Det er i de perioder, hvor jeg måske udefra set har mest at skrive om, at jeg har sværest ved at få skrevet. For det første er det selvfølgelig et spørgsmål om tid. Jon har boet på Fyn fra søndag i sidste uge til han kom hjem fredag aften, så alle mine stunder er gået enten med Krapylerne eller med praktiske gøremål. I den forgangne uge har jeg nemlig også skulle skyde en lille kampagne i Stockholm og selvfølgelig holde fødselsdag for Krapylerne. Alt sammen gode ting, men jeg har konstant fået for lidt søvn og været bange for, om jeg ville komme i mål med det hele, og derfor har jeg været stresset, kort for hovedet og kørt over. Hvilket er totalt spild, da jeg (7-9-13) sgu næsten altid lykkes med tingene! I hvert fald med dem, der betyder noget. Alligevel sover jeg dårligt og er ikke helt til stede nogen steder, fordi jeg er nervøs for, om min tid og mit overskud rækker til det næste punkt på dagsordenen. Men det gjorde det, og det gør det. Så jeg tager noter og tager forhåbentlig ved lære til næste gang. Jeg drømmer om engang at kunne være mere rolig i, at de der travle perioder nok skal gå, og hvis de ikke gør, så går det sgu alligevel!

Lørdag havde ungerne fødselsdag, og det endte med at blive den bedste fødselsdag, vi har holdt for dem endnu. På trods af (og måske på grund af) at det skete lidt på fynd og klem og i zikzak rundt om Jons ret urokkelige arbejdsskema og efter en uge, som var lidt hæsblæsende.

Jon sover i skrivende stund. I nat holdt han sig nemlig vågen til Oscar-showet, og her til morgen stod han op for at hjælpe ungerne og mig med at bage cupcakes til Hugo og Bertas børnehave. Nu er de således indkvarteret på Hindbærstuen, som ligger 50 meter fra den stol, jeg sidder i i vores køkken, mens Jon snorker på førstesalen. Der er ro på, solen skinner, og jeg har hele min familie indenfor rækkevidde og er samtidig alene med mine tanker for første gang i 14 dage. Og begge dele føles helt vidunderligt! 💖

Jeg vender retur senere med et indlæg om fødselsdagen i lørdags! Ville bare lige tjekke ind med et livstegn og ønsket om en fantastisk dag. 🙌🏻