Der er vist ingen tvivl om, at det er noget ganske andet at sætte sig op i en svævende konservesdåse og flyve til et andet land, end det var, før jeg fik børn. Det skyldes, at jeg er ret glad for de børn og den mand, jeg efterlader, og derfor kommer til at savne dem. Men det skyldes primært, at min fantasi er lige veludviklet nok, så min underbevidst har nogle gange lidt for mange forslag til, hvordan det kunne umuliggøres.

Nu er Hugo og Berta rundet fire-et-halvt år hver, og jeg er ikke længere i tvivl om, at Jon mestrer forælderrollen (mindst) lige så godt som jeg, så dagene, hvor jeg frygtede, at mit afkom ikke fik det rigtige at spise eller græd sig selv i søvn af savn, er forbi. At jeg er væk i to dage, er ikke noget, der generer Krapylerne. Så længe jeg kommer hjem med gaver. De har set mig smutte tit, og jeg er (7-9-13) altid vendt hjem igen.

Den primære forskel på den 48-timers Prag-tur, jeg netop har været på, i forhold til, hvis den havde fundet sted præ-poder, gik op for mig, da min far, min søster og jeg spiste tjekkisk frokost lørdag på en fortorvsrestaurant, inden vi fes ud i lufthavnen. Vi talte om, hvor dejligt det var, at vi kom hjem lørdag og ikke søndag, således at der ventede en fridag, inden man atter skulle møde på arbejde. (Altså, min søster skal. Min far er pensioneret).

Det gik op for mig, at mine rejsekammerater talte ud fra et ganske andet perspektiv end jeg. Min søster følte, at hun havde haft et par travle dage i Prag med shopping, frokosterier og masser af gåture, så det skulle blive dejligt med en søndag at slappe af på inden jobbet.

Jeg glædede mig selvsagt til gensynet med min familie og glædedes over det faktum, at jeg så frem imod en dag med Krapylerne, hvor vi kunne hygge og hænge ud, inden de mandag skal i børnehave, og jeg skal se min noget fedladne mailboks i øjnene.

Men jeg følte, at de to dage i Prag, hvor jeg udelukkende havde til opgave at holde styr på mig selv og måske lige Google Maps, ikke blev afbrudt af “Mor, jeg skal lave looort”, “Berta drilleeer” eller andre ting, forældre forventes at finde en løsning på aldeles omgående, og havde masser af tid til at hygge og sludre på voksensprog, var absolut afslappende. Jeg sov uforstyrret om natten og vågnede først, når JEG vågnede. Og selvom jeg så frem til en søndag i børnehøjde, så anså jeg det bestemt ikke som noget, der ville blive stille og roligt, men vidste godt, at nu var freden forbi, og den ville atter kræve basarm for fuld smadder, indtil jeg atter mandag sidder med næsen i skærmen, mens ungerne er i institution.

Nu er søndagen forbi. På børneplan, i hvert fald. Og jeg sidder lykkelig og smadret tilbage. Jeg har gået 14.080 skridt, hestene på Åsen har fået en gulerod (kun én), vi har spist på McDonald’s og haft gæster, og Jon ser fodbold, mens jeg har planer om at læse lidt i ALT for Damerne, når det her indlæg er udgivet.

Alt er love! ❤️