Der er intet politisk motiv bag den beslutning, bare bitter erfaring og et lille forsøg på ikke at forvende de unger, jeg har lavet, mere end godt er. Jeg ELSKER at lave pakkekalendre! De sidste mange år har jeg hver jul lavet pakkekalendre til veninder og familie, og nogle gange har jeg også sendt hjemmelavede julegaver og pakkekalendre til fremmede folk gennem nogle af de der fine initiativer på facebook, hvor man kan støtte folk, hvis jul er mere speget end ens egen. Så jeg havde selvsagt glædet mig til at skulle forestå pakkekalendre til både Hugo og Berta, når de engang fik en alder, som kunne forsvare den slags.

Det troede jeg, de havde sidste år. De er fra februar, så for et år siden var de ved juletid 3 år gamle – snart 4. De var helt med på, hvad julen gik ud på (eller – det er løgn. Den med Jesus har vi indtil videre sprunget over, men Julemanden og nisser var de helt på højde med) og glædede sig til risengrød, gaver, nissehuer og juletræ. Jeg lagde ud den 1. december med en julekalender til dem hver (chokolade til Hugo og vingummi til Berta), og så hang jeg hver deres julesok op i stuen, som i hele december hver morgen indeholdt en lille gave i Tiger/Søstrene Grene-genren. Et lille stykke legetøj, en Pixie-bog, nogle farvekridt, en dut med sæbebobler. Den slags.
I starten var entusiasmen stor! Ungerne syntes, det var enormt spændende om morgenen at finde frem til gaven på bunden af sokken og at pakke den ud for derefter at tage deres nyerhvervede ejendel i betragtning og brug. Men som dagene gik, begyndte de at forvirre begreberne lidt. De var helt med på, at det var Nissen, der kom med gaverne, men det var som om, at forventningen blev større end taknemmeligheden hos dem. Særligt Hugo fik en lidt ærgerlig tendens til at blive skuffet over gaverne. Han forventede, at Nissen hørte alle hans ønsker og leverede ekspres. Han ønskede sig store og meget specifikke gaver og blev meget skuffet over, at det ingenlunde var det, han fandt i sokken.
Så stemningen blev ikke hyggelig og julet, men små-sur og utaknemmelig. Og det er jo ikke meningen. Desuden synes jeg faktisk, at en gave hver evigt eneste dag i næsten en her måned er ret meget for meget til så små børn (i hvert fald mine), som hurtigt mistede overblikket, når der både var daglige pakker OG chokolade og vingummi over morgenmaden. Der gik lidt Kardashian i den, og så skulle det hele bare være større, bedre og vildere. (Igen – i hvert fald hos mine unger). Og pludselig handlede julen lidt for meget om gaver i stedet for alle de andre fine ting, den årstid også har oppe i ærmet.

Så i år gør vi noget andet. De får stadig hver deres slik-kalender, for den kan de i sandhed sætte pris på (igen – særligt Hugo), og så dropper vi de dagligt tilbagevendende kalendergaver. I stedet får de pakker i weekenden. Jeg har allerede samlet et lille lager, og der er både to små æsker med LEGO fra Brugsen og nogle portions-kager, jeg fandt på spot i Lidl, hvor der er kage-ingredienser i en kop, som man så vist bare skal tilføre vand og så smide i ovnen. (Tror jeg. Må lige have læst bagsiden inden eksekvering).

I den forbindelse har jeg tænkt mig at samle op på en sønderjysk tradition, som vi brugte i mit barndomshjem. Her havde vi ikke julesokker, men i stedet stillede man sine pusser i vinduet. Eller i hvert fald den ene pus. Og for de uindviede kan jeg berette, at “pusser” er det sønderjyske alias for det, øvrige danskere nok vil benævne “hjemmesko”. I løbet af natten kommer Julemanden så forbi og afleverer en gave i pussen – i Langehjemmet i hvert fald i weekenden. 🙂