Nogle af jer har (forståeligt nok) spurgt, og jeg har helt bevidst ikke ville sige noget tidligere, men det er sket! Min søster har født det smukkeste drengebarn, jeg har set i 4 år og 8 måneder, og han er min nevø! Jeg har DNA-reserver blandet ind i et lillebitte menneske, selvom jeg overhovedet ikke har behøvet være gravid for det, og han ligner (for at det ikke skal være løgn) både vores mor og min søn på en gang. Og heldigvis også sine forældre. Det er fuldkommen fantastisk, og jeg har endnu ikke præsteret at være i hans selskab uden at vande bare en lille smule høns. Fie sendte her til morgen et foto af det, vi formoder udvikler sig til at blive hans første smil, og Jon og jeg returnerede fotoet ovenfor.

Jeg har ikke holdt tand for tunge med familieforøgelsen, fordi der som sådan var grund til det overhovedet. Det meste er forløbet enormt eksemplarisk, og min søster tøffer rundt i deres nye hus i Haslev og ammer og hygger fra morgen til aften. Jeg har bare gerne ville undgå at være hende der blogger-mosteren, der straks navlesnoren var klippet skreg “Må jeg skrive det på bloggen, pleeeeze??”, så jeg ville vente med at levere nyheden på bloggen, til min søster selv kom ind på det.

Så det er sandt! Han er født, og selvom man måske kunne forledes til at tro, at en så utroligt velskabt baby med vaskeægte Lei-gener kunne give mig lyst til selv at kaste mig ud i endnu et babyprojekt på egen matrikel, kan jeg blankt og meget hurtigt svare, at det bliver der satme ikke noget af! Jeg NYDER de to, jeg har (det meste af tiden), og så glæder jeg mig helt vildt til at holde jul med min søsters lille søn for første gang. Og nåh, ja, han hedder KARL! ❤️