Jeg har været på begge sider ad midten i den her weekend, og nu, hvor det er mandag, og jeg ser tilbage på den, er det egentlig meget rart. Ikke at have været ‘nede’, men igen at blive mindet om, at der ikke er langt fra det ene til det andet.

Jon sov inde i byen fra fredag til lørdag, da han var på kursus hele lørdag, så jeg var alene med ungerne. Jeg vågnede kl. 6.10 lørdag morgen, da Hugo stod op, med en knaldende hovedpine og et træls humør. Og jeg er altså desværre ikke mere kognitivt bevidst, end at end ikke gode intentioner kunne omvende mig. Så Krapylerne var fanget i et hus med en mor, der ikke var skidesjov at være sammen med. Ja, selvfølgelig skal man tage sig sammen, men nogle gange kan det altså være svært.
Dagen gik med at holde den kørende. Vi fik købt en hækklipper hos den lokale STARK, leget lidt med LEGO og spist pandekager, men jeg var bare ikke rigtigt til stede. Jeg var træt og havde ikke overskud, og jeg havde konstant en skidedårlig samvittighed ridende lige under pandeskallen. Jeg hader, når jeg er i det humør, men det er jeg altså nogle gange, og når det sker, gør jeg mit bedste for at holde bøtte så meget som muligt og prøve at engagere ungerne i ting, der går udenom mig. Jeg overvejede også et smut i legeland, men det kunne jeg altså ikke overskue.
Om aftenen skulle Jon og jeg til middag hos min svigermor, mens min svigerfar så efter Krapylerne. Her så jeg Jon for første gang den dag og fortalte ham om mit underskud – og min dårlige samvittighed. Han kyssede mig i panden og sagde, at sådan er det for os alle sammen, og jeg er en vidunderlig mor, så jeg skulle bare bede den der dårlige samvittighed om at klappe kaje og glæde mig til i morgen. Og allerede dér kunne jeg mærke følelsen af underskud sive ned af stolen og forsvinde mellem gulvbrædderne.

Søndagen startede med, at Hugo vågnede kl. 4.10. Han kom ind til mig og lå og nynnede og spjættede med benene, mens jeg prøvede at få ham lullet i søvn igen frem til kl. 6.10. Så gav jeg op, kastede håndklædet i ringen og lod ham gå ned i stuen og se tegnefilm. Da Berta stod op en halv time senere, gik Jon med hende og lod mig sove helt til kl. 9.30.
Da jeg vågnede (og Jon gik i seng) skinnede solen fra en nærmest skyfri himmel, og jeg følte mig fuld af energi! Jeg lavede vafler til ungerne, og bagefter gik vi i gang med haven. Jeg fik (omsider!) klippet hækken, mens ungerne var selvudnævnte “havenisser”, der rev grene sammen, og bagefter plantede vi efterårsblomster i den hjemmelavede muld, vores kompostbeholder har produceret. Resten af eftermiddagen hang vi ud på den blinde vej foran vores hus sammen med naboerne og deres børn, drak rød saft og spiste hjemmelavet chokoladekage, og jeg fik den der boble af lykke i maven, da der var børn overalt, som cyklede, løb på løbehjul og legede butik på kryds og tværs, mens vi voksne så til, heppede og nød efterårssolen i ansigtet.

Sidst på eftermiddagen slog jeg en lasagne sammen, som vi tog med til Haslev, hvor min søster og hendes mand netop er flyttet ind i en gammel bondegård, som de er ved at bygge om. De havde tændt bål i haven, og her sad vi så og spise udendørs aftensmad af plastiktallerkner, inden Jon og jeg vendte retur mod Køge og biografen for at se Journal 64, og ungerne overnattede hos Fie og Hjalte.

Hverdagen går op og ned, og selvom jeg gerne vil være en superpædagogisk energibombe overfor mine børn hver evigt eneste dag, så er det sgu ikke muligt. I hvert fald ikke for mig. Jeg er heldigvis sammen med mine børn de fleste af mine vågne timer hver eneste dag, og det betyder også, at de får mig, som jeg er. Og det svinger. For mig som for de fleste andre. Heldigvis har jeg flere dage som i søndags end som den i lørdags …
Forhåbentlig får ungerne det ud af det, at de lærer, at alle har dumme dage, og derfor er det også okay, at de har det. Vi kalder det at være “skujemujet” hjemme hos os. Da jeg forleden spurgte Hugo, hvad udtrykket dækker over, sagde han, at det er når man er træt og irriteret og ikke gider de ting, man plejer. Det er sgu meget godt forklaret, synes jeg, og sådanne dage har vi alle sammen. I hvert fald hjemme hos os! 🙂