Tanken med ‘Bloody Monday’ er, at jeg en gang om ugen (gæt hvilken dag…) skriver, hvor mange, der nu har meldt sig som bloddonorer og stamcelledonorer siden d. 7. februar, hvor jeg delte en video på Instagram Story, som HELDIGVIS gik viralt. For den fik hvervet rigtigt mange stamcelle- og bloddonorer, hvilket betyder, at endnu flere mennesker kan nyde godt at den fantastiske lægevidenskab, der gør, at mange flere kan helbredes af forfærdelige sygdomme. Og mit personlige håb er, at der blandt de mange nye stamcelledonorer venter et match til 6-årige Ea, der er indlagt med leukæmi og bare venter …

Når man høster stamceller fra donorer nu, gøres det gennem blodet – ligesom når man donerer blod. Det er ganske enkelt, man skal ikke længere ind og have fat i knoglemarven. Når man er bloddonor, melder man sig blot ved sin næste tapning som stamcelledonor (det kan man også gøre lige her), så tages der en ekstra prøve, som sendes til enten Skejby eller Rigshospitalet, og så bliver man ringet op, hvis man er et match til nogen en dag. Og hvis man er det – så redder man et andet menneskes liv. Tænk sig, en ære det må være.

Jeg tænker, at grunden til, at flere har meldt sig som bloddonorer end som stamcelledonorer er, at man faktisk skal være bloddonor for at kunne donere stamceller. Så det giver rigtigt fin mening at gøre netop det først. Og der mangler stadig donorer, for det er enormt svært at finde et stamcellematch. Så jeg håber, at vi sammen kan fortsætte den her følelse af fællesskab, der føles stærkere end noget andet, jeg har prøvet i min tid som blogger. Alle, der ikke er tilmeldt som bloddonor, kan tilmelde sig her, og dem, der ér tilmeldt, vil jeg lige minde om at få bestilt tid til en tapning – og så signe up som stamcelledonor, hvis man ikke allerede har gjort det her.

Siden d. 7. februar, er der kommet i alt 5.224 nye bloddonorer og 3.413 nye stamcelledonorer! (Fucking YES, mand!!).
82% af de nye bloddonorer er kvinder, og det samme er 86% af de nye stamcelledonorer. Og faktum er, at mænd har en højere blodprocent, så de er faktisk endnu bedre “tappedyr” end vi kvinder. Så hvis I, ladies, har indflydelse på nogle sunde og raske mænd imellem 18 og 60 år, så gør endelig den indflydelse gældende, og lad os hjælpe hinanden alle sammen. <3