Jeg er sgu gal. Jeg er indebrændt og har akut provinsiel klaustrofobi! Jeg elsker at bo i Køge – blandt andet fordi, at S-toget kun tager en god halv time om at fragte mig ind til centrum af vores hovedstad, og jeg elsker de rolige aftner, fordi de nogle gange afløses af nogle med lidt mere smæk på.

I aften skulle have været en af sidstnævnte. Og jeg havde virkelig glædet mig! Det er over et halvt år siden, at jeg sidst indtog en drikkevare med procenter i det københavnske natteliv, og planen var, at jeg skulle mødes med et af de festligste mennesker, jeg kender. Vi skulle spise en svinedyr bøf hver på MASH og drikke flotte cocktails på den der bar ved siden af Det Kongelige Teater, som jeg i skrivende stund har glemt navnet på. Og på et tidspunkt ud på de små timer skulle jeg tøffe hjem til Køge med S-toget, hvor jeg ville kunne sove helt til klokken 8 (i hvert fald i teorien), hvor ansvaret for poderne atter tilfalder mig, idet Jon skal på kursus. Jeg havde fundet tøj frem! Og sko med glimmer. Jeg havde lagt planer om en modig eyeliner og en fræk læbestift. Jeg havde pudset min YSL-taske og lagt mit dankort klar.

Og så blev det hele aflyst!

DSB har nemlig annulleret alle S-toge hele weekenden! I hvert fald dem i min retning. Ikke så meget som en lillebitte advarsel har jeg fået! Men hvis jeg skal ind til København i aften, skal jeg med to regionaltoge og en bus, og køretiden vil sammenlagt blive lige omkring fire timer. Jeg ville således skulle lade mig transportere lige så længe, som det ville tage mig at komme til Sønderborg med IC3-toget. Eller til Rom med en freaking flyvemaskine! Og jeg skal altså stå børne-ret i morgen tidlig…

Så min aftale er aflyst, og jeg er godt gal i skralden over det! Jeg havde sådan glædet mig! For første gang nogensinde har jeg nedtur over at bo i Køge. I hvert fald midlertidigt nedtur. Okay, jeg har ikke nedtur over at bo i Køge, men over S-toget, i hvert fald …

BRØNNUM! Det er det, cocktailbaren hedder!! Men det kan jo være lige meget nu! 😤