Indlægget indeholder reklame, da vi har fået rabat på vores rejse …

Mens vi var på Zanzibar med Yaneeda i oktober, var der en pige, der skrev og bad mig forklare, hvorfor vi egentlig rejser så meget med vores unger. Altså hvorfor “spilde” sådan nogle gode rejser på to små mennesker, som alligevel ikke vil kunne huske det senere i livet, og hvorfor rejse med de begrænsninger, de uomtvisteligt giver at have så relativt små børn på slæb. Jeg synes jo, de er halvstore nu, men første gang, vi rejste til Marrakech med dem, eksempelvis, var de blot 11 måneder. Og vi har rejst siden.

Det er jo noget af det, jeg sætter allerhøjst ved at være blogger! At få spørgsmål, der sætter gang i mine eftertanker på egne tanker og får mig til at reflektere lidt ekstra. Spørgsmålet kom omtrent midt i ferien, så de følgende dage gik jeg og hygge-grundede over mine grunde. Vores grunde, men måske nok primært mine, egentlig. Det har alle dage været mig, der tager initiativ til og planlægger rejserne i Langehjemmet.

Den første og åbenlyse årsag til, at vi rejser meget med vores børn er, at vi kan. Både Jon og jeg har svingende arbejdstider og kan således rejse væk i længere tid, uden at det slider på flextidsaftalen på kontoret. Desuden har jeg de senere par år kunne tiltuske mig nogle samarbejder, som ligefrem krævede, at vi rejste ud, og det har naturligvis muliggjort det yderligere. Ingen ved, hvor længe det er tilfældet, så det føles som en sygt god idé at udnytte det så længe, det varer.

Men jeg kender faktisk flere familier, der sagtens kunne rejse i hvert fald næsten lige så ofte som vi, men som fravælger det, fordi det er for bøvlet. Og det er sgu også bøvlet Især for op til et år til halvandet siden, hvor vi skulle pakke bleer og vådservietter samt klapvogn og inden da babygrød, sutteflasker og talkum i håndbagagen. Mange af vores ferier har ikke haft særlig meget feriestemning over sig, fordi ungerne har stillet præcis samme krav, som de gjorde derhjemme, og de har været betydeligt vanskeligere at imødekomme, fordi alt ikke står, hvor det plejer, når man lige er i Sri Lanka eller Mexico. Men vi har nydt det alligevel, Jon og jeg! Særligt har vi nydt, at rammen omkring hamsterhjulet er blevet sprængt for en stund, og vi er blevet bekræftet i, at jorden stadig drejer rundt (og er skidespændende og lige udenfor vinduet), selvom vi har fået børn. Mange gange har selve ferien måske været lidt though og stressende for de voksne, men når vi så er kommet hjem igen, glemmer vi de bøvlede elkogere og udfordringerne og husker kun solnedgangene, legepladserne med solbrune unger, der vælter rundt, deres første dyp i Det Indiske Ocean og dengang de smagte krabbe for første gang.

Ungerne, for deres part, var jo indtil for nylig fløjtende ligeglade med, om vi var i New York, Playa Del Carmen eller Lalandia. Men selvom de ikke kunne sætte pris på det eksotiske ved destinationen, er der andre ting, de har nydt. Før de første, at vi har taget fri, hevet dem ud af institutionen og har tilbragt døgnet rundt alle sammen i to-tre uger tre-fire gange om året. De har også nydt at bruge en masse tid på at blive trygge i vandet i swimmingpools verden rundt. Da vi var på Zanzibar med Yaneeda i oktober, var ungerne så trygge ved poolen, at de plaskede rundt fra morgen til aften og endte med at være relativt habile præ-svømmere og dykkere.
Desuden er de blevet vant til at flyve og er blevet meget habile udi tålmodighedens kunst på den front. De ved, at en flyvetur er lang, og man skal sidde stille og roligt og må ikke spæne rundt og råbe op. Til gengæld er mor og far relativt rundhåndede i snack-afdelingen, og der er alle de tegnefilm, man overhovedet orker, så længe flyet er på vingerne.

Men det, jeg sætter mest pris på er, at nu hvor de er ved at nå en lidt mere bevidst alder, er det begyndt at blive tydeligt, at de mange møder med forskellige mennesker, der ser ud på forskellige måder og gør tingene helt forskelligt, har sat sig i vores børn. De ser verden som et stort, åbent sted, hvor man er velkommen, og de møder nye mennesker med åbne sind og nysgerrighed. Da vi var på Zanzibar, hvor alle børnene havde smukt, farverigt tøj på og boede i lerhytter, havde vi en snak om, hvad børn mon leger for nogle lege på de kantet. Ungerne var sikre på, at de var lige så vilde med at lave eliksir, som de selv er (altså at blande alt, man kan finde, der ikke er boltet fast, med vand og røre rundt i en evighed).
Jeg har en følelse af, at de leder efter ting, de har til fælles med de folk, vi besøger, i stedet for at se forskellene. Ikke en eneste gang har de faktisk kommenteret på folks hudfarve, selvom den særligt på Zanzibar adskilte sig væsentligt fra deres egen. Når vi rejser, har vi mange snakke om, hvad er der ens og forskelligt i forhold til den måde, vi gør tingene på i Danmark, og hjemme i Langehjemmet har vi et kæmpestort verdenskort, hvor vi sætter en tegnestift ind de steder, vi har besøgt sammen. Jeg føler, vores unger får en masse (synes jeg) skidegode erfaringer ind med modermælken, så at sige, fordi de oplever verden i takt med, at de begynder at stille spørgsmål ved ting. Jeg vil rigtigt gerne have, at de vokser op i en verden, de føler er god, tryg og spændende. De skal tids nok erkende, at den er andre ting også, og så tager vi den derfra.

Apropos verdens lidt mere grå side: Vi har altid samlet rigtigt meget skrald op fra stranden, når vi har rejst, ligesom vi gør, når vi går ture i skoven i Køge, og så har vi talt om, hvad forurening gør ved jorden og dens resourcer. Yaneeda, som vi har rejst med flere gange nu, har et særligt fokus her, og inden vores afrejse til Zanzibar sendte de os en kuvert med en rulle bionedbrydelige poser, som vi kunne tage med på stranden på vores ferie, hvilket vi gjorde. Et visit på et børnemuseum i San Fransisco i maj gjorde særligt Hugo meget bekymret for korallernes tilstand, så han er ikke svær at opildne til at være med til at samle op efter andre.

Yaneeda sender poser og opfordrer alle, der rejser i områder, hvor der er brug for det, til at samle affald op fra strandene, når de nu alligevel er der. Jeg talte med en dansk pige, jeg mødte på vores hotel, om det, og vi var enige om, hvor fedt, det er, at der er rejseselskaber, som gør så meget ud af at sætte fokus på de ting, man som turist kan gøre for at påvirke de steder i verden, man besøger, på en positiv måde. Yaneeda arbejder meget med princippet om, at når man rejser, skal man ikke efterlade andet end sine modtryk og ikke tage andet med end minderne (og måske et par selfies eller 80). 😉

Så svaret må være, at vi rejser med vores børn, fordi vi gerne vil have masseret ind i dem allerede før, de begynder at tage stilling selv, at verden er deres legeplads, og at alle mennesker har noget interessant, man kan lære af dem. Det kan måske virke lidt langhåret, men sådan har jeg det sgu. OG så er det fordi, vi bare enormt godt kan lide at rejse. Og til alle, der spørger, om jeg viiiirkelig mener det, når jeg siger, at Zanzibar er bedre end alle andre steder, kan jeg svare et rungende JA! Alle bør besøge Zanzibar mindst én gang i livet. Og jeg kan også på alle måder anbefale at gøre det med Yaneeda. Det er tredje gang, Yaneeda arrangerer en rejse for os, og det har været tre af de bedste rejser i mit liv. To af dem på top to, faktisk. Den til Sri Lanka må altså glide i svinget på baggrund af Hugos indlæggelse… 😉