Jeg har sovet cirka tre timer usammenhængende i nat, selvom jeg lå i min seng i 8 timer. Til gengæld stod jeg morgenglad op med Hugo kl. 5.30, da han aflyste natten – både fordi jeg var træt af at ligge og glo ud i mørket og sådan set hellere ville være med til at åbne julekalendre, men også fordi, jeg virkelig syntes, jeg skyldte på ‘god mor’-kontoen efter den her weekend. Eller det her liv, måske.

Jeg drømte i nat, at Jon ville skilles. Ikke fordi, han ikke havde lyst til at være min ægtemand mere, for i den henseende var jeg egentlig OK, men fordi jeg simpelthen var sådan en stor lort af en mor. I drømmen havde han kontaktet en advokat, fordi han ikke længere følte, at han kunne være bekendt at lade ungerne bo sammen med sådan en hysterisk kran som mig.
Jon grinede heldigvis, da jeg fortalte ham om drømmen, men han var ikke chokeret. Både fordi, han ved, at jeg har en tendens til at tæske mig selv med den tykkeste gren, jeg kan finde, over min måde at være mor på, og også fordi, han bor sammen med mig.

Jeg er et råbehoved. En brøleabe. Jeg griner højt, jeg føler tydeligt, og jeg råber, når jeg bliver sur. I hvert fald nogle gange og ofte i stimer, hvilket jo ikke nødvendigvis gør det sjovere at være underlagt min kommando. Jeg råber ikke af Jon (så tit), men jeg råber af børnene. Åh, det gør ondt i mit hjerte bare at sige det, men det gør jeg sgu. Som oftest ikke af dem enkeltvis (i hvert fald ikke Berta), men ret tit sådan en “UNGER! Vil I SÅ godt få de forpulede flyverdragter på!? Nu har jeg sagt det 8 gange, altså!! Det var dog uTROLIGT!”.
Nogle gange reagerer de med en “Ah, okay, nu går den vist ikke længere”-agtig attitude, og andre gange bliver de forskrækkede.
Især Hugo. Han er inde i en periode (vil jeg gætte på, det er) for tiden, hvor han ganske enkelt ikke hører efter. Han er ikke en røv, eller noget, han slår bare ørerne fra. Jeg tør godt sige om min dreng, at han er overordentligt kreativt begavet. Han bemærker, påtaler og værdsætter ting, momenter, syn og lyde, som folk meget ældre og visere end han (eller Berta, for den sags skyld) end ikke ser. Det har vi ret meget fællesskab ud af, Hugo og jeg, og jeg er så stolt af, at når hans følsomhed giver udslag i, at han bliver bange for et eller andet i verden (virkeligt eller ej), så er jeg den bedste til at opsnappe det, forstå det og guide ham ud af det. Han stoler på mig, og jeg har en fornemmelse af, at han fortæller mig alt, der går igennem hans hoved og hjerte.
Og den optaget-hed af omverden og tingene i den gør, at han glemmer at høre efter. Han fortalte mig forleden, at han på en gåtur med børnehaven til sidst var blevet sat til at holde en voksen i hånden i stedet for sin bedste ven, fordi de to drenge var alt for optagede af at kigge op i luften og beundre fuglene på træk (“De fløj i sådan nogle smukke buer efter hinanden, mor!”) og glemte at holde øje med trafikken.
Jeg bliver så stolt, når jeg hører sådan noget. Så fin en dreng, mand. And I get it!

Og alligevel råber jeg, så håret stritter på hovedet af mig, fordi han ikke hører efter. Eller glemmer, hvad jeg sagde for 10 sekunder siden, fordi han har fået øje på en kranbil. Eller ikke kan lade være med at hælde vand på et eller andet, fordi han vil se, hvordan det ser ud, når dråberne drypper. Jeg forstår det, ser ham og ved, at jeg er stolt af netop denne side af ham. Og alligevel brøler jeg, at NU må han sgu høre EFTER!
Og når ungerne og jeg er til børnegudstjeneste i Køge Kirke, hvor de tager mig på sengen ved at have tilrettelagt en korfremførelse af et medley af alle (fucking) julesangene fra alle julekalendrene igennem de sidste 40 år (SERIØST!), og jeg de første 10 minutter siger til mig selv, at det er fuldt forståeligt, at ungerne ikke kan sidde stille, og det må folk vel kunne forstå, begynder jeg alligevel at tage fat i armen på dem og “hviske-råbe” af dem, at nu skal de fandme sidde stille, ellers går vi hjem! Og vi ender med at tage hjem alligevel, så jeg burde bare være gået med dem i stedet for at hidse mig op.
Vi fulgtes i kirken med vores genbo og hendes jævnaldrende søn, og jeg spurgte hende, da vi kom hjem, hvor stor en lortemor, hun syntes, jeg havde været, på en skala fra 1 til 10, og hun svarede 3. Hun sagde, at hun sket ikke syntes, det var så slemt, som jeg gjorde det til, og jeg har så siden prøvet at beslutte mig for, om hun bare er flink, eller om hun måske alligevel sad for langt væk til at høre, hvor stor en lort, jeg var.

Når jeg synes, jeg kager for meget ud, siger jeg undskyld. Det har jeg læst et sted er en god idé. Bare én gang. Se ungerne i øjnene og sige, at der var man altså for sur, det ved man godt, og det beder man om undskyld for. Det tager de pænt imod, begge mine unger, og det (noget nær eneste, måske) gode ved den her redelighed er, at de også selv ikke er blege for at sige undskyld eller sige det højt, når de opdager, at de har taget fejl i en eller anden henseende. De ser det ikke som noget pinligt eller et nederlag, og det er jeg da trods alt glad for.

Jeg gad virkelig godt have min mors input i hele den her væren-mor-sag. Jeg aner ikke, om de på samme måde martrede sig selv over deres forældreskab i 80’erne, men et er sikkert, og det er, at min mor også råbte af mig og min søster. Og jeg kan sagtens huske, at det heller ikke altid var tilvalgt irettesættende, men også ofte var tydeligt, at hun bare var løbet tør for gas. Jeg har i det meste af mit liv som nogens forælder savnet at kunne få sparring og ikke mindst ros af en, der var sådan “RIGTIGT” voksen, men min mor ér her jo desværre ikke længere, og jeg har ikke rigtigt en anden voksen, som jeg har det forhold til. Jon er enormt opbakkende, men jeg føler nok lidt, at vi er lidt for meget i samme båd og på samme niveau (sådan forældre-anciennitetsmæssigt, ikke råbemæssigt. Han er meget mere chill end jeg på den måde. Og måske også lidt sjældnere alene hjemme med dem, end jeg er).

Jeg må hellere tilføje, at jeg sådan set 100% står ved, at jeg er en ret streng mor. Jeg elsker mine børn højt og har absoLUT ingen problemer ved at sige det højt og få dem til at føle det, men jeg er i høj grad en autoritet, og det er bevidst. Jeg vil have velopdragne børn, der kan finde ud af at begå sig på en måde i verden, så de møder flere smil end det modsatte, fordi jeg tror, det er sjovere for dem. De er født ind i et samfund, og det skal de finde deres plads i – med autoriteter og det hele. Og de første autoriteter, de møder, er jo altså deres far og mig, og den opgave føler jeg, jeg løser ret fint. Men man kan sagtens være en autoritet uden at råbe (hver gang) …

Det blev et langt indlæg, det her, og også en del mere “midt i følelserne”, end jeg har for vane her på bloggen. Men jeg trængte sgu til at sige det højt. Både fordi, I er flere, der skriver, at I synes, jeg er sådan en sej mor, og når man har det, som jeg har lige nu, så føles det som den styggeste løgn. Jeg har pissedårlig samvittighed og føler, at jeg er den eneste i verden, der har det sådan her, og at alle andre er meget bedre til at styre sig selv og rumme deres børn i stedet for indirekte at forvente det modsatte, som jeg føler, jeg gør med min opførsel.
Heldigvis har min IG-story allerede her til formiddag fået mine øjne til at løbe over ved bekræftelsen over, at jeg ikke er den eneste. Og det trøster mig kolossalt, selvom det jo føles lidt underligt at blive glad over, at der er en masse andre børn, der også bliver råbt af. Men vi er mange, hvor kobbertråden knækker, viser det sig, og ingen af os er stolte af det, men nogle af jer er måske bedre til at erkende og acceptere, at sådan ér det bare, end jeg er. At det er menneskeligt, og at det går nok alligevel, for gode mødre reflekterer, og min onde samvittighed er et tungt bevis for, at jeg i dén grad reflekterer, vurderer og giver mig selv karakterer.

Jeg håber lidt, at jeg ved at sige det højt, kan tegne en streg i sandet på en eller anden måde. Jeg har besluttet mig for at købe bogen ‘Hjernesmarte børn’, som skulle være god i min situation, og samtidig, så vil jeg se, om jeg mon kan lempe en lille smule for det selvpiskeri, jeg dagligt har gang i. Det gavner jo i hvert fald ikke noget.
Verdens allerstørste skidemegamange-TAK (Ja, jeg råbte der, men DET VAR MED VILJE!!) fordi, I deler! I er verdens bedste mødregruppe lige nu, og så lad os lige være kollektivt enige om, at I vores mødregruppe er det nok med shake-and-bake-kage, ikke? <3