SÅ er Krapylerne blevet puttet, Jon er i teatret, og jeg sidder sgu i sofaen med en kop te. I en Las Vegas-kop! 😉
Jeg har meget mere travlt på jobsiden af mit liv for tiden, end jeg normalt har, og jeg elsker det altså lidt. Jeg nyder, at jeg som oftest har enormt god tid og kan være meget hjemme, men jeg ér altså også forelsket i den her side af mit bette liv, som jeg har fået lov at kalde mit “arbejde”, og det giver mig så meget energi og optur at have nogle perioder med tryk på. A bit of both is nice. En kop te i sofaen efter putning – drukket af en kop, jeg købte i Las Vegas for en uge siden. YAS!

På mandag skal jeg til Aarhus, hvor jeg om aftenen holder event sammen med NIVEA for den nye sensitiv-serie. Vi har desværre kun plads til 50 deltagere, og derfor har jeg trukket 25 vindere, som alle må tage en ven eller veninde med. Det bliver så hamrende hyggeligt, og jeg er såååå stolt og beæret over, hvor mange mails, jeg har fået fra folk, der gerne ville komme. TAK, fordi I gider bruger en mandag aften på mig! <3
De 25 vindere har her til aften alle fået direkte besked på mail.

Jeg havde glædet mig mega til at skulle opleve regnbuen på Aros på mandag, men Aros har så åbenbart lukket om mandagen. Så det må blive en anden gang, desværre. Til gengæld vil jeg meget gerne modtage tips til, hvor jeg bør spise min aarhusianske frokost på mandag?? 😀