Min søster, min far og jeg er fløjet fra København til Prag. Vi har spist frokost (“tre gange gullash med knödeln, tak!”), en is til dessert, og nu har vi indfundet os i vores “premium appartment”, som ikke er helt så premium, som billederne på hjemmesiden lovede, men som ligger dejligt centralt og dog har fungerende fornødenheder. Og elevator.

Nu sover mine rejsekammerater, fordi den ene er gravid, og den anden er senior, en lille eftermiddagslur, og bagefter skal vi hen og se Karlsbroen og spise en pandekage. Jeg kommer nok ikke til at tippe det helt store om seværdigheder og restauranter herfra, for vi er ikke ude på noget særligt. Vi spiser gammeldags mad på fortorvsrestauranter og is på torve, og så går vi så meget, vi gider. Og nyder solen. Og snakker.

Sidst, vi tre rejste sammen alene, var i sommeren 2002. Det var ikke længe efter, at vi var gået fra at være fire. Men nu var vi kun os tre, og det var helt forkert og meget trist. Så det var en god ferie og en dårlig ferie.

Den her ferie er anderledes. Fjerdemanden mangler stadig – det vil hun altid gøre så længe, vi lever. Men vi er ikke længere kun os tre. Vi er vokset. Vi har forelsket os og formeret os, og beviserne er tydelige både udenpå og indeni os. Især er den at spore hos min søster, der strutter som en omvendt skildpadde og skal tisse hele tiden.

Og mit hjerte ligger hjemme på køkkenbordet i Køge, som det altid gør, når jeg rejser. Som et anker, der hiver mig hjem igen, når jeg har set det, jeg ville. Så jeg kan komme hjem og høre min melodi.

Livet er noget løjerligt noget nogle gange. Men det er umuligt at benægte, at det er smukt. 💖