Det er ingen hemmelighed, at julen er fuld af overflødige kalorier! Og det er heller ingen hemmelighed, at det er noget af det, jeg (og mange andre) elsker ved julen! I øvrigt handler det ikke om, hvad man spiser mellem jul og nytår, men om det, man spiser mellem nytår og jul, som en personlig træner engang sagde til mig. Sandt nok, men jeg sparer altså ikke på kalorierne – ej heller i december!
Jeg har faktisk TO julekalendre – en fra Carletti og en fra TOM’s! Jeg kunne ganske enkelt ikke vælge. Desuden har jeg allerede lavet risalamande tre gange i december, og vi tæller kun d. 5. Jeg er i sandhed et juledyr! Et hyggedyr! Et fejringsdyr! Især holder jeg af fejringer, der sniger sig ind i hverdagen, og det gør i særdeleshed julens. Vi trækker den i langdrag allerede fra slutningen af november med julefrokoster og nissestreger for så at kulminere d. 24. december med endnu mere konfekt, endnu mere hygge og endnu flere gaver.

Der er meget! Er der for meget? Måske. Et er sikkert, og det er, at de fleste af os både har og får mere, end vi skal bruge. Både til hverdag og til fest. Både på kalorie- og gavefronten. Sidste år, da vi fejrede jul med Jons familie, havde hans mor og søster besluttet, at de voksne ikke skulle give hinanden gaver, og jeg led i stilhed. Jeg forstår det godt, men jeg har meget svært ved at lade være. Jeg elsker at give gaver, at pakke dem pænt ind og at se dem, de er tiltænkt, åbne dem.
Men der er et sted, hvor jeg alligevel har ændret modus de seneste fire år. Siden jeg blev blogger, faktisk, for det var dengang, jeg i kraft af netop dette virke blev gjort bekendt med dette meget enkle trick. Med det her kneb kan man nemlig give en helt masse til folk, der absolut intet har, og dem, man tager det fra, kan ikke mærke det. Det må være den bedste Robin Hood-manøvre nogensinde!

Jeg vil nemlig give UNICEF ret, når de siger, at selvom julen gerne må være et slaraffenland af overflødige kalorier, så er der ét sted, hvor det simpelthen næsten bliver for meget af det gode – nemlig mandelgaven. Traditionen tro er den ofte en marcipangris her i Danmark – givetvis overtrukket med et tykt lag mørk chokolade. Og den modtager vinderen så altså til fortæring sekundet efter, at han/hun netop har spist sig igennem den julemiddag, som sidste år sendte over 100 mennesker på skadestuen i den tro, at de havde fået hjertekvababbelser, omend det skulle vise sig, at de blot havde overspist af sovs, and og sukrede kartofler. Og hvidkål. Og rødkål. Og slutteligt selvfølgelig risalamanden, og de fleste ved jo, at den, der vinder, er den, der har spist mest.
Men vinderen får altså en gave. Lige inden vi går over og danser om juletræet for derefter at pakke flere gaver op! Og lige efter, at vi har spist os en regulær pukkel til. Og den er som oftest spiselig – gaven.

Så den bedste slankekur i julen må være at skære de allermest unødvendige kalorier fra – nemlig mandelgaven! Mange af os er meget bundne til traditionen og har svært ved at forestille os en jul uden andesteg og julegaver og risalamande og nissetrappe og … og … og …! Vi har så meget og får så meget. Og et sted, hvor det er meget enkelt at rette bare en lille smule ind, uden at nogen egentlig bemærker det, er ved at købe UNICEFs mandelgave. Så slipper man i hvert fald for de kalorier, og i stedet kan man nyde den gode følelse af at have delt julens budskab udover sit eget spisebord.

Så køb årets mandelgave før din farmor!
SMS ordet ‘MANDEL’ til 1900. Så får man en SMS retur, som beder om den adresse, mandelgaven skal sendes til. Den koster 150 kr.