Jeg lavede i går en afstemning på Instagram Story, som gik ud på, at jeg udbad mig jeres holdning til, hvorvidt jeg skal tage til Marrakech på lørdag med Berta, eller om jeg skal lade være.

Grundene til, at jeg overhovedet overvejer det, er egentlig flertallige. Der er sjældent langt fra Køge til resten af verden for mit vedkommende. Jeg gør rigtigt meget for at mindske mit CO2-aftryk her på kloden hver evigt, eneste dag, men at forblive på landjorden er ikke en af dem. Jeg elsker at rejse. Nej, jeg ELSKER at rejse! Jeg elsker det så højt, at det føles som om, at jeg ikke ville være mig, hvis jeg ikke rejste. Jeg har en umættelig tørst efter at møde andre mennesker fra kulturer forskellig fra min. Det giver mig en ro, en tryghed, en følelse af at være forbundet og høre til og en endnu større eventyrlyst at opleve hvor ens og forskellige, vi alle sammen er, og jeg kan slet ikke forestille mig at stoppe med at rejse.
Jeg håber, man snart opfinder en bedre måde at komme rundt i verden på, end ved at sætte en fandens masse brændstof til hver eneste gang, og jeg er ikke ligeglad.
Men jeg rejser altså. OG så samler jeg affald op i naturen (og også langs villavejene, faktisk), sparer på vandet, køber brugt, sparer på emballage, tager cyklen og det offentlige så tit, jeg kan, komposterer mit affald, undgår madspild og meget mere. Og lærer mine børn det alt sammen, så det er en helt naturlig del af deres tilgang til verden – ligesom det er at rejse og møde mennesker, der lever anderledes end dem. Eller ligesom dem, men i en helt anden del af verden. Og det kan mærkes på dem allerede, begge dele. Skriver jeg ikke uden stolthed, i øvrigt.

Men altså – jeg fik i går den idé, at jeg kunne tage til Marrakech på lørdag til på tirsdag. Jeg ville skulle flytte et møde og aflyse en måske-aftale, men Jon er hjemme, og det kunne lade sig gøre i familiekalenderen. Og flybilletten er billig.
Og så  var det, at Jon foreslog, at jeg tog Berta med. Vi taler altid om, at vi gerne vil lave endnu mere børnene hver for sig, fordi alle får så meget ud af det, og grundene til at favorisere Berta her over Hugo skulle for det første være, at sidst, vi delte os op, tog jeg Hugo med til Sønderborg, og for det andet ville Berta meget, meget bedre kunne sætte pris på at gå på shopping efter glimtende skatte i souken og spise frokost på hyggelige caféer. Og hun er den, der kræver mest mor-omsorg af de to lige nu.

Men så kom jeg i tanke om, at der jo skete det fuldkommen forfærdelige i december, at to unge kvinder fik frataget livet i Marrakech, fordi terror er en realitet. Og det er så forfærdeligt. Da alle mine tanker var gået til de stakkels piger og deres familier, var min første tanke derefter, hvor skidesynd, det her også var for Marokko og mit elskede Marrakech. Den by, jeg har rejst i alleflest gange helt alene. Jeg tror, jeg har været der ti gange i alt nu, og seks-syv af de gange rejste jeg andet selskab end  mit eget. Og jeg har aldrig følt mig utryg i Marrakech. Jeg har venner, der er blevet slået ned i Paris, jeg er selv blevet både befamlet og bestjålet på åben gade flere gange i Barcelona, men aldrig før har jeg hørt om turister, der har lidt overlast i Marrakech.

Og alligevel følte jeg et eller andet i maven, der gjorde, at min klikkelystne pegefinger ikke bare sikrede billetterne med det samme. Jeg blev altså bange for at dø og for, at min rejselyst skulle gå ud over min bette datter. Og så spurgte jeg jer på Instagram, hvordan I selv ville forholde jer, og det har næsten 8.000 valgt at gøre (TAK!).
Over 50% svarede, at I ville undlade at rejse til Marrakech lige nu som ene kvinde med et barn på armen, og det kom lidt bag på mig. For da jeg havde nogenlunde samme overvejelser, da nogle kæmpe-idioter skød vildt omkring sig på et spillested i Paris for nogle år siden og efterfølgende udråbte London som næste terrormål, og jeg havde billetter til London netop den weekend, var der stort set ingen, der mente, jeg skulle blive hjemme.
Så hvad er der mon sket siden? Har det virket? Er vi blevet mere bange? Eller er vi mere bange, når det drejer sig om et muslimsk land og et land, som minder mindre om Danmark, end England og Frankrig eksempelvis gør?

Heldigvis var der også en masse af jer, der følger med på Instagram, der var så skidesøde at tage sig tid til at skrive mig en privatbesked, og stort set alle de beskeder havde samme pointe: “Sikke noget fis, MM. Sikkerheden er højere i Marrakech lige nu end noget andet sted, fordi der skete dét, betyder det ikke, der sker mere, sådan kan vi ikke leve, brug din sunde fornuft og kom afsted!”
Enkelte var af den modsatte overbevisning, og selvom jeres argumenter værdsættes lige så højt (TAK fordi, I giver mig jeres meninger og holdninger!), kunne jeg mærke, at jeg ikke er enig i dem. Jeg vil ikke være bange for terrorisme, for sådan kan vi ikke leve livet. Og selvom terror fylder meget i nyhedsbilledet, er sandsynligheden for at dø i forbindelse med en terrorhandling ekstremt lille. Og Marrakech er ikke ond, fordi der også bor idioter i Marrakech. Det gør der også i Danmark, og hvis man ville leve på dén måde, skulle vi nok ikke have boet på Nørreport Station i to år …

Så jeg beslutter, at jeg ikke vil lade frygten styre, og jeg ved, at Marrakech er en vidunderlig og tryg by fyldt med fantastiske mennesker, som passer endnu bedre på deres gæster nu end nogensinde før.

Nu mangler jeg så bare at beslutte, om vi skal afsted, men det er mere et praktisk spørgsmål. Flyvningen lørdag morgen er allerede kl. 6, hvilket betyder, at Berta og jeg ville skulle sove i København fra fredag til lørdag og således var væk fra Hugo (og Jon) endnu længere. Og selvom det er billige flybilletter, er det jo aldrig gratis at rejse, og det er typisk mig at være så spontan. Måske skulle jeg hellere vente og så rejse med begge unger senere på året, når Jon har været væk hjemmefra i et par måneder, og vi trænger til luftforandring.

Så jeg overvejer stadig – men ikke det med terrortruslen. Jeg stoler på verden, for det har verden bevist mange gange, at det har den fortjent! <3

INFO: JEG HAR SLÅET KOMMENTARFUNKTIONEN FRA PÅ DETTE INDLÆG. <3
Er det frustrerende, at jeg sådan tillader mig at hapse det sidste ord? Formentligt. Men nu ér det altså mig, der betaler 143 kr. om året for det her domæne, så den fordel napper jeg altså. 😉
Det her indlæg handler om kærlighed til og tro på hinanden og verden (og Marokko) i en tid, hvor terror er en realitet. I stedet har debatten i kommentarfeltet nu udviklet sig til, at jeg føler mig gjort ansvarlig for jordens undergang (eller i hvert fald beskyldt for qua min position som influent at bidrage til den), fordi jeg ikke vil stoppe med at flyve de 4 – 7 gange om året, jeg gør.
Folk skriver, at jeg skylder dem svar på tiltale – det gør jeg altså ikke. Jeg er blogger, jeg er underholder i en moderne verden. Man kan læse, hvad jeg skriver, eller lade være, og hvis man ikke gider følge med mere, er det helt okay. Men hvad jeg skriver her på domænet, har nu engang altid været mit valg, og hvordan jeg lever mit liv ligeså. Jeg vil meget gerne meningsudveksle og har også gjort det meget og gladelige i de fem år, jeg har været her, men nu er denne diskussion altså slut her på bloggen. Because I say so …
Jeg elsker verden og vil gerne passe på den, og det gør jeg på mange små måder hver dag. Og så gør jeg det ved at stole på den, rejse ud i den, opdrage mine børn i og om den og skrive hjem om alle de dejlige ting, jeg ser og oplever og ikke mindst de mennesker, jeg møder. Og på den måde mener jeg, at jeg bidrager til et positivt livs- og verdenssyn. Og det er også noget værd i min bog.

Og så vil jeg slutte med at citere Kristigt Dagblad for i denne artikel at have skrevet noget, som i øvrigt bliver mit mikedrop i denne sag. Til foråret skal jeg i øvrigt med Hugo på solotur til Barcelona, hvor vi skal spise is under en palme. Now you know. 😉

“Ak ja, mens vi venter (på en løsning på klimakrisen, red.), kan vi slå løs på hinanden i avisspalterne, kommentarspor og læserbreve – og måske en dag er der en, som vil stille spørgsmålet: Hvem nyder godt af sorteperspillet? For imens der spilles, er der nogle, der nyder godt af den kritiske stilhed og tager sig tid til blande kortene til deres fordel.
Klimakrisens alvor taget i betragtning er det utroligt, at olie og gas, landbruget, flyselskaberne, tøjindustrien, byggesektoren og hele transportsektoren ikke står med nogen væsentlig bevisbyrde, hvorimod den, der bliver opdaget i at hælde et skvat havremælk i kaffen, straks må forklare sig”.

Peace out! <3