Der findes efter min mening to slags dårlige dage. Den slags, der skal repareres, og den slags, der ikke skal.
Nogle gange er man i dårligt humør, og det skal man have lov til. Hvis man ikke føler alle sine følelser, men i stedet undertrykker dem, fornægter dem eller drikker sig stiv og tager i Tivoli hver gang, man har nedtur på, pibler naturen i nedturen bare frem senere, og så kan man ikke nødvendigvis genkende den. Og det er noget rod.
Derfor skal man føle alle sine følelser.

Men der er forskel, og man kan tit mærke den. Nogle dage er man ude at balance, i dårligt humør og har mest lyst til det, Paprika Steen i ‘Den Eneste Ene’ kalder “hyggesørge” og bruge dagen på at forkæle sig selv med grillmad eller sushi, eller hvad man nu er til. Og det skal man gøre, det er vigtigt. Måske er der tale om en sorg eller nogle dårlige følelser, der skyldes noget, som er sket, og de skal bearbejdes.

Men der er også de andre dage. Dem, hvor man vågner og er vranten. Irriteret på kaffemaskinen, vrissen og ugidelig. Mere eller mindre bevidst misforstår andres intentioner og i det hele taget har de mørke briller på. Og de kan fikses!
Jeg havde sådan en i sidste uge. Jeg havde dagen forinden mistet overblikket i en situation med børnene og havde råbt, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. Så jeg var egentlig berettiget træt af mig selv, men det var jo ubrugeligt at blive ved med at være, når først erkendelsen af egen fiasko er erkendt og bearbejdet. For det underskud ville ikke bringe mig i overskud overfor Krapylerne, og enhver forælder ved, at overskud er nøglen til at komme vel igennem ulvetimen (hvem er det egentlig, der mener, at det begreb er i éntal?), når man er alene med sine børn.
Så jeg gjorde det, jeg gør, når jeg gerne vil vende skuden. Det kan måske virke lidt langhåret, og det er naturligvis ingen universalløsning, men det virker for mig. Nogle gange. 🙂

Det handler for mig om at hive mig selv op af det hul, jeg er havnet i (som tit befinder sig på bunden af min egen navle), og reetablere min kontakt til verden. Det er sværere at være gal på den, når man føler sig forbundet med den.

  1. Smile til folk i S-toget. Man behøver ikke nødvendigvis gå full Pjerrot, men bare øjenkontakt og et lille træk i den ene mundvig. De fleste smiler tilbage, og så føler man sig ikke helt så ensom inde i sit eget hoved.
  2. Lave en liste i hovedet med gode ting, man kommer forbi. Jeg cykler gerne fra Dybbølsbro til kontoret på Værnedamsvej, og på køreturen plejer jeg at liste de fine ting op, jeg kommer forbi, og bevidst registrere dem.
    Solen skinner. Det er mindre koldt end i går. Den facade er så fin! Der var en fyr, der kiggede efter mig dér. De blomster er flotte. Der står to mennesker og griner sammen. Sådan nogle ting.
  3. Give en anden et kompliment. Enten en, man kender, eller en, man ser på gaden. Jeg så eksempelvis en pige med den fineste og mest symmetriske eyeliner, jeg længe har set, i S-toget i morges. Jeg komplimenterede hende så til gengæld ikke, for grunden til, at jeg virkelig kunne sætte pris på hendes øjenlågs udsmykning var, at hun sov. Men verden vrimler med vågner mennesker, der elsker anerkendelse og komplimenter, og når man deler ud af dem, bliver man uden undtagelse altid i bedre humør. For når man kan give glæde, har man den også.

Så altså – der er ingen garantier, og der er næsten ikke noget, der virker hver gang (eller burde. Bortset fra måske pletfjerner), men det virker lidt næsten hver gang. Og så er man jo på vej. 🙂