(Billedet er fra vores genbryllups-fest, hvor Jon sang en Rasmus Seebach-ørehænger for mig fra terrassen. Siden den fest har huset i Køge sådan rigtigt føltes som vores).

Min familie og jeg starter for første gang i vores liv året ud et sted, hvor vi kan bo altid, og det er en vildt dejlig følelse. Især fordi, vi tilbragte nytårsaften og første del af nytårsdag ud sammen med en stor klump af vores fælles venner.
I princippet er det jo ikke helt rigtigt – i princippet kunne vi vel også være blevet ved med at bo til leje i en lejlighed på Nørreport Station i København, men vi har altid vidst, at vi gerne ville have et hus. Eller det er heller ikke helt rigtigt – jeg har altid vidst det. Jon var mere tvivlende. Men for nogle år siden malede jeg det lidt hårdt op for ham: Jeg skal prøve at bo i et hus. Jeg er vokset op i et hus og har aldrig følt mig helt hjemme i nogen af de lejligheder, jeg har boet i, selvom jeg har nydt den tid i mit liv – særligt den lille lejlighed, jeg ejede på Nørrebro i otte år af mine tyvere. Men jeg er altså opvokset i et hus, og for mig er hjem et hus. Jeg sagde til Jon, at jeg sagtens kunne vente nogle år. Hvis bare han ville love en dag at flytte i et hus sammen med mig og børnene og virkelig give det et forsøg, så skulle jeg nok flytte med ham fra det hus igen og tilbage til en lejlighed i København, hvis det virkelig ikke var ham. Han er selvfølgelig vigtigere end huset, men vi var altså nødt til at prøve.

Som årene gik, og Krapylerne blev større, blev afstanden mellem mit drømmescenarie og hans dog mindre og mindre. Den kolonihave, vi købte i Skovlunde, som havde til hensigt at udsætte mit behov for græsplæne og egen postkasse, havde faktisk den modsatte effekt på Jon. Han så Hugo og Bertas store glæde ved at have plads at lege på udendørs, og han nød at kunne valse omkring i sin have og spise bøffer på terrassen. Og så opdagede vi huset i Køge, som virkede perfekt for os. Med børn og søde naboer at dele den blinde vej med og masser af plads til både solskin og bøffer på terrassen. Og sådan blev det så. Og her har vi således slået vores folder siden februar sidste år.

Det føles så godt, rigtigt og solidt. Vi har hjemme her, og herfra går vores verden så. Den første halvdel af 2019 kommer Jon til at tilbringe langt størstedelen af sit liv med at spille teater, men når han er færdig med det, vender han skuden og styrer hjem til os igen. Hvis jeg kender den ret, kommer vinteren til at blive koldere og mere tænderskærende, end den har været endnu, før det vender, og når det gør, kommer jeg til at spæne rundt i skoven og glo på anemoner og instagramme egern. Og vi kommer til at grille bøffer, pølser og auberginer (det smager enormt godt i tacos) til den store guldmedalje hele vejen igennem, for vi har nemlig gasgrill, så det kan man sagtens. 😉

Vi er rigtigt godt på plads i huset. Der skulle sådan set ikke laves noget, da det var fuldkommen nyistandsat, da vi købte det, men vi er nogle slow movers, når det kommer til indretning, Jon og jeg. Vi har i det år, der næsten er gået, konstant talt om at male nogle af alle de hvide vægge, men vi tør ikke rigtigt. Men vi er godt tilpas her. Vi har det rigtige spisebord, den rigtige sofa og sådan noget. De store linier er i orden og som vi gerne vil have dem. Og så videreudvikler vi. Jons hidtidige man-cave er langsomt ved at blive omdannet til et legeværelse til børnene, og jeg har stadig tanker om at tapetsere badeværelset på førstesalen.

Og så har vi fået ny vaskemaskine og tørretumbler. Dem, der fulgte med huset, var vi ikke helt så glade for, da vi gerne ville have noget i en bedre energiklasse, og som kan vaske mere “intelligent”, om man vil. For det kan man sgu nu. Vi har i forbindelse med det her samarbejde modtaget en BOSCH vaskemaskine til test i forbindelse med det her samarbejde, og så har vi selv købt en matchende BOSCH tørretumbler. Vi har efterhånden mange ting til både inden- og udendørs brug fra BOSCH, og i min erfaring svigter de sgu aldrig. 🙂

Så i disse måneder er vi i fuld gang med at teste vaskemaskinen (og tørretumbleren, omend et af mine mål for 2019 er at bruge den så lidt som muligt af miljømæssige hensyn, selvom den er energiklasse A+++), og når testen er gennemført, vender jeg stærkt tilbage med detaljer og synspunkter. Hvis der skulle sidde andre husmødre m/k i villa, hus, lejlighed med eller uden mand/kone eller børn, som kunne have interesse i at høre mere. Jeg synes, det er genialt, at der bliver ved med at blive udviklet produkter, som vi alle sammen skal bruge, som behandler vores miljø bedre, bedre og bedre. Det er da en god indgang til 2019!