Det er sådan set ikke fordi, at Berta er den største vildbasse af de to poder, vi råder over i Langehjemmet, men måske er hun bare den mest klodsede. Hvilket hun i så fald stensikkert har fra mig!

For en måned siden gled hun i sofaen og bankede hovedet ned i kanten af sofabordet med et sådant eftertryk, at hun måtte en tur omkring skadestuen for at blive lappet sammen og i øvrigt lignede Brian Nielsen efter mødet med Mike Tyson i et godt stykke tid efter.

Sårene i hendes ansigt var næsten helet. Men i går eftermiddags, da jeg var i gang med nogle indledende optagelser til det der tv-program, jeg skal være med i, ringede Gitte fra børnehaven og fortalte, at Bertie altså havde haft det uheld at få en gynge i hoved med det resultat, at hun nu havde en hudafskrabning, der dækkede det meste af ansigtet, og så var hendes næse også blevet ret blå og bred …

Aldrig har jeg været så glad for at bo 20 meter fra børnehaven. I fire spring var jeg ovre ved Hindbærstuen og havde min førstefødte i armene. Hun var knust og ganske skamferet at se på, men jeg kunne heldigvis hurtigt konstatere, at næsen havde det fint, og at det primært var hudafskrabningen, der gjorde ve på den bette.

Jeg tog hende med hjem og sendte TV-holdet afsted med uforrettet sag (hvilket de tog sindssygt pænt, i øvrigt), og så faldt Berta i søvn på min mave i den blå sofa, efter at jeg havde lovet, at jeg også har prøvet det med at få en gynge i hovedet, da jeg var barn. Det er løgn, så vidt jeg husker, men det er tilsyneladende meget vigtigt for hende, at jeg har begået samme uheldigheder som hende, når hun kommer til skade, så jeg lyver gerne i solidaritet.

Efter en times lur vågnede hun og var gladere, end jeg har set hende længe. Hun bad om en is og et par afsnit af Paw Patrol, og bagefter hjalp hun mig til sin store glæde mig i køkkenet med at lave blommetrifli til om aftenen. Og nej, man kan ikke få for mange triflier om sensommeren, det kan man altså ikke.

Berta trængte helt sikkert ikke til at få en gynge i hovedet. Men hun trængte tydeligvis til en halv fridag som enebarn. Så nu har Jon og jeg aftalt at genoptage konceptet med Hugo-dag og Berta-dag, hvor de engang imellem får en fridag alene med os begge to, mens den anden er i børnehave. Jeg glemmer nogle gange, hvor fedt, de synes, det er at have begge deres forældre alene uden den anden, og det skal vi være bedre til at huske, når nu tiden tillader det hos os i ny og næ.

Bertas næse ligner sig selv igen, heldigvis, og hun er i børnehave igen i dag. Omend jeg har på fornemmeren, at hun holder sig langt væk fra gyngen …