Jeg har i løbet af de seneste par uger modtaget nogle meget fælt formulerede kommentarer her på domænet. Den første af den kom ugen inden, jeg skulle til Las Vegas, og den fik mig ikke til andet end at trække på smilebåndet. Afsenderen, som kaldte sig Philine, beskyldte mig for at være en kvinde i 40’erne, der tror, hun er kendt, fordi hun har 40.000 følgere, men som i virkeligheden bare sidder og ser ‘Ex On The Beach’. Hehe … Det sidste er i hvert fald rigtigt nok! 😉

Den sidste aften, jeg havde i Las Vegas, kom der endnu en besked – den her gik dog lidt mere i maven på mig. Afsenderen kaldte sig ‘Anna’, og hun oplevede moralsk, digital opbakning fra én, der kaldte sig ‘Julia’. Kommentarerne gik på, at jeg er trucker-agtig og “så meget for meget på den ulækre måde”, fordi jeg på Instagram kan finde på at sige, at kvinder med udpræget ordenssans er kedelige i sengen. Desuden skrev ‘Anna’, at det er for vildt, at jeg aldrig savner mine børn, men kun Jon, og så kom hun med en i øvrigt ret trucker-agtig kommentar om nogle formodninger, hun gjorde sig om mit og Jons ægteskabelige samliv. Hun blev bakket op at ‘Julia’, som fandt det naturligt, at Jon har det med at kigge efter andre damer. Prik, prik, prik.

Jeg tænkte lidt for længe over de beskeder. Allerførst blev jeg slet og ret hamrende ked af det. Jeg prøver nemlig at skabe et univers herinde på bloggen, hvor der hersker god stemning. Folk er selvfølgelig forskellige, og det, jeg opfatter som interessant, er jo helt sikkert ikke interessant for alle – men så kan man jo bare klikke ind på noget andet. Internettet er stort nok, der skulle være rig mulighed for at lave noget andet, hvis man er træt af mit verdenssyn. (Hvis man ikke ved, hvad man skal lave, kan jeg anbefale at se ‘Ex on the Beach’ …)

Det kan lyde af løgn, det, der kommer nu, men det er det altså ikke:
Det var ikke kommentarerne om mit privatliv og min væremåde, der ramte mig på humøret. Jeg er næsten 37 år, jeg ved godt, hvordan jeg er.

1) Jeg ér trucker-agtig – det er en del af min humor. Jeg synes, det er sjovt, og jeg synes, det er sjovt, når andre gør det. Ikke alle deler min humor, og jeg deler ej heller humor med alle. Sådan er det jo.

2) Man kan ikke længere ramme mig med kommentarer omhandlende mine unger. Ingen andre end folk, der kender os godt, kan have et ordentligt billede af, hvordan de har det, og hvordan jeg er mor, så hvad én eller anden, der gerne vil gøre mig ked af det, synes (eller påstår at synes), rører mig heldigvis ikke. Desuden har jeg de seneste par år, i takt med at mine børn er blevet mere og mere fantastiske mennesker, opbygget en ret sund selvtillid omkring min måde at være mor på. Jeg er sgu god til det! Jeg er ikke perfekt, det var min mor heller ikke, og det er ingen andre mødre. Men jeg er god, og jeg er god NOK.

3) Jon må kigge på aaaaalle de andre damer, han vil. Guderne skal vide, at jeg kigger på masser af mænd. Jo flere damer, kan kigger på, des mere værdsætter han, hvor dårlig, jeg er til at gøre rent (hehe). Og jeg er ikke nervøs. Jeg er mange ting, men jeg er ikke nervøs for Jons og min relation.

Så det, der ramte mig i sidste ende, var ikke, at jeg blev bange for, om omverden synes, at jeg er for trucker, en dårlig mor eller har en mand, der løber om hjørner med mig. Det er, at der er nogen, der taler sådan til andre mennesker – fra skyggerne! Under dække af forskellige falske navne og e-mailadresser. At det kan være okay for nogen! Heldigvis, kan man sige, kunne jeg i backenden i min blog se, at alle beskederne fra ‘Philine’, ‘Anna’ og ‘Julia’ kommer fra den samme person. De kommer alle sammen fra samme IP-adresse, hvilket vil sige, at de er skrevet fra samme computer. Så vi har altså at gøre med en person, som ikke har nok i at ytre sin egen mening, men som også bruger tid på at få det til at se ud som om, at flere mener det samme som hun. Hun er slet og ret bare ude på at såre mig.
Tænk engang. Jeg har så svært ved at forstå, at man for det første kan blive så irriteret over noget, en anden gør, når jeg nu ikke er mere provokerende eller kontroversiel, end jeg rent faktisk er. Jeg kan faktisk godt forstå, at nogen kan blive misundelig på min tur til Las Vegas og have svært ved at forstå, hvorfor nogen har lyst til at lave et TV-program med blandt andre mig – en relativt ukendt semi-husmor fra provinsen. Jeg har også i mit liv oplevet at blive misundelig på folk på eksempelvis Instagram, og i den sammenhæng gør jeg altid det samme – trykker ‘unfollow’. Livet er for kort (og GODT!) til bevidst at lade sig gokke i nøden af noget, der gør en i dårligt humør. Jeg forstår ikke, at man bruger tid og kræfter og i sidste ende føler, at man kan tillade sig at skrive sådan til et andet menneske. Det er simpelthen ikke i orden, og det må det aldrig blive. Alle har ret til deres holdning, og hvis der er nogle, man ikke vil lege med, så skal man ikke – men man skal tale pænt til hinanden. Det er det, vi alle sammen prøver at lære vores børn, og derfor kan tonen mellem voksne mennesker på nettet nogle gange synes helt langt ude.

Det her er ikke ment som et surt opstød, for jeg er heldigvis yderst forskånet for dårlige vibrationer på nettet generelt. Og den gruppe af sure damer, jeg troede, jeg havde, er jo så blevet reduceret til én, som nu er blokeret fra at kunne kommentere her på bloggen. Så har jeg da også prøvet det.

Mest af alt vil jeg bare gerne sige TAK fordi, at I, der læser med herinde, er så skidesøde, opbakkende og GRINEREN! Det er I vitterligt, og I giver mig gode oplevelser, tanker til overvejelse, smil på læben og straigh up LOL’er hver eneste dag både her og på min Instagram. Hvis den næste internet-generation bliver som jer, skal det hele nok gå!