Vi er så velsignede, at vi rejser ret tit! Og vi er så uheldige, at der stort set altid er én, der bliver syg, mens vi er afsted … ?

Værst var det, da Hugo i Sri Lanka blev indlagt med shigella dysenteri, og mildest var det, da begge unger i Mexico sidste år fik halsbetændelse. Og i går blev vi ramt igen – og atter stod Hugo for tur.

Vi ankom til den FANTASTISKE ø Burano midt på dagen, og jeg lagde mærke til, at Hux var pjevset. Det er han aldrig – heller ikke når han er syg. Han plejer at tage det som en champ, selv når han har høj feber. Det havde han imidlertid ikke, han var bare tydeligt utilpas – mere end hvad de 33+ grader kunne forklare. Det har han kun tidligere været, når han havde kvalme. Efter frokost og desværre blot en enkelt time på øen kunne vi se, at han ikke blev friskere. Derfor aflyste vi vores planlagte videre færd til Venedig og tog i stedet retur til færgelejet for at sejle hjem til campingpladsen. Og på vej mod færgen kastede han ganske rigtigt op. Og det blev han ved med resten af dagen flere gange i timen. Alt kom op. Også vand. Aaaalt! Arme mand, han var helt mast.

Om aftenen gik Jon og Berta i forlystelsesparken her på campingpladsen (hvor Jon også fik kvalme, men det var der en mere rutchebane-relateret årsag til), mens jeg blev hjemme med Hugo. Efter endnu en opkastning af hvad der virkelig var meget små slurke stuetempereret vand, satte jeg ham på to timers mavepause. Han var enormt tørstig, men jeg holdt ham hen med kølige brusebade, fodbade og tegnefilm, og da han efter en time ikke havde kastet op (det var rekord siden frokost), fik han revne æbler og små teskeer med vand. Og efter de to timer havde maven fået tilstrækkelig ro til at have genfundet balancen (Så det tip er altså hermed videregivet), og han kunne atter drikke vand i almindelige mængder.

Her til morgen var han atter komplet i hopla, og i skrivende stund er han og Berta klædeligt og travlt beskæftiget med at vaske op efter aftensmaden, som vi i aften selv har forestået og indtaget på terrassen. Og om lidt vil vi retur til Funny World og indhente det, Hugo gik glip af i går. ?

God aften, guys! Jeg håber, I nyder hedebølgen i Danmark! Jeg er liiiidt jaloux over at have misset de allervarmeste uger derhjemme, men det er ingen ringe trøst, at vejret også er kanon her. Og isene billigere! ???