Krapylerne overnattede hos deres farmor natten til i dag, og Jon og jeg kører til Klampenborg og henter dem kl. 9.15. Der var ingen særlig årsag til, at de ikke sov hjemme, hvilket er yderst sjældent. Så vi havde en aften i hinandens selskab uden at skulle til bryllup, fødselsdag eller overhovedet købmanden, hvis vi ikke havde lyst!

Derfor startede vi ud med at cementere vores frihed ved at sætte os i sofaen kl. 16.30 og se en gyser! Fordi vi kunne, og fordi det ikke var mørkt, så vi turde! Filmen hed i øvrigt The Conjuring og kan anbefales! Så meget, at da den var slut klokken lidt over syv, blev vi enige om at se The Conjuring 2, som faktisk (tro det, eller ej!) OGSÅ kan anbefales!

Meningen var, at vi ville spise på skaldyrsrestauranten Arken her i Køge, som skulle være et stort hit. Men de havde ikke plads til sådan to plattenslagere uden reservation. Derfor havde vi intentioner om i stedet at spankulere ned på Torvet i aftensolen – Jon i et par smarte shorts, jeg i en luftig sommerkjole og skødesløst opsat hår – med hinanden i hånden, finde et lille bord på Brasseriet Baum og muligvis nyde noget livemusik sideløbende med vores tapastallerken og den selvfølgelig altid stimulerende samtale. Det føltes næsten obligatorisk at nyde aftensolen, zoome ind på hinanden og udforske voksenlivet i den by, som nu er vores.

Meeeeen vi valgte alligevel en noget anden approach. Vi kørte ned på den lokale Wok Amok og hentede takeaway, og så strøg vi direkte hjem i sofaen og så The Conjuring 2. Og da den var slut, var vi nødt til at se noget u-uhyggeligt, så da så vi sgu lige Crazy Stupid Love også! Ryan Gosling og Jon Lange på én og samme aften! Hvabbehar!!

På mandag tager vi på campingferie i Italien, og da kommer vi til at spise ude mangen aften, så det føltes A-okay at ofre en datenight til sofaen. Jeg havde erhvervet mig lidt af en rød næse på stranden tidligere på dagen, og aftenen var enormt varm, så jeg kunne opleves i den montering, som ses på billedet herover. Købt? Ikke videre. Nice? Oh, you BET!!!!

God weekend! ?❤️