Jeg har været offline i weekenden.
Det lyder sikkert ikke specielt odiøst for de fleste af jer, der læser med her på domænet, og det burde det måske heller ikke være. Men når ens hobby og ens arbejdsliv glider sammen i så høj grad, som det er tilfældet hos mig, og begge dele foregår på internettet, så føles det faktisk som lidt af en bedrift. ?

De seneste måneder har været ret vilde i min lille “biks”.
Jeg har blandt andet lavet kampagnen for Københavns Lufthavn, som lige for tiden vises overalt i Danmark, og som jeg får så mange hilsner i forbindelse med. I, der læser med hos mig, er så søde til at sende mig små klip fra biografen eller billeder af jeres TV, når reklamen kører, og det er lige dele både syret og optur hver gang!
Desuden var min familie og jeg på roadtrip i Californien – inviteret af Visit California, hvor jeg skrev et indlæg stort set hver eneste dag. Det var skidesjovt, men i sandhed også lidt hardcore, når man tænker på, at jeg rejste med familien og to 4-årige, som ikke havde den store forståelse for, at jeg skulle arbejde undervejs.
Så har jeg også gang i mit PLAN BØRNEfonden-projekt omhandlende den kjole, Jesper Høvring har designet af stof, jeg købte med hjem fra Benin. Jeg er ved at planlægge en storslået gallaaften d. 25. august og håber sådan, at alle billetter bliver udsolgt (Jep, det var ment som en pæn hentydning! KØØØB!)!
Og så har jeg også fået en masse nye gæster på bloggen som følge af mit og Jons geniale gen-bryllup for fem uger siden. De seneste måneder har jeg haft mellem 10.000 og 120.000 unikke læsere på bloggen pr. måned, og det er virkelig mange.

På Instagram fik min VM-prank sit eget liv, dengang Danmark stadig kæmpede om trofæet i Rusland. Jeg kom på at få Jon til at give mig noget insider-viden om det danske landsholds formåen på de russiske græsplæner, og dem delte jeg med jer, der følger mig på Instagram, sådan at I ville kunne dele den viden videre med jeres kærester, og de ville tabe kæben af begejstring. Det gjorde I, og I sendte mig videoerne (De ligger stadig under ‘højdepunkter’ på min Instagram), og så sprang vores lille gimmick i luften! Jeg har modtaget reaktioner og delinger fra mange, mange forskellige mennesker – også kendisser som Rasmus Bjerg, Stephanie Surrugue, Lisbeth Østergaard og satme også selveste AC! (Altså Andreas Christensen – den fodboldspiller, som den første prank handlede om. Til de, der ikke ved det, kan jeg fortælle, at han fungerede umådeligt godt på den defensive midtbane, selvom han aldrig har spillet den position på landsholdet før), hvilket betød, at min Instagram henover den pågældende weekend fik 8.2 millioner (!!) eksponeringer! #mindblow
Det hele endte med, at jeg fik en masse nye følgere på Instagram, og vi var mange tusind kvinder, som fandt os selv med måsen i sofaen foran Danmarks VM-møde med Kroatien – selvom vi aldrig har set fodbold før. Det var sgu det, der gav mig mest optur på! At vi fik kreeret noget, som faktisk skabte en form for sammenhold!

At jeg har haft så meget vind i sejlene på den digitale front, har selvsagt føltes fanTAStisk! Og på samme tid har jeg haft en enormt stor optur kørende i privaten også. Jeg er for Gud ved hvilken gang nyforelsket i min mand, mine børn er store og meget sjovere, end de nogensinde har været før. Vi har pludselig et hus og en HAVE i lige præcis den sommer, som viser sig at være den varmeste og dejligste måske nogensinde, jeg elsker mine naboer og den stemning, der er i vores nye by, min søster skal giftes lige om lidt, og til efteråret bliver jeg moster. Jeg har næsten ikke kunne være i mig selv for begejstring – både “på jobbet” og privat. Og det er to sider af samme sag, når man lever af at skrive om de tanker, man gør sig. ?

Men jeg har dæleme også haft travlt. Jeg har gerne ville leve op til de mange besøg, jeg får på bloggen for tiden, så det har været vigtigt for mig at skrive nye indlæg stort set hver dag. Og det er heller ikke faldet mig svært, for jeg synes hele tiden, jeg har haft et eller andet, jeg har haft lyst til at dele. Desuden får jeg i hvert fald 100 privatbeskeder om dagen på Instagram, og jeg har gjort mit aller-ypperste for at svare på dem alle sammen. Og det er nok her, jeg har strukket min formåen lidt for vidt. Jeg får jo ikke svaret på alle kommentarer på bloggen eller på dem, der kommer på billederne på min Instagram, men af en eller anden grund har jeg fundet det vigtigt at svare alle de private beskeder. Måske fordi, jeg synes, der er noget endnu mere personligt over at skrive en personlig besked til folk, og det vil jeg så gerne vise, at jeg værdsætter – for DAMN, det gør jeg! Jeg værdsætter al den tid, I der læser med, vælger at bruge på at sende mig beskeder og kommentarer og i det hele taget engagere jer i det, jeg laver. Også selvom vi ikke altid er enige. Jeg kommer aldrig til at tage det som en selvfølgelig, og jeg er så taknemmelig.

I torsdags tog jeg så konsekvensen af, at jeg altså fra i dag kigger på tre ugers ferie med familien. Jeg kunne godt se, at jeg ikke ville kunne holde kadancen og få svaret alle beskeder, og det pinte mig sgu lidt. Men jeg besluttede mig så for at slå den funktion, der gør, at man kan svare på mine stories, fra. Midlertidigt – bare indtil, vi kommer hjem fra ferie i august, og børnene atter er i børnehave, og jeg atter har uforstyrret arbejdstid, som ikke stjæler fra mine ungers fritid. Og den beslutning trak noget med sig i kølvandet. Jeg kunne mærke, at jeg trængte til en lille pause. Jeg tog mig selv i konstant at tjekke min mail, min facebook, min Instagram og kommentarsporet på bloggen. Heeele tiden! Hver gang, der var en lidt kedelig pause i en TV-serie, når ungerne var optaget af leg, eller når jeg stod i kø til toilettet et eller andet sted, tog jeg mobilen op. Og jeg blev sgu lidt træt af mig selv. Det føltes ikke som et bevidst valg, men mere som et tic.
I fredags skulle vi alle sammen til Gilleleje for at besøge og overnatte hos ungernes farfar, og 10 minutter før afgang foreslog jeg Jon, at jeg blev hjemme. Jeg var træt og irriteret og trængte til ro. Han synes, det var en fin idé (jeg havde vist også været lidt gnaven den morgen …), så sådan blev det. Det var 28 grader udenfor, men jeg tilbragte hele dagen indenfor på sofaen foran HBOs TV-serie ‘The Arrangement’. (I øvrigt en perfekt serie, når man bare vil have hjernedød underholdning uden zombier og vigtige verdenskriser), og om aftenen ringede jeg efter en pizza. Jeg gik i seng ved midnat, og da jeg vågnede lørdag morgen, slettede jeg Instagram og Facebook fra min mobil. Jeg havde ikke kunne holde mine naller fra apps’ene i sofaen om fredagen, og min hjerne trængte til ro. Så jeg afskar mig selv fra muligheden.
Jon og ungerne kom hjem midt på dagen, og efter lidt frokost og LEGO-leg, smed jeg mig på sengen for at lukke øjnene i to minutter. Jeg vågnede tre-en-halv time senere, da Jon råbte, at der var aftensmad. Søndag kom til at ligne lørdag ret meget, og jeg nød, at jeg fik plads til at slappe af. Jon tog sig af ungerne – Hugo var småsløj, så der var masser af popcorn og tegnefilm på programmet, og Langehjemmet kørte generelt set i et noget lavere gear end normalt. Og da jeg vågnede i morges, følte jeg mig klar i hovedet på en dejlig og lidt anderledes måde.

I formiddags installerede jeg Instagram og Facebook igen, og ingen har savnet mig. Selvfølgelig har I ikke det, for fa’en. Den megen ekstra opmærksomhed, jeg har oplevet på det seneste, har været så fantastisk, så dejlig og så overvældende, at jeg har følt, der var en masse, jeg gerne ville leve op til. Et bestemt antal indlæg på bloggen hver uge, en bestemt grad af interaktion på Instagram – men sådan er det jo ikke. Det behøver det ikke at være. Jeg har altid følt, at jeg aldrig har delt andet end mit overskud, og sådan skal det fortsætte!

At bruge sådan en bette weekend offline har mindet mig om, hvor uvigtig, jeg er. ? Forstå mig ret – jeg prøver ikke at pille mig selv ned. Men internettet er stort, og I, der følger mig, kan snildt finde på noget andet at lave, mens jeg stener TV-serie bag nedrullede gardiner. Det vidste jeg jo godt i forvejen – men det har været fint for mig at blive mindet om, at vi også stadig er gode venner, selvom jeg ikke får svaret på alt, og at min lille forretning ikke bryder sammen, fordi jeg bruger en weekend med telefonen slukket.
Jeg er nok også blevet en smule inspireret af Emily, som har meldt ud, at hun er gået offline henover sommeren. Hun er en af mine yndlings på både blog og Instagram, og hun har blogget i nogle flere år end jeg, og jeg synes, at det er fedt, at hun lytter til sin mave og gør det, hun har brug for, selvom det sikkert også føles lidt angstprovokerende for hende. Det baner vejen og inspirerer os andre.
Jeg er ikke der lige nu, hvor jeg har lyst til at tage så langt tid væk fra mit digitale univers, men det sker måske en dag, at jeg også får brug for en pause på mere end en weekend. Og indtil da vil jeg slette mine apps i weekenden i ny og næ, så jeg kan minde min højre tommelfinger om, at der findes andre vigtige ting i livet end iPhonen. Så som åbning af is, eksempelvis. Oppustning af badevinger, plukning af blomster, plaskning i italienske swimmingpools og spisning af køgegensiske grillpølser.

Tak fordi, I er her. Jeg tager jer IKKE for givet! <3