Der er mange gode dage for tiden. Jeg tror faktisk ikke på ‘dårlige dage’ sådan overordnet set, men jeg tror helt sikkert på dårlige timer og dumme minutter. Og dem har jeg haft meget få af på det seneste.

Jeg behøver mindre søvn for tiden, jeg får mindre PMS for tiden, jeg griner mere, gider mere, gør mere, nyder ungerne endnu mere, end jeg plejer.

Måske skyldes det, at jeg bor i mit dejlige hus og i løbet af det sidste halve års tid har fået en ro i kroppen og i hjertet, som jeg faktisk ikke vidste, man kunne få, af at vi har skabt det hjem, vi har, der. Og at jeg har skabt det med ham, jeg har.

Måske skyldes det, at mine unger er nået en alder, hvor knokleopgaverne er færre, og guldstunderne flere. Vi griner SAMMEN – det er ikke kun os voksne, der griner hjerteligt af dem, fordi de er nogle små tosser, der siger sjove ting. Og måske skyldes det, at jeg er mindre bekymret og mere lettet, fordi de nu er så relativt store og så mega-søde og dejlige! (Så jeg har ikke ødelagt dem helt, selvom jeg ikke har læst alle Mor-bøgerne).

Måske er det fordi, at den uge i Las Vegas har tjent som en form for tequila-detox! Det føles som om, at jeg er blevet skyllet igennem af alkohol og narrestreger, som jeg VIRKELIG godt kan lide, for så at komme hjem til noget, jeg endnu bedre kan lide, med pudsede briller. Efter seks dage i en verden fuld af glimmer og uden ansvar.

Måske er det fordi, mit arbejdsliv er bedre end nogensinde før (ordet ‘karriere’ passer ikke på mig). Jeg har en dejligere agent, meget federe samarbejdspartnere og flere læsere end nogensinde før. Og fordi jeg holder flere events i år, end jeg før har gjort (og det bliver jeg ved med!), og fordi Insta-live findes, og I er så søde til at melde ind, hvad I tænker, føler jeg, at jeg kender jer, der læser med, bedre end nogensinde før, og det giver mig sådan en dejlig følelse i maven.

Måske skyldes det det alt sammen! I hvert fald har jeg tænkt mig at smide det hele op på kaminhylden, presse saften ud af den her følelse og lade den vare så længe, den overhovedet kan. Jeg er glad, taknemmelig, stolt, lettet – faktisk nok det, man kan kalde ‘lykkelig’, hvis ikke det var fordi, at det ord nærmest kalder på skønsang, fuglekvidder og skovdyr ved fødderne på en Disney-måde, jeg ikke heeelt kan forlige mig med.

OG så er der et lidt fint interview med mig i Feminas årlige Guld-nummer, som er på gaden i dag. Jeg elsker Femina! Og Jon og ungerne. Og jer. Og den her regnvåde torsdag. 🤩🙌🏻❤️