… jeg er på ingen måde for gammel til at gå godt, gammeldags Bonanza over det!
Jeg glæder mig helt vildt til at fejre fødselsdag hvert år, og selvom jeg med skam at melde må indrømme, at min entusiasme er aftaget en liiiille smule, efter at jeg har fået familie, fordi jeg nu får meget mere ståpels på den gode måde over at fejre dem, så bliver det altså en usædvanligt kold dag i helvede, før jeg fylder år og “ikke helt ved, hvad jeg skal bruge dagen på …”

Jon siger, at han allerede har købt mine fødselsdagsgaver fra både sig selv og ungerne. Jeg spurgte Krapylerne, hvad han havde købt en dag, hvor han ikke var hjemme, og de svarede begge to i munden på hinanden, at “DET MÅ MAN IKKE SIGE!” Jeg stak så lidt til Hugo og fortalte ham, at der lå en KitKat ovre i køkkenskabet liiige over børnehøjde, men tilføjede, at jeg havde beføjelser til at få den formidlet ned i niveau, og her afslørede han, at Jon åbenbart ikke har involveret dem i, hvad jeg skal foræres. Måske meget klogt.

Planen for dagen (som jeg selv har lagt. Hvis man vil lave en surprise for mig, skal man virkelig stå tidligt op!) er, at jeg bliver vækket med skønsang og flag af ham jeg har valgt og dem, vi har lavet. Og så bager ungerne og jeg boller til morgenmaden, som vores naboer er inviteret over at spise sammen med os.
Herefter skal ungerne i børnehave, så Jon og jeg kan holde en fridag og tage på date! Jeg tænker at snige et karbad ind inden afgang, og så planlægger vi at smutte på Arken og se Van Gogh-udstillingen. Normalt ville jeg bruge sådan en fridag med Jon på at gå i biffen, men jeg trænger lidt til at være sammen med ham et sted, hvor man ikke bliver tysset på, når man snakker sammen. Og bagefter kvæler vi en burger på Stacy’s Diner i Køge (Danmarks bedste burgers!), inden vi henter ungerne og bruger resten af dagens lyse timer på at lave kager! (YAY!!)


Jeg har fulgt Frederikke Waerens på Instagram i flere år, og jeg bliver helt varm i kinderne, hver gang jeg ser et billede af en af hendes kager – men særligt den, der er på billedet herover. (Alle billederne i indlægget her er fra hendes Instagram, i øvrigt. Hvis man ikke følger hende, kan jeg anbefale, at man gør det her). Skummet indeni er sådan noget flødeskumsskum, og jeg kan næsten ikke være i mig selv over, hvor syg, den ser ud! Hvis tiden og interessen fra ungernes side er til det, skal den altså laves!

Om aftenen kommer min efterhånden højgravide søster og hendes mand, som netop er flyttet til Haslev lige udenfor Køge (HURRA!) , og så skal vi spise mad og kager! Jeg har ikke planlagt at invitere flere gæster, for det er måske den sidste chance, vi har for lidt tosomhed med de to, inden min lille nevø efter planen kommer til verden i starten af november! <3 Desuden er jeg i Aarhus dagen før min fødselsdag og har også planer dagen efter, så jeg vil egentlig gerne være i vores dejlige hus med folk, jeg kan lide, som eeeelsker mig! 
Til de, der spekulerer over, hvor gammel, jeg bliver, kan jeg fortælle, at jeg fylder 37! Hvilket er præcis samme alder som Beyoncé. BOOM! 😉