Så er vi ankommet til Zanzibar efter 6,5 timers fly, 2,5 timers layover, yderligere 7 timers fly og halvanden times køretur på en delvist asfalteret vej! Vi har alle sammen sovet omkring 4 timer i nat, og humøret har saftsuseme været godt hele vejen igennem! Det begynder virkelig at betale sig, at vi har rejst så meget og så langt med Krapylerne, som vi har, siden de kom til verden. De forstår præmissen med, at man altså måske nok keder sig lidt undervejs, men slutdestinationen er det værd.

Da vi ankom til hotellet lidt i frokosttid, hoppede begge unger i poolen, hvor de blev liggende, indtil selv deres badevinger havde rosinhud. En kæmpe-forskel på, hvordan det var at rejse med dem i Sri Lanka, da de var knap to år gamle, og det er en forandring, der både efterlader lidt tid til, at Langemanden og jeg kan chille ved poolen, og så er det bare så genialt at iagttage de to krapyler have det så grineren med hinanden. Desuden er Hugo gået var at være ret sky rent vandmæssigt til siden Mexico for halvandet år siden at være en regulær vandhund, og han har det sjovere i sådan en pool end nogen anden, jeg har mødt. Det er så nice! ❤️

Vi bor langt ude på landet, og omgivelserne er fuldkommen vanvittigt fantastiske! Sandet på stranden foran hotellet er hvidt som tænderne på en Hollywood-stjerne, og havet har samme farve som poolen. I formiddags var der lavvande, så ungerne og jeg inspicerede området, og de byggede et sandslot og pyntede det med konkylier og muslingeskaller. Da vi vågnede sidst på eftermiddagen fra vores familielur (restauranten åbner først for aftensmad kl. 19, så vi har indført tvungen ’siesta’, som fungerer upåklageligt for alle involverede aldersklasser), gik havet helt op til hotellets terrasse. Stadig lige turkis og faktisk lunere end poolen.

Jeg har reddet mig en forkølelse i flyveren, så jeg har lidt feber og pudser næse og nyser i et væk, men heldigvis skal vi ingenting. I-N-G-E-N-T-I-N-G! Vi har nogle små ønsker for turen, som inkluderer dykning (for Jons vedkommende), foodmarket, besøg i Stone Town og store skildpadder på Prison Island, men første prioritet er afslapning og hygge. Resten må komme, når og hvis rastløsheden melder sig.

Vi har pakket en masse legetøj til ungerne i deres nye rullekufferter, som jeg fandt i Greve på Facebook Market dagen før afrejse for en slik, og heldigvis har jeg husket at pakke ziplock-poser med både LEGO og LEGO Dublo, så det leger de med, når der er ventetid inden måltiderne og på hotelværelset. (Et lille tip, hvis man rejser med børn og heller ikke gider glo på skærme ved aftensmaden). 😉

Her er vidunderligt! I ordets bedste betydning! Vi har på hotellet mødt en dansk familie fra Solrød. What are the odds! I skrivende stund er Jon ved at putte ungerne, og jeg sidder på terrassen og nyder, at det er blæst op. Jeg tror, jeg går i seng om lidt, så jeg i morgen kan være helt fresh og klar på at lave … iiiiiingenting! 🙌🏻💖🌴