Mit syn på min krop og mit udseende har ændret sig, siden Instagram kom ind i billedet. Sideløbende er der så også sket det, at mit syn på min krop betyder mindre for mig, end det gjorde for 5 og 10 år siden. Så det er godt og skidt, kan man sige. Men et faktum, jeg ikke kan komme udenom er, at jeg i dag tænker markant mere over, hvordan min krop ser ud, end jeg gjorde inden Instagram.

Første gang jeg var i Tanzania, var henover min 31 års fødselsdag. Det var en presserejse med Louis Nielsen, og på min fødselsdag overraskede ham, der stod for turen mig, da han havde arrangeret, at vi blev sejlet ud til en lille, ubefolket ø for at snorkle hele dagen. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg så en muræne og spiste pommes fritter og drak cola på stranden (der sad en mand på stranden og solgte pommes fritter og iskolde colaer. Fuldkommen genialt!), og inden vi sejlede tilbage til fastlandet, bad jeg min rejsemakker om at forevige mig i strandkanten. Og jeg kan tydelig huske, hvor glad jeg var for det billede.

Det var d. 9. oktober 2012, og jeg var kun lige kommet på Instagram. Helle Thorning havde stadig ikke været til Nelson Mandela-event med Barak Obama, så ordet ’selfie’ var stadig ikke rigtigt kommet til Danmark, og det var endnu ikke mainstream at poste badetøjsbilleder af sig selv på nettet. Jeg havde endnu aldrig gjort det. Og jeg var heller ikke blogger.
Derfor var jeg heller ikke lige så vant til at se på billeder af mig selv, som jeg er i dag, hvor jeg tager selfies flere gange om ugen og ofte beder venner om at knipse mig, mens jeg spiser, er på stranden, cykler eller laver noget andet – eller måske sket intet, faktisk. Jeg syntes, at billedet var skidegodt, og jeg husker at føle en speciel glæde ved, at jeg syntes, jeg stod absolut knivskarpt dér på min 31 års fødselsdag midt i verden.

Det billede fandt jeg frem igen, da jeg for nogle uger siden var på Zanzibar med Jon og ungerne. Jon tog nemlig et billede af mig på stranden på en lille, ubeboet ø udfor Zanzibars kyst, og så kom minderne om min 31-års fødselsdag tilbage til mig. For jeg kunne ikke sådan særligt godt lide det billede, Jon tog. Jeg var ikke ærgerlig over det, men jeg syntes ikke, min krop var sådan specielt laber. Jeg så ikke skarp ud. Heller ikke grim – bare ikke sådan godt nok-agtigt. Ikke som jeg gjorde på billedet på min 31-års fødselsdag 6 år tidligere på en ø i samme land. (I bund og grund tog jeg alt for meget stilling).

Og så var det, at jeg fandt det gamle billede frem. Og opdagede, at der faktisk er uendeligt lidt forskel på de to billeder. Men hvis jeg skal vælge, synes jeg faktisk, at min krop er flottere nu. Og alligevel følte jeg mig mere laber dengang. Sådan helt umiddelbart ved synet af mit eget billede – uden at sammenligne mig med andre. For der var ikke andre – det var en øde ø. Og Instagram indeholdt flere billeder af rejsedestinationer og vejskilte end af afklædte kroppe dengang.

Jeg tror, det skyldes flere ting.
For det første at jeg følger en masse meget slanke og sportstrænede kvinder på Instagram og derfor dagligt eksponeres for og forholder mig til, hvordan deres kroppe ser ud. Bevidst eller ubevidst. Og jeg sammenligner mig med, hvordan min krop ser ud i forhold til deres. Det gjorde jeg ikke i 2012. Da var vi danskere stadig for bonerte og selvironiske til at flashe vores halvnøgne kroppe på nettet, og jeg havde derfor ikke andre at sammenligne med end modellerne i reklamerne og folk, jeg så i svømmehallen. Og da har jeg nok altid følt mere slægtskab med dem i svømmehallen end modeller, der er meget yngre end mig.
For det andet er det blevet meget mere almindeligt for mig at tage billeder og få andre til at forevige mig, hvorfor jeg konstant forholder mig til, om jeg nu ser ud på billeder, som jeg gerne vil. Eller som andre gør. For bare seks år siden tog jeg slet ikke lige så mange fotos – og da slet ikke iført badetøj. Det havde simpelthen bare ikke relevans.

Skønhedsidealet har ændret sig meget, siden jeg var i starten af 20’erne. Alt er mere ekstremt nu. Hvis jeg, dengang jeg gik i gymnasiet, mødte en fyr, der så ud, som fyrene i eksempelvis Love Island ser ud i dag (det skete dog aldrig – jeg tror ikke engang, der var fitnesscentre på Als dengang), ville jeg have syntes, at han lignede Arnold Schwarzenegger. Nu er det bare sådan, fyre ser ud.
Da jeg var i 20’erne, kendte jeg ingen, der havde silikonebryster. Det viste sig så mange år senere, at det gjorde jeg alligevel, men det var noget, man gik enormt stille med dørene med. De fleste af dem, der fik lavet kunstige bryster, var meget diskrete omkring det og gjorde alt, hvad de kunne for, at resultatet skulle blive så naturligt og usynligt som muligt. Og hår-extensions var fuldkommen umuligt at forestille sig i starten af 2000’erne. I hvert fald på Als.
I dag er det kunstige et look i sig selv. Der er ret mange piger, der går sporenstrengs efter, at det skal se kunstigt ud. Både læberne, neglene, brysterne og sågar i nogle tilfælde numsen, selvom det vist endnu ikke hører til normen i Danmark (lad os tales ved om 5-7 år …). Jeg siger ikke, at det er mit ideal, for det er det ikke, men det er et ideal. Jeg kommer nok primært til at sammenligne mig med kvinder i min egen aldersgruppe, som træner 2-3 gange om ugen og derfor ser meget mere sportstrænede ud, end jeg gør.

Jeg synes, det er lidt trist, at det er sådan. At jeg, en voksen kvinde, der svinger 3-5 kilo i vægt alt efter sæson og Nettos SPOT-vareudvalg, ligger i den absolut sunde ende af BMI-spektret, spiser varieret og får ganske fin, regelmæssig motion, pludselig i en alder af 37 år tænker mere over, hvordan hun ser ud, end hun nogensinde før har gjort. Og fra tid til anden ærgres.
Heldigvis betyder udseende mindre for mig, end det før har gjort. Mit udseende har egentlig aldrig været blandt de vigtigste prioriteter i mit liv, og det har heller aldrig været kilde til dårlige dage eller overvejelser om ændringer – men alligevel er det noget, jeg reflekterer en del mere over nu, end jeg gjorde før Instagram. Noget så hundehamrende ligegyldigt og uvæsentligt som udseendet af en krop, der i øvrigt fungerer upåklageligt. Det er da lidt kedeligt.