Det er sket før, når jeg har skulle ud at rejse uden børnene. Især hvis det er en tur, der er længere end et enkelt døgn, som er den varighed mange af de presserejser, jeg er på, har.

Og nu sker det igen, og jeg har mega-dårlig samvittighed over det. Som de fleste, der er stødt på mig på nettet over den seneste uges tid må vide, så rejser jeg i morgen til Las Vegas. I 6 dage. Uden Jon og børnene. Eller – i 4 hele dage og to halve, som jeg gentager for både dem og mig selv for at få en bedre mavefornemmelse. Vi rejser torsdag kl. 15 og lander igen i Kastrup tirsdag kl. 13, så det er “kun” de mellemliggende fire dage, hvor vi ikke ser hinanden. Og i den tid har Jon både arrangeret sheltertur sammen med sine kammerater og deres børn, og de skal ind og se ‘Hakkebakkeskoven’ i et børneteater her i Køge. Og det kommer til at gå helt fint.

De sidste par dage op til afrejse, er jeg begyndt at snakke med ungerne om, at jeg skal afsted, for at forberede dem på projektet. Ligesom sidste gang, hvor jeg var væk i mere end to dage, laver jeg et skema til dem hver, som de kan krydse af hver dag, så de kan se, hvornår jeg kommer retur. Men jeg ved ikke helt, om den tidlige forberedelse måske giver lidt bagslag, for Særligt Berta savner mig lidt på forhånd. Og det er der måske endnu en grund til.

På en måde er jeg nemlig lidt ude af døren allerede, og det er det, jeg hader. Min tankekapacitet går med at lave lister over, hvad jeg skal huske at pakke, købe, ordne, arbejde færdig med, lægge frem og så videre, inden afgang. Og jeg sover dårligt om natten, dels fordi jeg glæder mig til turen og dels fordi, jeg også er lidt nervøs for, hvordan ungerne kommer til at tage afskeden. Så jeg er vranten og småsur og ikke særlig sjov meget af tiden, og det er fandme da ikke noget ved at være sammen med sådan én. Især ikke, når man er 4 år. Det kan man ikke sætte sig ind i, og det skal man heller ikke.

I nat vågnede jeg kl. 2.57, fordi Berta småklynkede fra sit værelse. Da jeg kom derind, havde hun tændt sin natlampe og var faldet i søvn igen, så jeg luntede tilbage under dynen – og der lå jeg så og gloede op i loftet, indtil kl. 5.20, hvor Hugo stod op. Helt smadret i bøtten, men ude af stand til at sove. Jeg tænkte, at jeg ville få det bedste ud af det, greb min yngste arving, og sammen gik vi ned i stuen og fik lidt one-on-one-hygge med højtlæsning i mørket og LEGO-leg i en times tid, inden vi begyndte at bage vafler til morgenmad. Så stod Berta op, og da vaflerne var færdige, var jeg vitterligt det samme, så jeg vækkede Jon og nappede en time mere under dynen (se, så kan jeg sjovt nok GODT sove! Når hele familien er vågen! Men ikke, når de sover, og tiden totalt ér til det!).

Så da jeg afleverede ungerne i morges, savnede Berta mig allerede på forhånd, fordi hun ikke havde set mig hele morgenen, og i de par minutter, hun gjorde, var jeg træt og baldret og vrissende. Og nu er børnene i børnehave, og jeg er alene hjemme med en to-do-liste på længde med min arm og en samvittighed så sort som arvesynden.

Det var lige mine 50 øre her til morgen. Måske lidt mere i det grå hjørne, end jeg plejer, men sådan nogle er der jo i alle hjem. Min plan er at få arbejdet og pakket fuldkommen færdig i dag, før jeg henter ungerne, og så spise en koffeinpille (jeg kan ikke lide kaffe), så jeg kan holde dampen oppe og bruge eftermiddagen på at være en sjov mor i stedet for at være hende karkluden. I morgen skal jeg i lufthavnen kl. 12.30, så jeg holder ungerne hjemme om formiddagen, hvor vi bager boller til ungerne i deres børnehave. Når de har dem med, er mit snedige håb, at de er mere optaget af at skulle dele ud og modtage hyldest, end de er af tanken om, at jeg efter farvel-myssene flyver ud af landet.

Jeg glæder mig til Las Vegas. Absolut. Men damn…. ❤️