Vi er i Marrakech! Berta og jeg! Mig og Bertie! Kun os to! Hvilen luksus, det dog er at have al den her tid sammen med hende! Hvilken luksus, det dog er at have den tid i min yndlingsby! Og hvilken vanvittig luksus, det dog er at kunne nyde ét af mine barn! Bare ét lille menneske. Jeg er nærmest steløjet af kun at skulle kigge og lytte på ét barn. Jeg danser fuldstændig efter hendes pibe, og det er genialt. Eneste nedtur er, at hun gennemprygler mig i Uno, den lille lort. Jeg tror, hun har vundet 17 gange allerede.

Vi bor på det DEJLIGSTE riad! Jeg tipper om det hele, når vi er retur, og linker som bare pokker, for her er satme skønt! Vi bor midt i medinaen i den mørke del af souken, som jeg efter mine nu sammenlagt ni visit til den røde by (jeg har lige talt) kender ret godt. Vi har endnu ikke nået andet end at spise frokost på Terrasse Des Epices og plaske i den meget kolde pool på den dejligt varme tageterrasse på vores riad, men det burde da egentlig også være nok til at gøre det ud for en lørdag eftermiddag i januar.

Vi har ingen planer. Jo, vi skal have hævet nogle kontanter, så jeg kan komme tilbage og få betalt vores frokost, for restaurantens dankortterminal virkede ikke.

I skrivende stund sover Berta ved siden af mig i sengen på vores hotelværelse. Den sætning, hun har ytret mest, siden vi stod op klokken 4 i morges er “Jeg er OVERHOOOVEDET ikke træt!!”, men hendes nærmest blå rande under øjnene vidner om noget andet, så efter svømmeturen fik jeg lokket hende til en siesta ved hjælp af en stor dyne og en varmepude.

Her var køligt, da vi ankom i formiddags, og jeg har luret, at der er tæt på frostgrader om natten. Men her om eftermiddagen er der varmt nok til, at jeg nærmede mig et bette hedeslag i læ på tagterrassen. Åh, du dejlige, modsætningsfyldte by! 💖

Hvor er jeg GLAD for, at vi tog herned! Ganske som jeg var blevet adviseret, har jeg endnu ikke kunne fornemme på nogen måde, at der skete noget aldeles grufuldt ret tæt herpå for bare en måned siden. Marokkanerne er om muligt endnu venligere, end de plejer, og der er smil og varme overalt. Måske er varmen endda større, end den plejer at være, som et vidne om, at alle lægger afstand til de vederstyggeligheder, der fandt sted uden for bjerglandsbyen den nat i december. Åh, det er så trist og forfærdeligt. Men vi er her, og Marrakech er stadig smuk og fantastisk, og jeg vil anbefale alle, der overvejer at komme herned, om at følge det instinkt.

Jeg havde egentlig tænkt mig kun at rejse med håndbagage, men i går skiftede jeg mening og opgraderede til kuffert. Så jeg satser på at hale et gulvtæppe med hjem til det nye legeværelse i kælderen. Og måske nogle vaser.

O, fryd! ❤️🌍🙌🏻