(På TV2s hjemmeside kaldes jeg, som det ses herover, lige nu for “blogger og forretningskvinde“. Jeg har spurgt dem, om de vil ændre det til “blogger og livsnyder“, da jeg nu engang synes, det er mere retvisende). 😉

Endelig er den her! Traileren til TV2-programmet ‘Følg Mig‘, som jeg er med i! Man følger lidt på skift fem ret forskellige influenter (okay, Cana, som også medvirker, og jeg har en del til fælles) i seks afsnit af hver 13-15 minutter, og de kan ses på TV2Play. Jeg er med i tre af programmerne – heriblandt det første, som har premiere på søndag!
Åh, jeg er så spændt på, hvad I synes om det her program! De, der tror, at man kan hive Langemor ud af sin komfortzone ved at sende hende til Las Vegas for at se mandestrip med et TV-hold i ryggen tager skrækkeligt fejl. Næh, nej, det her er straks mere grænseoverskridende. 🙂

Jeg tror, det beror på, at jeg absolut ingen kontrol har haft med, hvordan det, der er blevet filmet igennem tre uger i november, er blevet formet. Det havde jeg selvfølgelig heller ikke, da jeg var med YouSee i Las Vegas, men da havde vi medvirkende på forhånd nærmest fået en drejebog over, hvad der skulle ske, hvad vi skulle se, og hvad vi skulle tale om og hvornår.
I det her program er det sgu bare mig. Mig, der spiser makrelmadder og spæner rundt i Køge med knold i nakken! Ha! Det kommer nok ikke bag på de færreste, der kender mig i forvejen. 😉

Herunder er traileren, der kun er med mig …

Og så er der jo det, at jeg aldrig har mødt halvdelen af dem, jeg deler programmet med. Og vi påvirker alle sammen det samlede program, så mit input kan hurtigt komme til at drukne i mængden. Hensigten med programmet er fra TV2s side at give folk, der synes, det kunne være interessant, lidt mere viden om, hvad det egentlig vil sige at være ‘influencer’. Det har jeg jo personligt en masse meninger om, men dem deler jeg ikke nødvendigvis med de andre, som er med i udsendelsen.

Jeg har fået lov at se det første program, som jeg selv medvirker i, og jeg er rigtigt glad for de scener, TV2 har valgt at bruge med mig, og jeg synes, programmet hænger ret fint sammen. Vi, der medvirker, er meget forskellige, hvilket jo er topfedt, da man som seer jo så får et nuanceret billede af, hvad det vil sige at være influent. (Og at det i virkeligheden nok er en ret flydende betegnelse).

Og jeg er hooked! Jeg glæder mig til at se, hvad der sker i de andre afsnit og hvordan, de andres historier udfolder sig. Jeg synes eksempelvis, ham Emil Olsen virker ret sød. Stolt af det, han har skabt på sin youtube-kanal og mere mean til flydende eyeliner, end jeg noooogensinde bliver. Og så er jeg vild med Hoffe, som jeg faktisk engang lavede en kampagne for et træningscenter med. (Jep, så har man set det med!)

Programmet hedder ‘Følg Mig’ og får premiere på TV2 Play på søndag, hvor man altså kan se første afsnit allerede fra kl. 6 om morgenen. Det tager bare 13 minutter, så det kan klares, mens ungerne ser Disney-kanalen, eller mens téen køler, og manden kører til bageren. <3

Og her er traileren med alle de andre! <3