Hugos hoved fascinerer mig ret tit. Nogle gange skræmmer det mig også, hvis jeg skal være helt ærlig. Han har så mange store og dybe tanker, som hans absolut lige så intelligente søster ikke har – hvilket bare understreger, at ingen mennesker er ens. Heller ikke tvillinger.

I nat havde han et mareridt, der handlede om, at han druknede. Jeg vågnede ved hans gråd og lagde mig ind i hans seng, hvor vi talte lidt om drømmen og faldt i søvn sammen.

I morges fortalte han mig så, at der inde i hans tanker bor to dronninger i hver sit tankepalads (his word!). Der er den gode dronning, som hedder Mia, der bestemmer over alle de gode tanker, og så er der den onde dronning ved navn Saja, som bestemmer over alle de onde tanker. Og det er Saja, der bestemmer over mareridtene. Nogle gange kan Mia få en god idé, men så kan Saja finde på at ødelægge det hele og overtage magten. Og Saja havde også fortalt ham en historie om, at jeg flyttede fra ham, Berta og far. Da måtte jeg jo forklare ham, at Saja havde en god fantasi, for det kunne jeg aldrig finde på.

Jesus Christ! Lille gut! På den ene side synes jeg, det er lidt synd for ham, at han skal slås med så store tanker om rigtigt og forkert, som eksempelvis hans søster på ingen måde er tynget af. Og på den anden side elsker jeg hvor logisk, hans lille hjerne går til værks i jagten på at kende forskel på rigtigt og forkert, godt og ondt, som vist er et ganske hyppigt tema, når man er 4 år. Jeg gør mig altid umage for, at det ikke skal være farligt. Jeg fortæller ham, at alle mennesker har alle følelser indeni sig, og at det i sidste ende er ham, der er chefen over sine egne tanker.

Ingen morgenmaden gav han sig til at tegne de to dronninger, og bagefter havde vi en snak om, at alt kommer i par – i modsætninger. Man kan være sulten – og mæt. Man kan være glad – og sur. Og når man kan være ét, findes der altid noget, man kan gøre for at blive det andet i stedet, når man vil. (Jeg ville gerne give hal en følelse af overlegenhed overfor den onde dronning i hans tanker. Et hemmeligt våben, om man vil, han kan ty til for at sejre, når hun bestemmer for meget). Hvis man er sur, argumenterede begge unger (nu var Berta også vågnet), kan ens tvilling lave sjove ansigter, og så bliver man glad. Hvis man er våd, kan man bruge et håndklæde, og så bliver man tør. Og hvis man er sulten, kan man spise noget mad, og så bliver man mæt.

I den sammenhæng bemærkede Hugo, at den gode dronning bedst kan lide peberfrugt og sunde ting, mens den onde dronning altså foretrækker sukker …

The mind of a 4-year-old! Godt og ondt fra morgenstunden! Happy Tuesday! 😄

Til jer med børn derude – har I hørt om lignende tanker fra jeres krapyler?