Jeg var så heldig at få en nogle fine kommentarer til det her indlæg. Én kommentar var af en lidt anden skuffe, og den har jeg fået lyst til lige at samle op her i sit eget indlæg. For jeg kender godt den følelse, Malene beskriver. Jeg har haft de samme tanker, og de kan stadig finde mig engang imellem.

Malene skrev:
I perioder, hvor jeg har det godt tænker jeg tit for mig selv eller har lyst til at poste noget alla “Har det bedre end nogensinde”. Og så tænker jeg bagefter på, at jeg for cirka 15 år siden mistede min mor, og jeg kan ALDRIG sige, at jeg har det bedre end før jeg mistede min mor – og så har jeg gået og haft dårlig samvittighed over, at jeg overhovedet kan tænke det.
Så når man taler i absolutter er det måske ikke kun i sammenligning med andre, men også i sammenligning med mig selv – og det giver jo ingen mening at sammenligne mit teenage-jeg med min mor – med mit (halv)voksne jeg, der stadig savner min mor – så det vil jeg stoppe med og i stedet bare være glad for, at jeg er glad. Uden at sætte værdi på min glæde i forhold til andre perioder i mit liv.

Det er 17 år siden, at jeg mistede min mor, og der går ikke en dag, hvor det faktum ikke på en eller anden måde rører ved mig. Nogle dage (især omkring årsdagen for hendes død) overvældes jeg af det meningsløse i, at sådan noget sker. Nogle dage fylder frygten for, at det samme kunne ske for mig, for meget, og andre dage savner jeg hende bare. Og det sidste sker på en ny måde efter, at jeg selv har fået børn. Jeg ville så gerne have hende her som mormor for mine unger og som en erfaren dame at gå til for mig i det her voksne liv. Og jeg ville så gerne have, at hun skulle se, hvor meget jeg minder om hende, nu hvor jeg er blevet voksen. Vi ville have haft så meget til fælles nu, og det er vi blevet snydt for.

I årene efter, at hun var død, rev jeg udtrykket “Det glæder jeg mig til” ud af min ordbog. Det højeste, jeg kunne svinge mig op til, var et “Det ser jeg frem til”. Et noget oldschool udtryk, måske, men jeg følte, at det var vanærende overfor min døde mor, hvis jeg sådan gik og glædede mig, mens hun var død. Jeg fik dårlig samvittighed og blev ked af det, når jeg havde været for glad. Jeg følte, at det kunne tolkes som et udtryk for, at jeg nu var ligeglad.
I årene efter, at min mor døde, ventede jeg på den ene side uafladeligt på, at tiden skulle gå, så jeg kunne få det bedre. Så det blødende sår kunne lappe sig bare en smule sammen, og så jeg kunne trække vejret helt ned i lungerne uden at græde. Og på den anden side var tiden min værste fjende. For med hver dag var det en dag længere siden, jeg sidst havde set hende. Hendes tofarvede sjal fra RedGreen duftede mindre og mindre af hende, og bevoksningen på hendes gravsted blev højere og højere. Jeg var så bange for at glemme hende. Ikke det hele, men bare lidt. For kilden var jo tør.

Efter at min mor døde, blev min far gift igen med hende, der nu er mine børns bedstemor. Hun har en datter, som jeg har kendt næsten hele mit liv (Als er ikke så stor), og hun er nu min Pap. Og vi har siden dengang holdt jul sammen hvert år – bare min søster, min far, min fars hustru og min Pap og jeg. Og det har været SÅ hyggeligt! Det første år, vi gjorde det, blev jeg afbrudt i hyggen af en grum følelse af at svigte min mor. Og så endda i julen. Jeg hyggede mig på den mest familieagtige dag på hele året med det, jeg havde fået i stedet for hende.
Året efter var der gået et par år, siden hun døde. Jeg havde gået til en masse psykolog og skrevet enormt mange dagbøger. Det første år efter min mors død, drak jeg ikke, og jeg gjorde intet for at bedøve mine følelser. Jeg F-Ø-L-T-E. Jeg havde brug for at mærke det hele. Det var på en måde min afsked med min mor.
En noget flippet psykoterapeut, jeg gik til på et tidspunkt, sagde til mig, at når såret engang var helet og blevet til et ar, ville jeg kunne se diamanter i vejkanten, som andre ikke ville få øje på. Den sorg, jeg havde gennemlevet, og den måde, jeg bearbejdet den på, ville give mig evnen til at få mere ud af livet. På dét plan, i hvert fald.
Og det synes jeg er rigtigt. Jeg ser livet og verden på en anden måde, efter at min mor er død, og den måde kan jeg godt lide. De første år, efter at den sandhed gik op for mig, var jeg altid meget hurtig til i hovedet at følge det faktum op med et “Men jeg ville selvfølgelig hellere bytte og have, at min mor var her!”

Sådan siger jeg ikke længere, for det nytter ikke noget.
Livet er, som det er, og jeg kan ikke ændre det faktum, at min mor mangler. Og der er absolut ingen-som-helst grund til at gå rundt og lege dårlig-samvittigheds-ludo for gang på gang at slå mig selv hjem. Ingen vinder. Min mor mangler, og det vil hun altid gøre. Og at hendes død har gjort, at vejkanten er begyndt at diske op med diamanter, betragter jeg som hendes afskedsgave til mig. Og den skal hyldes, nydes og frem i lyset!
Min mor ville selvfølgelig ønske, at jeg glædes og glæder mig så tit som muligt, og hun ville ønske, jeg havde det bedre end nogensinde før hver eneste dag. Også selvom hun ikke er her. Jeg føler, jeg ærer hendes minde ved at bruge så mange af mine sanser til at nyde livet med som muligt. At jeg bruger den lærdom, livet har givet mig til gengæld for hendes død. Jeg siger dermed ikke, at det er et fair eller et ønskeligt bytte, men vi er desværre ikke i en position, hvor vi kan argumentere med døden, vi må bare acceptere. Og hvis vi gør det med ludende skuldrer, vinder døden jo flere sejre, end den behøver. Vi skal sørge igennem, og bagefter skal vi leve igennem. Og hvis vi kan, skal vi leve endnu mere – ikke mindre.
At vi lever godt nu, betyder ikke, at vi ikke savner. Det betyder, at vi lever livet fuldt ud. Måske fordi vi ved, at det ikke varer evigt.

Og indtil vi dør, da lever vi. <3