Der er nogle af jer, der følger med på min Instagram, der er begyndt at undres, hvilket jeg har stor forståelse for. Hvad hedder han, manden, jeg er gift med? Jon Lange eller JOHN Lange? Og hvis han hedder Jon, hvorfor Søren kalder jeg ham så John på Insta? For det gør jeg af og til. Og det hedder han ikke. John, altså. Han hedder Jon. Udtalt på pæredansk!
Jeg ved ikke, om nogen har bemærket det, men jeg kalder ham aldrig ‘John’ på en kælen måde, men derimod altid let råbende. “JOHN”! Blokbogstaver. Every time! Og lad mig hermed åbenbare hvorfor.

I sommer blev Jon og jeg jo gift igen i vores have i Køge. Vi holdt en gigantisk fest med alle de af vores venner, der var villige til at tage S-toget til endestationen, og så serverede vi mexi-mad fra en foodtruck og cocktails fra drivhuset! Vi havde bartendere på, og der blev spillet beer-pong i haven, mens Jon gav et Rasmus Seebach-nummer på terrassen, og det hele sluttede med, at en af drengene smed alt tøjet og hoppede nøgen i trampolinen midt på græsplænen. Det var verdens bedste fest!

Da festen sluttede, var der en lille, småfæl flok, som blev ved, efter at alle andrehavde kastet sombreroen i ringen. Jon og jeg var en del af den hårde kerne, men da klokken nærmede sig fem, og vi havde festet i små 12 timer, måtte også vi kapitulere. Og Jon hårdere end jeg – faktisk så hårdt, at jeg måtte lægge ham i seng i kælderetagen i stedet for at hale ham med op i soveværelset på førstesalen. De to trapper kunne lige så vel have været belagt med syle og overhældt med tjære – der var ingen måde, hvorpå det ville være menneskeligt muligt at få Jon fra A til B på det givne tidspunkt. Derfor gik jeg ud i haven for at fortælle ham, der ville blive Jons sengekammerat for natten, at han altså ikke fik hele foldud-madrassen for sig selv, men skulle dele med gommen.
I samme sekund løb en af Jons andre venner forbi os og ned i kælderen. Da jeg fulgte efter, så jeg ham siddende bøjet over min ægtemand (af både første og andet ægteskab, I might ad) og råbe den sovende mand direkte ned i masken: “JOHN! JOOOOHN! Vågn op, mand! Du kan ikke sove her, du er lige blevet GIFT! Det er din bryllupsnat, mand! JOHN! Du skal op i din egen seng!”

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at mane til besindighed. Forvissede bemeldte ungersvend om, at savnet ikke ville blive gevaldigt, og at vi jo altså havde haft en bryllupsnat før, så jeg ville nok klare mig igennem natten uden hverken gråd eller tænders gnidsel. Men han ville ikke høre tale om noget i den retning, så han fortsatte sin råben ned i hovedet på min tungt sovende mand. “JOOOOHN! JOOOHN! Du skal op i din egen seng, mand!”
Og så skete miraklet! Jon kom til sig selv – meget langsomt. Jeg kunne næsten se bevidstheden stige op fra et sted nede under hovedpuden, indtil der pludselig kom liv i læberne. Med stadig lukkede øjne brølede min ellers ret ydmyge elskede med en vildmands kraft “Det her er også min seng, mand… JEG EJER HELE HUSET!!!”

Jeg skreg af grin og fes alene op i ægtesengen med stor sindsro og tiltro til, at Jon var mand nok til at håndtere situationen tilfredsstillende. Og siden har jeg skreget “JOHN! JOOOOHN!” hver gang, han tager telefonen, når jeg ringer, eller når han er i kælderen, og jeg har brug for hjælp til at finde mine nøgler. Eller telefon. Eller andet. (Det er hyppigt forekommende).
It’s a thing now. Og jeg får et lille flashback til den dejligste fest, jeg nogensinde har været til og det faktum, at den var til ære for den kærlighed, jeg deler med verdens vigtigste menneske, nemlig John. Undskyld … Jeg mener JON!

Sådan ser man ud, når ens elskede synger Rasmus Seebach fra terrassen foran ens fælles hus iført solbriller og blomsterkranse, i øvrigt.