I dag er det 17 år siden, at jeg vågnede ved en telefonopringning, der trak tæppet ud under mig for bestandigt og lod mig ligge tilbage, frysende på denne særligt kolde novembermorgen. Det tæppe havde altid varmet mig, og jeg havde regnet med, at det skulle være der mange år endnu. Jeg var vant til tæppet, regnede med det, selvom jeg nogle gange syntes, det var åndet og oldschool. Sådan er det jo med tæpper.

Men jeg elskede det tæppe meget højt, som kun børn kan elske deres tæpper. Jeg havde mange gange set for mig, hvordan lige præcis det tæppe senere skulle varme de børn, jeg endnu ikke havde fået, og selvom jeg var 20 år og lige flyttet hjemmefra, havde fuld fart på og masser af udlængsel, var der absolut intet som at fise tilbage til udgangspunktet og lade mig indhylde, trøste, opmuntre, varme og rumme af det bløde, dejlige tæppe. Og nu var det med ét uigenkaldeligt væk.

Siden har jeg selv strikket et tæppe. Det var jeg jo nødt til. Det nye tæppe er blødt og varmt og består af mange af de samme ting, som det gamle tæppe var gjort af. Jeg er faktisk meget stolt af det tæppe. Der var mange dage undervejs, hvor jeg var i tvivl om, om jeg kunne magte opgaven. Mit tæppe er hjemmelavet, men jeg har ikke strikket det alene – åh, jeg har fået stor, stor hjælp. Både fra professionelle tæppestrikkere og fra venner og familie. Nogle gange er der også sket det, at nogen har pillet ved en tråd og har trukket nogle masker op, som så har måttet strikkes om igen, og de er aldrig blevet helt som før. Men jeg har atter fået et tæppe. Stort og blødt. Så nu fryser jeg ikke længere.

Mit tæppe er unikt, og jeg er stolt af det. Det er et kludetæppe, og det er ikke færdigt, for det bliver den slags tæpper aldrig. Men det er varmt og trygt! Meget mere, end jeg havde troet noget andet tæppe kunne blive for 17 år siden, da jeg sad der i IC3-toget mod Sønderborg med intet andet end tårer og garnrester i skødet. Både resterne og tårerne er nu strikket ind i tæppet, der dufter af en blanding af morgendug, Rive Gauche fra YSL, kaninuld, et hint af cigaretrøg og kold kaffe, duften af mine forældres sengetøj, Bertas prutter, Hugos halsgrube og Jon. Og alt muligt andet, jeg endnu ikke ved hvad er.

I dag er en særlig dag. Jeg vil bruge den i sofaen, krøllet sammen under mit nye tæppe, som lige i dag føles som om, det stumper en kende – og tillade at længslen efter det gamle fylder det meste. ❤️