Macao, my dear! Åh, manner, sikke en tur! Vi var undervejs i sammenlagt i omegnen af 40 timer, og vi havde så cirka 60 timer i Macao. Og sikke timer! KÆFT, det var sjovt! Og vildt, anderledes, fantastisk, underligt og grineren!
Det viser sig, at Sneglcille og jeg er ganske fabelagtige rejsekammerater. Den slags kan være svært at afgøre på forhånd – jeg rejser faktisk ikke vildt godt med mine bedste veninder, selvom jeg elsker dem højt! Og Sneglen og jeg var jo i Las Vegas sammen tidligere på året, men der havde vi et smadder-stramt program hele vejen igennem og “voksne”, der tog stilling til alt for os, så det var ikke helt til at afgøre på forhånd. Men det gik absolut fabelhaft, som man siger i Tyskland!
Man kan flyve med SAS direkte til Hongkong nu, og når man ankommer dertil, kan man tage en hurtigfærge direkte fra lufthavnen til Macao. Det tager en time, og ens bagage bliver automatisk sendt fra flyet og ned i færgens bagagerum, således at man først afhenter den i Macao. Ingen slinger i dén vals.

Vi boede på det sygeste hotel, jeg nok nogensinde har besøgt. I Macao (og sikkert også andre steder i verden?) er det åbenbart meget almindeligt, at flere hoteller slår sig sammen og deler regningen til en kæmpe-gigantisk entré og shoppingcenter og kasino i stueplan, spa i kælderen og en masse andre dikkedarer, og så har de hver sin lobby indenfor og hver sit hotel ovenpå.
På vores hotelværelser var der Hermes-produkter på badeværelset, hovedpudemenu i soveværelset og leje-film på fjernsynet! Jeg er en sucker for den slags luksus, og det var en perfekt mulighed for lige at kunne trække sig tilbage, når vi havde en lille pause i programmet.
Den første dag mødtes vi med en fyr fra turistrådet i Macau, som stod bag vores invitation. Han var 56 år og havde arbejdet på kontoret, siden han var 18, så han vidste alt og kendte alle i hele Macao. Og så var han heldigvis enormt grineren! Jeg var lidt nervøs ved sådan at skulle på guidet tour, men han var i sandhed en fornøjelse! Eksempel: En læser skrev inden afgang til mig, at ikke-asiatiske kvinder i Macao tit bliver gættet til at være prostituerede. Jeg spurgte Joao, om det var et postulat med sandhed i. Han grinede og svarede “Nej, bare rolig. Så skulle I have været kønnere!”. HA! Elsker det! Og jeg vil i øvrigt tilføje, at det på ingen måde var den opfattelse, jeg fik, selvom Sneglen og jeg i den grad pressede up, når vi gik ud om aftenen, så den fordom vil jeg gerne være den første til at mane til jorden.

Joao viste os den første dag rundt i den mere traditionelle ende af Macao. Jeg har aldrig været i Kina før, så jeg glædede mig helt vildt, og det hele levede ret godt op til forventningerne. Men samtidig tror jeg, Macao er lidt mere moderne, end der måske er andre steder i Kina.

Der var langt fra de små dimse-butikker, som jeg ellers kiggede langt efter, men til gengæld var der masser af bikse, der solgte snacks og ikke mindst mad i lange baner. Jeg fik smagt deres stegte, søde svinekød, som blev solgt på alle gadehjørner, vi fik drukket te med en dame fra Shanghai, som vores guide var meget betaget af (“Der ér bare noget over kvinder fra Shanghai!“), og jeg købte nogle ingefærsnacks med kokos og nogle kastanier med hjem til Jon og ungerne.

Vi kom også forbi det mindste, lillebitte hus, jeg nogensinde har set, som lå inde i en lille gyde. Her boede en (heldigvis også meget lille) mand, som vores guide, Joao, kendte, og han havde, som det ses, pyntet indgangen til sit hus med planter. Det var mandens opgave at tage sig af den store plads ud til Saint Paul’s ruiner, som lå lige ved siden af, og til gengæld herfor fik han lov at blive i det lille hus på måske 10 kvadratmeter, som har tilhørt hans familie i generationer.

Vi fik lov at stikke næsen ind og tage billeder. Bag den væg, der bærer et billede af hans mor, var der endnu et lille rum i cirka samme bredde, hvor jeg formoder, at han sover om natten. Pladsen var selvsagt yderst sparsom, men han boede mere centralt end de fleste af os kan drømme om, kan man sige. Joao var ret sikker på, at manden intet skøde har på det lille hus, men så længe, han holder pladsen pæn, bor han fint der. En dejlig anderledes og noget mere lavpraktisk tilgang til tingene, end vi ofte oplever herhjemme. Og alle er glade. 🙂

Plads er et issue i Macao, som ifølge Joao er det tættest beboede område i hele verden. Folks lejligheder er så små, at de bygger små gitre udenpå deres vinduer ud til gaden, som de bruger til opbevaring og derved scorer nogle ekstra kvadratmeter. Det er ulovligt, men når myndighederne påpeger det og beder dem fjerne deres “klafisken” (Det var det, min bedstefar kaldte en uelegant tilbygning), svarer de “Fint, det gør jeg, når naboen gør det”. Og det gør naboen så heller ikke. Og sådan vokser byen stille og roligt i bredden overalt. Joao syntes, det var grimt, hvor mit skandinaviske blik fandt det charmerende og anderledes.

Om aftenen hoppede Cecilie og jeg op i stiletterne, kalkede facaden, og så var vi inviteret ind for at se showet ‘Monkey King Show’. Vi vidste på forhånd, at showet ikke involverede levende dyr, men i stedet var en hyldest til en af de guder, hinduisterne tror på og ofrer til, nemlig The Monkey King, som vist nok menes at komme fra det ydre rum og siden have levet sit liv her på jorden til stor glæde for menigmand. Showet var enormt farverigt og nærmest naivistisk i sin fremstilling, og som vi også så mange andre steder i Macao brugte de rigtigt mange storstilede videoeffekter i baggrunden. Det var sjovt at se, men det var måske ikke sådan helt i vores ånd. Både Sneglen og jeg var ganske overbeviste om, at vores børn, derimod, ville have syntes særdeles godt om oplevelsen.

På andendagen havde vi en frokostaftale på The Parisien med Kate, som står for restaurantens PR. Hun var en kinesisk pige i 20’erne, der ved lejligheden forklarede os, at alle kinesiske børn ved fødslen får et kinesisk navn af deres forældre. Når de så bliver ældre, vælger de selv et amerikansk navn, som de så bruger, når de er i selskab med folk, der ikke er skidegode til kinesisk. Jeg spurgte, hvorfor forældrene ikke bare udstyrer børnene med begge navne fra starten, men det er altså ikke kotume.

Hvis I nogensinde er i Macao, skal I spise på restauranten inden i Eiffeltårnet på hotellet The Parisian! Både fordi man kan (!), fordi der er skideflot og fordi, at maden er fantastisk! Det macanesiske køkken var lidt en udfordring for mig, da det er et miks mellem portugisisk og kinesisk mad.

Det skyldes, at Macao er en tidligere portugisisk koloni, og en ægte macaneser er frugten af kærligheden mellem en portugisisk mand og en kinesisk kvinde. Eller omvendt. Og det macanesiske køkken er et forsøg på at lave mad, som man gør i Portugal, men med de fødevarer, der nu engang er forhåndværende i Kina. Se, da glider kinesisk/fransk fusionskøkken meget lettere ned for mig, og maden var så sindssygt pæn og selskabet storslået, og pludselig var eftermiddagen gået. I toppen af Eiffeltårnet. I Kina. ALTSÅ!

Lørdag aften var vi atter inviteret ud. Denne gang skulle vi ind på hotellet ‘City Of Dreams’, som lægger hus til det show, der efter sigende lige nu ligger nummer ét i hele verden, nemlig ‘The Dancing Watershow’! Det var slet og ret skideskægt! De kunne det hele og ville det hele på én gang, hvilket betød, at der både var ballet, motorcykelshow, meterhøje piratskibe, der forsvandt i en stor pool midt på gulvet og krigere, der svang sig i lianer henover hovederne på os alle sammen.
Det var mega-udansk og sindssygt underholdende, og bagefter besluttede Sneglen, at vi skulle på natklub! Jeg var sandt at sige noget mat i koderne og måske mere klar på en tur i biffen eller på at se nogle dyner, men hun var ret insisterende, og jeg kunne egentlig godt følge hendes ræsonnement.

Så vi tog på Cubic Club, der ligger på selvsamme hotel, og lige så snart, vi blev lukket ind i mørket, mærkede jeg lysten cocktails komme springende. Vi brugte de næste 2-3 timer på at suge til os af barens uhyre vellavede Watermelon Martinier og snakkede om alt det, vi endnu ikke havde luret om hinanden (jeg lover jer, der er meget, Sneglcille ikke har delt på bloggen…… ;-), og da klokken nærmede sig 2.30 blev vi enige om, at hvis der ikke skete noget vildt indenfor de næste 4 minutter, ville vi trisse hjem på hotellet.


Som om han forstod dansk, var der en kinesisk mand ved bordet foran os, som i samme sekund vendte sig om og plantede en stor flaske Perrier Jouet-champagne for snuden af os. Da vi glædeligt overraskede udbad os en forklaring, svarede han, at han havde fødselsdag, og for at gøre sig fortjent til at sidde ved de fine borde, skulle de spendere 4.000 hongkong-dollars, og så meget kunne de slet ikke drikke. Så værsgo’!

Det tog vi som et tegn fra himmerige, og kort efter befandt vi os ved et helt andet bord med en flok meget søde og charmerende kinesiske fyre, der ikke talte et ord engelsk. Den lille detalje løste vi ved at skrive sammen på Google Translate, hvilket var ret grineren. Den ene gut blev dog lidt overmodig til sidst, og da jeg fortalte ham om mit danske ægteskab, gjorde han sig et par forhåbninger om, at vi kunne være fælles om synden, da han også var gift til anden side. Så vores korte bekendtskab endte med disse beskeder, og så susede Cecilie og jeg videre.

Herefter løb vi på et bord fyldt med canadiske mænd, som mest af alt lignede et boyband, men efter eget udsagn alle sammen var læger … Vi var (heller ikke) helt sandfærdige omkring vores beskæftigelse (og alder) … Ha! Det blev den sjoveste bytur, jeg har haft i årevis, og således sejlede Cille og jeg standervisne hjem klokken syv søndag morgen og vågnede op til buldrende tømmermænd og en skridttæller, der allerede fra morgenstunden stod på 6.500 skridt!Macao var enormt fedt! Et superskægt sammensurium af lys, farver, kæmpestore springvand og kasinoer på den ene side – og kultur, hengemte skatte, sjov mad og virkeligt søde og venlige mennesker over hele linjen. Alle fra folk på gaden til hotelpersonalet har været helt tosset søde og imødekommende, og selvom vi var undervejs i latterligt mange timer og kun i Macao i sammenlignet relativt få, kom jeg hjem og følte mig fuld af energi. Det var på ingen måde en hård rejse, men et skidesjovt mellemrum i en december måned, som ellers normalt ser helt anderledes ud hos mig. 🙂