede formedes af min balkanesiske bedårer. Han talte om at komme på københavnsk visit, og jeg kæmpede med at foresøge at se ham for mig på de bonede gulve i det københavnske natteliv, hvor jeg dengang midt i 00’erne gjorde alt for at virke fancy’ere, end jeg var.

Så det blev med minderne! Og de er nu også gode at have.
Om en lille uge rejser jeg på ferie til Italien. Her medbringer jeg hjemmefra min egen, personlige sommerflirt, og hvis der så skulle snige sig en farvestrålende kjole eller et par sommer-wedges ned i tasken inden hjemrejsen, så finder de nok også en plads i garderoben i Køge. ?