Jeg medvirker i denne uge i et interview i ALT for Damerne omhandlende deres januartema #søstersind. Tanken fra redaktionens side er, at vi kvinder er for ringe til at rose hinanden og for gode til at hakke. Både på os selv og hinanden. Så derfor lægger de i hele januar op til, at vi kvinder bliver bedre til at bakke hinanden op, rose os selv og hinanden i stedet for at sammenligne og dele hashtagget #søstersind.
Let’s be honest – uanset hvor dybfølt, ALT for Damernes intention er, handler det jo også om at sælge dameblade. Og jo flere kvinder, de kan få til at dele billeder af deres forsider eller bruge hashtagget #søstersind på Instagram, des flere er tilbøjelige til at købe magasinet, og des flere forholder sig givetvis positivt til ALT for Damerne. Men hvad gør det, hvis der samtidig spredes en god stemning blandt landets søstre? Det gør vel heller ikke noget, at folk klapper af virksomheder, der donerer millioner til kræftforskning eller ulandshjælp – pengene er jo stadig godt givet ud. Det er vel det, man kalder en win/win-situation, ikke?

Jeg er all for #søstersind. Men jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg går og savner. Jeg synes sgu altid, at jeg grundlæggende har været god til at bakke andre kvinder op, og andre kvinder har gjort det samme for mig. Ikke alle kvinder, forstås. Man kan ikke elske alle og vice versa, og jeg bliver også misundelig engang imellem, det tror jeg nu er menneskeligt – ikke blot en kvindelig betingning. Men jeg bliver det mindre og mindre, som årene går.

Jeg startede i 2006 LADY-LOGEN, som var et socialt netværk i København for kvinder. Jeg arrangerede middage og festaftner den første lørdag i hver måned, hvor de 30 første tilmeldte af de i alt 55 kvinder i logen kunne deltage, og ligeledes afholdte jeg hvert år en julefest og en sommerfest, hvor de 2.000, der var tilmeldt via facebook på Level 2 kunne deltage.  Sloganet var ‘Væk med katteklør og frem med highfives‘, og sådan var det. Der var så sindssygt god stemning på de aftner, og LADY-LOGEN kørte indtil, at jeg var seks måneder henne i min graviditet med Krapylerne – og da de var født, startede jeg ikke op igen. Mange af kvinderne i logen havde også stiftet familie, og man havde ikke længere tid til at feste igennem en lørdag hver måned, som vi havde gjort det i syv år i træk.
Det var en fantastisk tid. Vi dressede op for hinanden – ikke for hverken mænd eller internettet. Instagram fandtes ikke dengang, (det gik op for mig i weekenden, at det i lørdags var 6 år siden, jeg kom på IG. Og det første år delte jeg kun 5 billeder. Så selvom det føles som om, det har eksisteret altid, er det altså ikke tilfældet), og mændene brugte vi så meget tid på alle andre dage. Denne aften hver måned var vi til for hinanden og for den unikke stemning, der er, når så mange kvinder er sammen og vil hinanden det godt på én gang.
Måske er det den følelse af samhørighed, jeg har taget med mig videre ud i livet efter LADY-LOGEN. Jeg går som udgangspunkt altid ud fra, at andre damer vil mig det godt – og jeg vil som udgangspunkt også andre damer det vel. Hvorfor skulle jeg ikke ville det? Hvis en kvinde tjener flere penge end mig, bliver jeg ikke rigere af at hade hende. Hvis en anden dame ser skidegodt ud i en badedragt, bliver jeg ikke mere tiltrækkende af at ønske hende vand i kroppen eller parkeringsbøder. Men følelsen af afstand mellem os kan tværtimod mindskes betragteligt, hvis jeg komplimenterer hende og badedragten. Og pludselig føles hun ikke længere farlig – det er faktisk nærmest magi.

Jeg kan godt blive ærgerlig over, at vi kvinder (tit) får skudt i skoene, at vi er nogle strigler overfor hinanden, for det er altså ikke min oplevelse af os. Der er så enormt meget god karma i mit kommentarfelt og på min Instagram evigt og altid, og det ville der ikke være, hvis kvinder overvejende var røvhuller. Selvfølgelig svinger vi ikke lige godt med hinanden alle sammen, og jeg kender meget få kvinder, der aldrig over et glas rødvin har sagt et ondt ord om en anden kvinde. Men det er altså ikke noget, kvinderne har patent på – sådan er mændene sgu også. Vi kan jo ikke gå rundt og være i zen og overskud hele tiden, og pendulet har det også med at svinge tilbage igen ret hurtigt for de fleste, vil jeg mene.

Jeg synes, ALT for Damernes artikel, hvor jeg fik muligheden for at diskutere med Ida Rud og Katrine Gisiger, er blevet helt god. Vi er i sandhed tre meget forskellige kvinder, og det var ikke fordi, vi var rørende enige i alting. Eller særligt meget, sådan set. Stemningen osede ikke af #søstersind igennem interviewet, må jeg nok indrømme, hvis sandheden skal på bordet. Men man behøver heldigvis heller ikke være enig for at gøre plads. Plads er noget af det, der altid vil være masser af her i verden. Måske ikke til plastik og andelsboliger, men i hvert fald til holdninger. Og jo mere, vi giver, des mere får vi. Ligesom med kærlighed. So let’s spread that shit like confetti! <3