Der er en tendens til en lidt ærgerlig udvikling af sproget for tiden, synes jeg. Ja, der er sikkert mange. Vi bruger alt for mange engelske ord, eksempelvis, og bandeord er nærmest ikke bandeord længere. Men det er altså ikke det, jeg har til hensigt at drage nogen til ansvar for i dag – hvilket også ville tendensere til hykleri, i og med at jeg selv er ganske slem på begge fronter. Jeg er sådan set heller ikke ude på at trække nogen gennem sølet, blot dele en iagttagelse, jeg har gjort mig i verden – og primært på den digitale del af denne verden. Og i særdeleshed på det sociale medie, Instagram.

Vi taler alt for meget i absolutter. Jeg siger ikke, vi gør det hele tiden (høhø), men det sker for ofte. Synes jeg. Jeg lagde særligt mærke til det, da en pige, jeg følger på Instagram, for nogle uger siden ville fremhæve en kammerat. Hun delte et billede af kammeraten og ledsagede det med en beskrivelse af alle hans udmærkelser på succes-barometeret. Denne mand er efter sigende det mest hårdarbejdende menneske, denne kvinde nogensinde har mødt. Han har en viljestyrke som ingen anden, og når han sætter sig noget for, gennemfører han det altid.
Jeg kan huske, at jeg læste teksten og tænkte “Den køber jeg sgu ikke …” Altså, jeg er helt med på, at den omtalte mand sikkert både er hårdtarbejdende, beslutsom og stædig, men ér han vitterligt den allermest viljestærke mand i hele verden? Eller som minimum – i denne kvindes verden? Ever?
Måske er det fordi, at der med Internettet (og igen i særdeleshed Instagrams) evige søgen efter perfektion er fulgt et behov for at fremhæve hinandens (og egne) meritter – og et behov for at sammenligne. Jeg synes i hvert fald tit, det handler om, at vi skal fremhæve hinanden for det, vi er dygtige til. Og så er det åbenbart ikke længere nok at skrive “Jeg ser op til ham for hans viljestyrke”. Nej, han skal fremhæves som det allermest viljestærke menneske NOGENSINDE!

Og så knækker filmen for mig. Min fantasi tager over.
Ligesom da jeg her til formiddag så en reklame for alarmsystemer på Instagram, hvor en kendt influencer ytrer, at det at opleve at komme hjem til et hus, hvor der har været indbrud er “noget af det allerværste, man kan komme ud for”. Straks begynder min hjerne at præsentere alternative oplevelser, som er meget værre. Den tænker “Ahh… Hvad med kræft? Død i nærmeste familie? Voldtægt? Krig?”

Det med altid at skride til absolutter virker efter min mening som doven sprogbrug. Blandet med et (måske ubevist) behov til at overdrive for at fremme forståelsen. Og for at sammenligne. Jeg ville synes, det var meget mere vedkommende og troværdigt, hvis eksempelvis kvinden med den imponerende kammerat havde skrevet “Jeg er så imponeret over hans evne til at nå i mål med sine projekter”. Altså omtale sin kammerat positivt uden samtidig at sammenligne ham med resten af verden. For han er ikke nødvendigvis bedre, sejere og mere viljestærk end alle andre, og det er i øvrigt også hamrende ligegyldigt at drage den sammenligning. Det gør ham hverken mere eller mindre viljestærk, og det har ingen betydning for, om han når sine mål, hvorvidt naboen er mere eller mindre viljestærk, end den omtalte mand er.
Jeg synes, det er synd, at vi har (fået) en tendens til ikke at kunne rose uden samtidig at skulle sammenligne den, vi roser, med andre. Ikke navngivne andre, men alligevel. Vi sammenligner os for meget. Både os selv og andre. Og vi værdilægger for tit. Måler os selv og hinanden op imod hinanden og sammenligner os med hinanden, og det er ærgerligt. Alt skulle jo så nødigt blive en konkurrence.

Og det er jo så det samme i den anden ende. Ting bliver tit “det VÆRSTE, der kan ske”. Og når folk bruger den formulering i en story på Instagram om eksempelvis lange køer på motorvejen, at købe ind med småbørn midt i ulvetimen eller, ja, sågar indbrud i et hjem, så tænker jeg “Så har du knagme levet et velsignet liv, min pige”. Hvis det værste, man overhovedet har fantasi til at forestille sig, er en hysterisk 3-årig, der flipper skråt over ikke at måtte spise Kinder-æg til aftensmad og bruge havregrynene som konfetti, så forstår jeg godt, man er træt (Oh, I do!), men så har man saftsuseme levet hele sit liv på solsiden. 😉
Og det har de færreste af os jo. Vi overdriver bare for at fremme forståelsen og for hurtigt at nå vores pointe. Jeg har bare ikke kunne lade være med at studse over den her tendens, fordi jeg synes, den fylder ret meget på Instagram, hvor jeg (indrømmet) bevæger mig en del de fleste dage. Det er jo klart, at alle mænd ikke er #verdensbedstefar, selvom vi, der har lavet børn med dem, synes det. Det vigtigste er jo også, at vi (og børnene, forstås) føler det på den måde. Og alligevel synes jeg, at det er lidt ærgerligt, at vi altid skal sammenligne med andre for at fremhæve det, vi gerne vil.

Det var fredagstankerne fra mig! Jeg håber, at I, der stadig er med her nederst i indlægget, får verdens BEDSTE fredag! Eller – i hvert fald en superdejlig én. 😉